Mange historier om mystiske oplevelser i Bermuda-trekanten involverer problemer med kompasser eller underlige lys på himlen.
Internettet er fuld af påstande om, at de underlige lys på himlen blev observeret så tidligt som af Christoffer Columbus, da han i 1492 krydsede Atlanterhavet og sejlede gennem Bermuda-trekanten i området nord for Caribien og sydøst for USA.
En teori blandt tilhængerne af historierne fra Bermuda-trekanten er, at Jordens magnetfelt må være involveret.
Jordens magnetfelt bliver skabt af Jordens indre
Magnetfeltet opstår, fordi flydende jern og nikkel skvulper rundt i Jordens kerne og på den måde skaber elektrisk strøm. Det ligger rundt omkring Jorden og beskytter os mod stråling fra rummet, og teorien er, at det af ukendte årsager skulle være særlig stærkt i Bermuda-trekanten og derfor kan påvirke mekanik.
Det skulle forklare, hvorfor kompasser opfører sig åndssvagt, og hvorfor skibe og fly kan miste orienteringen midt i det hele og forulykke.
Forklaringen lyder isoleret set plausibel. Magnetisme kan påvirke kompasnåle og skrog af metal.
Magnetfeltet i Bermuda-trekanten er det samme som i Øresund
Problemet er bare, at magnetfeltet i Bermuda-trekanten er fuldstændigt det samme som så mange andre steder i verden. Du bliver lige så påvirket af magnetfeltet på en båd i Øresund, som du gør på et skib i Bermuda-trekanten, beretter en magnetfelt-forsker fra Danmarks Tekniske Universitet.
»Der er ikke noget særligt ved magnetfelterne i det område. Der sker ingen voldsomme ting, og der er ingen steder, hvor magnetfeltet pludselig ændrer sig fra nord til syd eller sådan noget,« fortæller Jürgen Matzka, seniorforsker ved DTU Space’ Afdeling for Geomagnetisme.
\ Fakta
Ifølge Jürgen Matzka er Nordgrønland også et spøjst område at studere for en forsker. Her ændrer retningen af magnetfeltet sig nemlig særligt hurtigt, fordi man er så tæt på den geomagnetiske nordpol. Men det har ingen indflydelse på forholdene i Bermuda-trekanten.
»Det er rigtigt, at der sker langsomme ændringer i magnetfeltet over hele kloden, og dem overvåger vi fra jordstationer og satellit. Ud fra dem laver vi kort, som man kan bruge til navigation. Men vi taler om ændringer på 0,1 og 0,2 grad om året. Det er så lille en afvigelse, at jeg ikke kan se nogen fysisk forklaring på, hvorfor et skib ikke vil kunne bruge sit kompas. Jeg tror, det er røverhistorier,« lyder det fra Jürgen Matzka.
Kompasser viser forkert i Bermuda-trekanten
En anden pointe om magnetisme i Bermuda-trekanten er, at området udløser nogle mærkelige aflæsninger, når man ser på sit kompas.
Kompasser viser nemlig meget sjældent direkte mod Nordpolen, men lægger sig langs Jordens magnetfeltlinjer, der igen er påvirket af bevægelserne i Jordens kerne. Det er de samme bevægelser, der sørger for, at den magnetiske nordpol i øjeblikket befinder sig i Canada og ikke på Nordpolen, som man måske skulle tro.
Så hvis du sidder på et skibsdæk i området sydøst for USA, ser du en afvigelse mellem kompassets pil – der følger magnetfeltlinjerne – og den reelle retning nord.
Mystiske lys på himlen i Bermuda-trekanten kunne godt være nordlys, som er skabt af magnetiske storme efter en solstorm. Normalt har man nordlys i Nordnorge eller Sydgrønland, men ved en større solstorm udvider området med nordlys sig, og så kan kommer det ret langt mod syd. Man har endda set det i Rom.
Jürgen Matzka, seniorforsker, DTU Space
Ifølge Jürgen Matzka er det altså korrekt, at der er en misvisning i Bermuda-trekanten, men den er kun på 10 grader.
Til sammenligning ligger i Sydatlanten et observatorium i et område, hvor magnetfeltet er svagt. Her er en misvisning på 25 grader – og hvis du bevæger dig op langs Canadas østkyst, vest for Grønland, vil du få en endnu større misvisning. Så har du, groft sat op, den magnetiske nordpol – som kompasset vil vise hen mod – til venstre for dig, mens Nordpolen ligger til højre for dig.
»Men de her problemer kender man jo godt. Hvis man anså afvigelserne for at være et stort problem, ville man jo opleve det mange steder i verden, og i Bermuda-trekanten er afvigelsen ikke engang særligt stor.«
»Videnskabeligt set er Sydatlanten et mere interessant sted, for her bliver magnetfeltet svagere og svagere. Men igen: Selv dér er det få procent, og det er ikke ændringer, som påvirker kompasser,« konstaterer Jürgen Matzka.
GPS’er, kompasser og elforsyninger kan blive påvirket af solstorme
Fysikforskeren bemærker, at magnetfeltet dog kan blive påvirket af solstorme – en slags magnetiske udbrud fra Solen, som kan påvirke elforsyningen, elektronik og apparater på Jorden, herunder GPS og kompasser.
»Men det betyder, at GPS’er i stedet for at virke med en meters unøjagtighed virker med flere meters unøjagtighed. Det påvirker så lidt, at det heller ikke vil spille nogen stor rolle på et kompas,« mener Jürgen Matzka.
Han tilføjer for de interesserede, at magnetfeltets styrke over Danmark ligger på 50.000 nanotesla, og at en solstorm typisk påvirker med mellem 300 og 1000 nanotesla. »Det er stadigvæk 50 gange mindre end magnetfeltet selv i styrke, så det er ikke nogen kæmpestor påvirkning«.
»Man oplever nogle gange, at der er ting, man ikke kan forklare. Så prøver man at finde en forklaring, og selvom forklaringen ikke er god, så bruger man den bare alligevel. Det er nok tilfældet med teorien om magnetfelterne i Bermuda-trekanten,« slutter Jürgen Matzka.
Næste teori om Bermuda-trekanten: Metangas bobler op
Teorien om magnetfeltet er dog langt fra den eneste, der forsøger at forklare mystiske hændelser i Bermuda-trekanten.
I næste artikel i serien om Bermuda ser Videnskab.dk nærmere på teorien om, at skibe synker og fly styrter fra himlen på grund af kæmpelommer af metangas, der bliver udløst fra havbunden i Bermuda-trekanten.
Du kan også læse introduktionen til vores serie om Bermuda-trekanten.