Der var stor glæde i det Japanske kontrolcenter, da rumsonden Akatsuki efter en rejse på over 5½ år endelig ankom til Venus mandag 7 december. Det er jo noget længere end de 5-6 måneder, det normalt tager at flyve til vor naboplanet, men grunden er, at Akatuski ikke gik i bane, da den første gang passerede Venus i december 2010 – en historie vi fortalte i vor forrige blog.
Men nu er den så endelig i bane om Venus , selv om det ikke lige er den bane forskerne oprindeligt havde planlagt.
En dramatisk redning
Ved den første forbiflyvning svigtede den store bremsemotor, og derefter har de små og meget svage styreraketter måttet klare alt det, som den store motor ellers skulle have udrettet. Der er 12 styremotorer, 8 med en reaktionskraft på 23 Newton og 4 med en reaktionskraft på bare 3 Newton.
Da Akatsuki vejer over 500 kg, er det let at regne ud, at det ikke er meget acceleration de små motorer kan give. Da motorerne blev tændt for at bringe Akatsuki i bane, ville et menneske næsten ikke kunne mærke opbremsningen, da den lå på under 1/100 g. Det er derfor ikke så mærkeligt, at bremsefasen varede i over 20 minutter – og det var kun lige akkurat, at de små motorer kunne klare opgaven.
Akatsuki er nu endt i en meget aflang bane mellem 400 og 440.000 km fra Venus med en omløbstid på 13 dage 14 timer. I april skal banen sænkes, så den største afstand ikke bliver mere end lidt over 300.000 km, hvilket vil bringe omløbstiden ned på godt ni døgn. Først da begynder observationerne af Venus for alvor.
Den store vulkanjagt
Akatsuki er udstyret med en række instrumenter til at undersøge den varme og meget tætte atmosfære. Der er fem kameraer, der skal studere bevægelsen af skyerne i atmosfæren og fordelingen af vanddamp og kulilte. Et særligt infrarødt kamera kan næsten se gennem det tætte skydække og helt ned til overfladen.
Især to spørgsmål trænger sig på. Det ene er den såkaldte superrotation af atmosfæren omkring Venus. På de fleste planeter roterer atmosfæren langsommere rundt end planeten selv bevæger sig. På Venus er det lige omvendt. Rotationshastigheden ved overfladen er sølle 6 km i timen ved ækvator, mens den øvre atmosfære farer rundt om planeten med over 300 km i timen.
Det andet er spørgsmålet om der er aktive vulkaner på Venus. Det er et problem, der er delvist løst af den europæiske rumsonde Venus Express, som har målt hurtige stigninger i atmosfærens indhold af den vulkanske gasart svovldioxid. Desuden har infrarøde instrumenter har fundet nogle ”hotspots”, og begge observationer anses som ret sikre tegn på en aktiv vulkanisme.
Netop disse målinger vil Akatsuki nu følge op på.
Men virker instrumenterne ?
Spændingen er dog ikke helt overstået endnu, for der vil gå flere uger, før man med sikkerhed ved om instrumenterne har overlevet den lange rumtur. På sin fem år lange rejse i rummet i en bane rundt om Solen har Akatsuki været så tæt på Solen som bare 90 millioner km, og det betød at temperaturen i sonden steg til mellem 30 og 40 grader over det beregnede.
Man har målt, at nogle af de varmeisolerende tæpper på rumsonden er beskadiget, så ingeniørerne har nu en lang opgave foran sig med at undersøge og kalibrere instrumenterne.
Akatsuki er vigtig, for i forhold til Mars er Venus bestemt ikke overrendt af rumsonder. Meget af interessen for vor nærmeste naboplanet forsvandt, da der blev målt en overfladetemperatur på 480 grader. I dag er vi klar over, at Venus er mindst lige så vigtig som Mars, da den viser, hvad der sker, hvis en drivhuseffekt løber løbsk.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg, hvorfor der kan forekomme personlige betragtninger, der ikke er almindelige i en regulær artikel.
