Så går det endelig løs. I otte år har hundredvis af fysikere og ingeniører kæmpet for at bygge verdens største partikelaccellerator, LHC.
Nu har de lagt sidste hånd på accelleratoren, og i dag starter de allersidste tests af udstyret, som skal være afsluttet til acceleratorens officielle åbningsdag den 10. september.
Når startskuddet lyder vil protoner strømme ind i accelleratorens 27 km lange rør med noget nær lyshastighed. Håbet er at partiklerne vil suse hele vejen rundt med den energi, de har fået fra start.
Gåden om antibrint
Når LHC for alvor kører, er det forskernes mål at genskabe forhold med LHC, der minder om dem, der eksisterede under Big Bang. Det vil give forskerne en enestående chance for at finde ud af, hvad der egentlig skete, dengang universet blev skabt.
Her på videnskab.dk vil vi følge slagets gang fra allernærmeste hold.
Fysiker Niels Madsen er dybt involveret i LHC, fordi han arbejder på et relateret projekt på Cern, der går ud på at skabe og udforske antibrint i laboratoriet.
En af de gåder, som Large Hadron Collider skal løse, er hvorfor universet tilsyneladende kun indeholder stof og ikke antistof. Ifølge Big Bang-teorien burde der nemlig være dannet lige mængder stof og antistof, da universet blev født. Så noget må der være sket i tiden lige efter det store knald, der har fået antistoffet til at forsvinde.
Du kan følge Niels Madsen i videnskab.dk's Big Bang Blog

































