Hvad kan man egentlig se fra rummet?
Eiffel-tårnet er for lille. Taj Mahal forsvinder også. De fleste af menneskets mest imponerende bygningsværker bliver faktisk usynlige, og selv Den Kinesiske Murs synlighed har efterhånden vist sig at være en myte.
Kommer man ud i rummet, kan man virkelig se, hvordan menneskets bygningsværker blegner i forhold til naturen. Herude er naturen til gengæld måske mere eller i hvert fald lige så imponerende, som den er på tæt hold.
Verdens nationalparker fylder 33.993.594 hektar land, eller hvad der cirka svarer til lidt over 47,6 millioner fodboldbaner – eller 115 gange Fyns areal – og i 2016 blev de besøgt af 330 millioner gæster.
En størrelsesorden, der sagtens kan ses fra rummet, og som du nu kan komme til at se fra et nyt perspektiv gennem en række billeder taget for NASA af astronauter om bord på Den Internationale Rumstation, ISS.
Se de mange flotte billeder ned gennem artiklen.
Forsker: stort se alle arter er i tilbagegang
Nationalparkerne er dog ikke bare flotte. Vores natur er truet, og hvis vi skal redde den, spiller nationalparkerne en stor rolle, fortæller professor Jens-Christian Svenning, der forsker i biodiversitet og naturforvaltning på Aarhus Universitet. Det har vi taget en snak med ham om.
»De er enormt vigtige, hvis du ser på, hvad der truer vores biologiske mangfoldighed. Stort set alle arter, vi kan måle, er i tilbagegang. Og den største trussel er habitattab. Nationalparker er netop områder, man sætter af til, at der er plads til de naturlige habitater,« siger Jens-Christian Svenning.
Og ifølge Jens-Christian Svenning er det i vores allesammens interesse at bevare netop mangfoldigheden.
»Det, der gør Jorden fantastisk, er jo livet. Helt overordnet set, hvis man overvejer, hvad der gør Jorden et fantastisk sted at leve, så er det mangfoldigheden af liv. Derudover er det jo også den biologiske mangfoldighed, der gør, at vi overhovedet kan leve her. Der er masser af fordele (ved at bevare den, red.), selvom det fra et praktisk perspektiv næppe er alle arter, vi har brug for,« siger han.
Danmark har ingen reelle nationalparker
Ifølge den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN skal en nationalpark være et:
»Stort natur- eller næsten helt naturområde sat af til at beskytte økologiske processer på stor skala i sammenhæng med arter og økosystemer, der er karakteristiske for området, og som også danner grundlag for miljømæssige og kulturelt kompatible åndelige, forskningsmæssige, uddannende og rekreationelle muligheder, samt muligheder for besøgende gæster.«
Men i Danmark er der ingen generelle lovmæssige forpligtelser for naturbeskyttelse ved at kalde et område for en nationalpark.
»I Danmark har man ikke nedlagt generelle krav, der giver naturen prioriteten. Den danske nationalparklovgivning lægger ikke begrænsning på, hvad man må lave. Der er ikke nogen formel ekstra beskyttelse, selvom det bliver kaldt en nationalpark,« siger Jens-Christian Svenning.
Nationalparker øger fokus på naturområder
Det betyder dog ikke, at det er en negativ ting, hvis et naturområde er udnævnt til nationalpark.
»Det kan godt have nogle positive effekter alligevel, fordi de her steder får øget fokus på naturen, fordi det trods alt ligger i deres eksistensberettigelse, men det er altså ikke noget, der er bundet i loven.«
Vi har dog i Danmark forpligtet os internationalt – blandt andet via Biodiversitetskonventionen – og i år 2020 skal 17 procent af landets landareal bestå af beskyttede naturområder.
I 2016 var cirka 10,3 procent af det samlede danske areal registreret som beskyttet under naturbeskyttelseslovens §3, og Jens-Christian Svenning tror ikke, vi kan nå målsætningen på 17 procent.
»Jeg tror ikke, vi når det. Vi er betydeligt under det niveau, og der er ingen målrettet plan for at nå det.«
Nationalparkerne er »en backup« for naturen
Når arterne er i tilbagegang, og biodiversiteten er truet, spiller nationalparkerne en vigtig rolle. Ved at beskytte de arter, som befinder sig i nationalparkerne, virker de også som en slags gen-bank.
»Mange arter er i tilbagegang i det generelle landskab, og her er det vigtigt med beskyttede områder som backup. Det kan nationalparkerne gøre,« siger Jens-Christian Svenning.
Nationalparker er i en international sammenhæng typisk beskyttede naturområder af stor størrelse. Det giver særligt gunstige muligheder for naturgenopretning.
Genindførsel af ulve gav mere diversitet
Et klassisk eksempel er Yellowstone National Park. I 1995 introducerede man ulven i parken i det nordøstlige USA, efter den oprindeligt var blevet udryddet af jægere i 1920’erne.
»Det, at man fjernede toprovdyrene fra økosystemet, betød, at nogle af planteæderne fik en befolkningseksplosion. Det gav et meget højt græsningstryk, som blandt andet havde en negativ effekt på pile- og poppelbevoksningerne langs floderne og nogle af de tilknyttede dyrearter,« siger Jens-Christian Svenning om situationen efter ulvens forsvinden.
»Men så var der nogen, der fik den gode idé, at man skulle prøve at bringe ulven tilbage for at genoprette systemet, og ulven er nu blevet fuldstændig reetableret. Der er blevet færre hjorte, og deres adfærd er også ændret. Nu undgår de steder, hvor der er større risiko for at blive spist af ulve. Området er stadig meget græsningspåvirket, men ulvene har bidraget til at øge habitatvariationen i området, sandsynligvis til gavn for hele systemets samlede biologiske mangfoldighed.«
\ Læs mere
Mennesker påvirker også nationalparker
Jens-Christian Svenning fortæller dog også, at selvom nationalparkerne er beskyttede, findes der ikke én eneste, som overhovedet ikke bliver påvirket af mennesker.
»Mennesket påvirker alle steder på planeten. Det kan være via historiske og forhistoriske udryddelser af arter fra området, som det var tilfældet i Yellowstone fra 1996-1995,« fortæller han og fortsætter:
»Indførte invasive arter, som for eksempel skadedyr og sygdomme på visse skovtræer, præger mange nationalparker, og den menneskeskabte CO2-stigning og de tilknyttede klimaændringer påvirker selv de mest isolerede og største parker.«
\ Læs mere
