Vores solsystem blev sammen med Jorden skabt for 4,6 milliarder år siden, da en sky af gas og støv kollapsede.
Efter kollapset blev der dannet en stor mængde sten, eller planetesimaler, der gennem sammenstød voksede sig større og større. Derefter blev de til de klippeplaneter, som vi kender i dag. Sådan lyder teorien i hvert fald.
Problemet med mange af de teorier, vi i dag bruger i astronomi, er, at de beskriver noget, der skete for millioner eller milliarder af år siden.
I dag ser vi blot resultatet af disse processer, men dette resultat kan være opnået på flere forskellige måder. For at forstå mekanismerne, der har ført til for eksempel vores solsystem, må vi derfor lede efter områder i universet, hvor lignende solsystemer er i færd med at blive dannet.
Mærkelig stjerne var rester fra byggestens sammenstød
I denne jagt faldt en gruppe astronomer over nogle mærkelige observationer fra den meget unge, sollignende stjerne NGC-2547 ID8, der ligger 1.140 lysår borte i retning af stjernebilledet Vela.
Observationerne viste sig at være en stor skive af støvet restmateriale, der sandsynligvis er blevet dannet, da to store planetariske byggesten er smadret sammen. Det er første gang, at sådanne planetariske sammenstød er blevet observeret uden for vores eget solsystem.
Da stjernen NGC-2547 ID8 ligner Solen, kan det derfor også give os indsigt i de processer, der har skabt Merkur, Venus, Jorden og Mars i vores eget solsystem.