Havde vikingerne tatoveringer?

Man kan se det for sig. En vikingehøvding, der cruiser rundt i sin hestevogn med armen ud af vognen, så alle ungmøerne kan se de vilde mønstre, der pryder den enorme biceps. Spørgsmålet er, om det billede er realistisk. Fik vikingerne overhovedet lavet tatoveringer?

Det vil Theis, en af Videnskab.dk’s læsere, gerne vide.

»Havde vikingerne tatoveringer? Og hvis ja, hvordan så de så ud?,« skriver Theis i en mail til Spørg Videnskaben.

Vi har ingen lig med hud

Ifølge forskerne er der intet endegyldigt bevis på, at vikingerne tatoverede sig. Der er ikke fundet lig fra vikingetiden, der er så velbevarede, at huden er intakt. Man har kun fundet skeletter eller aske, hvor man selvsagt ikke kan se, om personen har været tatoveret.

Der er dog en række indikationer på, at de krigeriske nordboere havde mønstre og motiver på kroppen. Blandt andet disse ord:

»Fra fingerspids til hals har hver af dem en samling træer, figurer og lignende.«

Araber beskrev vikingerne med figurer på kroppen

Ordene er fra den eneste skriftlige kilde, der indikerer, at vikingerne bar tatoveringer. De er nedfældet af den arabiske diplomat Ibn Fadlan, der var udsendt fra kalifatets hovedstad i Bagdad til Volga i det nuværende Rusland i starten af 900-tallet. Her mødte han et folk, han kaldte ‘Rus-folket’, som forskerne mener, har været handelsrejsende vikinger.

»Fadlan beskriver, hvordan Rus-folket begraver en høvding i sit skib med forskellige offerdyr og med alt sit udstyr. Det er en begravelsesform, vi ved skandinaverne brugte, og den findes ikke i andre kulturer på det her tidspunkt. Rus-folket har derfor højst sandsynligt været vikinger,« siger Søren Michael Sindbæk, lektor i historie ved Aarhus Universitet.

Grøn er ikke en naturlig tatoveringsfarve

Vi kan altså gå ud fra, at Rus-folket var vikinger. Og da Fadlan beretter, at disse mennesker havde træer og figurer fra fingerspids til hals, er det nærliggende at konkludere, at vikingerne tatoverede sig.

Ifølge Tobias Mortensen, Cand.Mag i historie, er det dog ikke helt så simpelt. For i nogle oversættelser af Ibn Fadlans værk står der, at vikingernes figurer på kroppen var mørkegrønne, og hvis disse oversættelser er korrekte, tyder det på, at figurerne har været noget andet end tatoveringer.

»Mørkegrøn er ikke umiddelbart en typisk tatoveringsfarve. Måden, man lavede tatoveringer på dengang, var sandsynligvis med aske eller trækul. Det ville derfor være mest naturligt, at de var grå eller sorte. Derfor er det også muligt, at det figurene har været en form for bemaling,« siger Tobias Mortensen, cand.mag i historie ved projektet 'Da Danmark blev til - fra vikingekonger til Valdemarer'.

Ud over Ibn Fadlans beretning er der desuden en række yderligere indikationer på, at vikingerne tog tatoveringskunsten til sig. Man har fundet tatoveringsnåle fra bronzealderen i Danmark, så den kropslige kunstart har været kendt i Norden i mange hundrede år før vikingetiden.

Folkeslag i England bar tatoveringer

Englænderne fik også fornøjelsen af at møde krigerne fra nord. Vikingerne plyndrede ved de engelske kyster for første gang i 700-tallet, erobrede dele af landet og bosatte sig i 800-tallet og erobrede hele landet i 1000-tallet. Og de historiske kilder tyder på, at tatoveringskunst var udbredt i dele af England, før vikingerne kom

»Da romerne erobrer England omkring Kristi fødsel, møder de et folk, der hedder kelterne. Og kelterne var tatoverede. Romerne møder også et folk, der hedder pikterne ved grænsen til Skotland, og dem beskriver de som bemalede, hvilket formentlig betyder, at de var tatoverede,« siger Ulla Hansen, lektor i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet.

Vikingerne gik op i deres udseende

Vi må altså gå ud fra, at vikingerne mødte tatoverede folk på deres vej. Så er spørgsmålet bare, om de blev inspireret nok til at gøre det selv. Man kunne måske forestille sig, at det der med kropsudsmykning har været en kende for fesent for de blodtørstige skandinavere.

Nej, tværtimod, siger Tobias Mortensen. Vikingerne var ikke alene renlige. De var måske endda direkte forfængelige, fortæller han.

»Vikingerne gik en del op i deres udseende. Man har både fundet kamme, pincetter og ørerensere i vikingegrave. Det kunne også være et argument for, at de havde lyst til at udsmykke deres kroppe,« siger Tobias Mortensen og tilføjer:

»Derudover fortæller en anden arabisk kilde fra midten af 900-tallet, ved et besøg i vikingebyen Hedeby, at både kvinder og mænd benyttede make-up,« siger han.

Vi kender deres klassiske motiver

Konklusionen må være, at vi ikke med 100 procent sikkerhed kan sige, at vikingerne tatoverede sig, men det er meget sandsynligt. Det er derfor tid til at kigge lidt på, hvordan tatoveringerne kan have set ud. Erik Reime, grundlægger af tatoveringsforretningen Kunsten på Kroppen, har specialiseret sig i at lave tatoveringer, på samme måde som han tror, vikingerne gjorde. Han er sikker på, at de har fået de klassiske vikingemotiver, vi blandt andet kender fra Jellingestenen, tatoveret.

»Vikingerne lavede de samme motiver på træudsnit, metalarbejde, våben, smykker og så videre. Det er en almenmenneskelig måde at udtrykke sin kultur på, og det har også været gældende for deres tatoveringer,« siger han.

Stilarterne ændrede sig

Hanne Pedersen, Seniorforsker ved Nationalmuseet, er enig i, at vikingerne højest sandsynligt fik tatoveret de samme motiver, som de udsmykkede deres genstande med.

Hun fortæller, at stilarten bag vikingernes motiver ændrede sig i løbet af vikingetiden, ligesom vi kender det fra nutidens mode. Forskerne har identificeret seks forskellige stilarter på fund fra vikingetiden. Du kan se billeder og beskrivelser af stilarterne i dette galleri. Vikingerne havde altså efter alt at dømme tatoveringer på kroppen. Og tatoveringerne var højst sandsynligt, ja, vikinge-agtige.

Vi takker Theis for spørgsmålet og kvitterer med en t-shirt. Det skal lige bemærkes, at ærmerne sagtens kan klippes af, når rune-tatoveringerne skal flashes til sommer!

Vi opfordrer som vanligt alle jer læsere til at stille spørgsmål til os på sv@videnskab.dk eller gå på jagt i Spørg Videnskabens arkiver.

Note: Der er efterfølgende blevet slettet et afsnit i teksten, da det byggede på faktuelle fejl, som redaktionen blev gjort opmærksomme på efter udgivelsen.