Det var ikke en traditionel raketopsendelse, der onsdag bragte NASA-rumteleskopet NuSTAR (Nuclear Spectroscopic Telescope ARray) succesfuldt ud i rummet.
Et modificeret transportfly af typen L-1011 bragte i første omgang en Pegasus XL-raket med NuSTAR om bord op i en højde på knapt 12 kilometer.
Herefter blev raketten koblet fra flyet og fløj ud i rummet. Manøvren fandt sted kl. 18:00 dansk tid over Stillehavet nord for Kwajalein-atollen i Marshall-øgruppen.
NuSTAR befinder sig nu stabilt i bane omkring Jorden og alle systemer fungerer indtil nu som forventet.
Ny viden om eksploderende stjerner
NuSTARs observationer vil på afgørende vis give os ny viden om voldsomme og energirige fænomener i universet som eksploderende stjerner og sorte huller, der spiser løs af deres omgivelser.
Her bliver gas nemlig varmet op til millioner af grader og udsender derfor den energirige røntgenstråling, som NuSTAR er designet til at fange.
NuSTAR er en NASA-mission, men flere forskningsinstitutioner bidrager til missionen – bl.a. Institut for Rumforskning og -teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space).
DTU Space har udviklet en særlig flerlagsbelægning, der er en helt afgørende forudsætning for, at NuSTAR kan indfange den energirige røntgenstråling fra universet.