En afslutning, fordi Georges Lemaître er det femte og sidste forsyningsrumskib, som Europa opsender til ISS.
Det er også en begyndelse, fordi en ændret udgave af rumskibet skal indgå som en del af det kommende amerikanske Orion-rumskib, der er beregnet til at flyve ud i solsystemet, til Månen, de nærmeste asteroider og måske også Mars.
En stolt tradition
Den europæiske rumstyrelse ESA har skabt en stolt tradition for disse rumskibe, der går under fællesbetegnelsen ATV, der står for Automated Transfer Vehicle.
For selv om det bare er ubemandede lastfartøjer, så er de alle opkaldt efter berømte europæere, lige fra Jules Verne til Albert Einstein.
Det er godt, Georges Lemaître nåede at komme med. Denne belgiske katolske præst og videnskabsmand (1894 – 1966) har nemlig hidtil været noget overset.
Han var den første, der allerede i 1927 drog den fulde konsekvens af Einsteins almene relativitetsteori og forudsagde, at universet måtte udvide sig, og der måtte gælde en lov for udvidelsen.
Lemaître var ikke anerkendt i begyndelsen
Denne lov er senere blevet kendt under navnet Hubbles lov.
Lemaître mødte Einstein i Bruxelles i 1927, men Einstein var dengang ikke imponeret. Han er citeret for at have sagt til Lemaître: »Your calculations are correct, but your grasp of physics is abominable.«
Efter Hubbles målinger I 1929 blev det dog klart, at Lemaître havde ret. Einstein endte med at blive både ven og støtte for ham.
Lemaître indså også, at universet måtte være begyndt i en meget varm og tæt tilstand – han beskrev begyndelsen som et ”ur-atom”. Desuden har han formuleret den berømte sætning, om at universets skabelse fandt sted på ”a day without yesterday”
I dag anses Lemaître for at være den virkelige ophavsmand til vore dages ”Big Bang”-teori.
Hvad en astronaut dog har brug for
De fem europæiske ATV-rumskibe har i alt sendt over 31 ton forsyninger op til ISS, og det er ganske morsomt at læse, at Georges Lemaître blandt andet medbringer:
50 kg kaffe, orange- og mangojuice, tandtråd, sokker, undertøj og nogle særlige T-shirts, som skulle forblive lugtfri – også selv om de ikke bliver vasket…
Det meste af lasten er dog videnskabeligt udstyr og reservedele samt 840 liter vand og 860 kg brændstof til at hæve banen for ISS.
Selv om rumstationen har en bane 350 km over Jorden, så kommer den hver dag 100 meter nærmere Jorden på grund af luftmodstanden.
Det er blevet bemærket, at efter Georges Lemaître er det nu helt overladt til de russiske Progress rumskibe at opsende brændstof til at hæve banen – hvilket giver russerne en yderligere kontrol over ISS.
Georges Lemaître skal være sammenkoblet med ISS indtil januar eller februar. Derefter fyldes den med affald og sendes ned gennem atmosfæren for at brænde op – denne gang måske i en bane, der skal simulere den bane, som ISS skal følge, når den engang afslutter sit liv og sendes ind i atmosfæren for at brænde op et sted over det sydlige Stillehav.
Det er nødvendigt at kunne beregne nedslagspunktet nøjagtigt, da rumstationen vejer over 450 ton, og det betyder, at dele af den ikke kan nå at brænde op i atmosfæren.
At klare sig selv
På lange rejser ud i solsystemet til Mars eller en asteroide er det nødvendigt for et bemandet rumskib at kunne klare sig selv i måske flere år uden forsyninger udefra.
Opsendelsen af Georges Lemaître med over 6,5 ton forsyninger fordelt på 1232 forskellige typer gods viser, hvor langt vi er fra dette mål.
Den første bemandede rejse til Mars er blevet sammenlignet med at sætte en raket i halen på ISS og så sende den ud på en tre år lang rejse, uden mulighed for forsyninger eller reservedele.
Ser vi på ISS, så har rumstationen i bare det seneste år modtaget besøg af 11 ubemandede transportfartøjer: Fem fra Rusland, fire fra USA, et fra Japan og så Lemaître fra Europa.
Med et forsyningsrumskib næsten hver måned er ISS meget langt fra at være selvforsynende.
Den lange vej til Mars
Der arbejdes hele tiden på at forbedre systemerne ombord på ISS, så næsten alt – især vand – kan genbruges. Det gælder vand fra både urin og luftens fugtighed.
Men der skal meget forskning til, før vi kan tænke på at rejse til Mars, hvad bare et enkelt eksempel viser: Der er stadig store problemer med genbrug af urin.
Astronauterne udskiller nemlig i den vægtløse tilstand meget kalk fra knoglerne, og det giver forstoppelse i systemet.
Det blev ikke opdaget under afprøvninger på Jorden, fordi den urin, der produceres på Jorden ikke er den samme som astronauterne producerer i rummet – og det havde ingen taget højde for.
Hertil kommer manglen på reservedele på en Mars-rejse – og dem har der hidtil været stort behov for, ikke mindst til at reparere computere og af og til toilettet.
Den største fare er et nedbrud af toilettet
Bortset fra en solstorm er den største fare for et bemandet Mars-rumskib nok et nedbrud af toilettet – det kan give enorme hygiejneproblemer i et helt lukket miljø.
Så der skal være mindst to toiletter på rumskibet samt reservedele til at opbygge et eller to ekstra.
Det er ikke uden grund, at de mest realistiske datoer for den første bemandede rejse til Mars først er engang efter 2030. Selv med ISS står vi stadig kun ved den allerførste begyndelse af rumalderen.
Så når efterfølgerne for Georges Lemaître og de andre ATV-rumskibe bliver bygget, så får de store udfordringer, når de som en del af Orion-rumskibet skal ud på de lange rejser i solsystemet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
