Jordens nærmeste naboplanet, Venus, er kendt for sin tætte atmosfære og en overflade med et højt tryk og meget høje temperaturer – i gennemsnit omkring 465 grader Celsius.
Men nu har forskere ved hjælp af målinger fra den europæiske sonde ’Venus Express’ afsløret et meget koldt lag i Venus’ atmosfære.
I laget, der ligger cirka 125 km over planetens overflade, er temperaturen omkring -175 grader Celsius. Det er koldere end nogen del af Jordens atmosfære, selvom Jorden ligger én gang længere fra Solen end Venus.
Kulde kan skyldes kuldioxid
Venus’ atmosfære består mest af kuldioxid, og forskerne har beregnet, at der i det kolde lag kan dannes sne eller is af kuldioxid.
I princippet kan der derfor opstå skyer af frossen kuldioxid, der vil være meget højtreflekterende.
Fra tid til anden er der faktisk blevet set meget lyse områder i venusatmosfæren, men det kan også være andre atmosfæriske fænomener, der er på spil.
Stor forskel på temperaturen nat og dag
Det har også vist sig, at ved terminator (grænsen mellem nat og dag), er det kolde lag klemt inde mellem to varmere lag. Atmosfærens temperaturprofil (temperaturen set i forhold til højden) er meget forskellig på dag- og natsiden, så terminator er en overgangszone med påvirkning fra begge sider.
Her på Jorden, hvor atmosfærens sammensætning er helt anderledes, ser vi ikke en lignende temperaturprofil langs terminator.
Som konsekvens vil forskerne nu undersøge, hvilken rolle venusatmosfærens sammensætning har for fænomenet.