For 70.000 år siden fik solsystemet et sjældent besøg. En lille rød dværgstjerne passerede forbi Solen i en afstand på kun 0,8 lysår. Det er langt uden for det solsystem, vi kender, men stjernen fløj gennem solsystemets yderste forpost, den såkaldte Oort sky af måske billioner af små iskloder.
I dag er stjernen næsten 20 lysår fra Solen, og den er så lille og lyssvag, at den først blev opdaget i 2013 af den tyske astronom Scholz, som nu har lagt navn til stjernen. Resultatet af mødet vil først vise sig om flere hundrede tusinde år.
Kometernes rige
Der er aldrig nogen, der har set Oort-skyen, men alligevel er astronomerne sikre på, at den eksisterer. Teorien om, at solsystemet er omgivet af en enorm sky af små iskloder blev fremsat af den hollandske astronom Jan Oort omkring 1950 for at forklare kometerne. Alle kometer har aflange baner, og for nogle kometer så aflange, at de kommer måske 500- 1000 gange længere væk fra Solen end selv Pluto.
Når kometerne passerer gennem solsystemet lever de livet farligt: Tyngdekraften fra de store planeter Jupiter og Saturn kan enten slynge kometerne helt ud af solsystemet eller sende dem ind mod Solen.
Over lange tidsrum er banerne ustabile, så den kendsgerning at vi stadig opdager kometer betyder, at der hele tiden må opstå nye kometer – og Oorts teori går så ud på, at de kommer fra en enorm sfærisk sky, der sandsynligvis har en udstrækning på over et lysår.
Oorts teori anses stadig for den bedste forklaring på kometernes eksistens, og det gælder også forklaringen på, hvordan de kan forvilde sig ind fra det store mørke mod det indre solsystem, hvor vi kan se dem. Det skyldes simpelthen tyngdekraften fra stjerner, som kommer lidt for tæt på Oortskyen. Scholz stjerne er netop en af den slags stjerner, som kan lave ravage ude i Oort skyen.
Scholz stjerne
Historien om Scholz stjerne siger meget om, hvordan moderne astronomisk forskning foregår. Scholz fandt ikke stjernen ved at sidde ved et teleskop, men ved at analysere data fra en amerikansk satellit ved navn WISE. Den observerer kun i infrarødt, og er derfor særlig egnet til at se meget kolde stjerner, planeter og asteroider.
I de enorme mængder af data fra WISE fandt Scholz nu en lille og meget lyssvag rød dværg, som var omkredset af en endnu mindre brun dværg. Ud fra teoretiske modeller er massen af den røde dværg skønnet til at være 8% af Solens masse, og den brune dværg til at have en masse på 6 % af Solens masse.
Den brune dværg er i øvrigt så lille, at den ikke kan producere energi ved fusionsprocesser – den lever simpelthen af den varme, den fik ved sin dannelse og den køler nu langsomt af.
Den amerikanske astronom Eric Mamajek foretog nu nogle målinger af stjernen, og han fandt at den bevæger sig direkte bort fra Solen med den ret høje fart på 83 km i sekundet, og det betyder, at stjernen har været tæt på Solen for bare 70.000 år siden.
Kometer i fremtiden
Problemet var nu bare hvor tæt, mødet fandt sted. Det er ganske svært at svare på, fordi svaret afhænger af to ting: Præcise målingerne af stjernens bevægelse, og kendskab til det tyngdefelt fra Mælkevejen, som stjernen har bevæget sig gennem de sidste 70.000 år.
Der blev foretaget ikke mindre end 10.000 computersimulationer af bevægelsen, hvor man varierede parametrene lidt på grund af usikkerheden. Resultatet blev, at afstanden på de 0,8 lysår nu anses for at være 98 % sikker.
Men tager man hensyn til både afstanden og stjernens ret lille masse, så har den næppe kunnet lave den helt store ravage. Det er dog muligt, at den har sendt nogle små iskloder ind i det lange fald mod Solen, men der kan gå alt fra 100.000 til 500.000 år før vore fjerne efterkommere får dem at se som kometer på himlen.
Tilbage til fortiden
Og det åbner nu spørgsmålet om vore tidlige forfædre har set Scholz stjerne, og her er svaret overraskende. Den lille røde dværg er alt for lyssvag til at kunne ses med det blotte øje selv over en afstand på bare 0,8 lysår – med mindre den har udbrud.
Den er nemlig en såkaldt ‘flare stjerne’, der trods sin ringe størrelse kan have nogle ganske kraftige udbrud. Når det sker, øges stjernens lysstyrke så meget, at det i princippet skulle være muligt at se den i den korte tid, udbruddet varer. Det kan være alt fra timer til dage.
Men det er jo slet ikke sikkert, at man dengang havde tid til at se op mod himlen, for her på Jorden skete der nemlig noget andet, som havde en langt større praktisk betydning.
Supervulkanen Toba var tæt på udrydde menneskeheden
Supervulkanen Toba i Indonesien havde nemlig et udbrud, der var ganske tæt på at udrydde de få mennesker, som levede den gang. Toba spredte et askelag over hele den sydlige del af Asien og skabte en vulkansk vinter, som har varet mindst 10 år og muligvis op til 1000 år.
En ret omdiskuteret genetisk analyse viser, at antallet af mennesker efter Toba udbruddet var nede på kun nogle få tusinde mennesker. Men selv om denne analyse skulle være forkert, så kan man ikke forestille sig, at det samtidig var muligt at interessere sig for nogle svage og kortvarige lysglimt på himlen.
Den vulkanske vinter har ikke just givet stjerneklare nætter, og al interesse har nok været koncentreret om at finde noget at spise.
Men det er interessant at spekulere over om vore meget fjerne efterkommere vil huske eller vide, at de kometer, de ser dukke op på himlen, måske kan føres tilbage til påvirkningen fra en lille rød dværgstjerne, som en gang kom tæt forbi Solen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
