Efter international aftale skal alle satellitopsendelser registreres og banen angives.
Og lidt kan man da få ud af at se på en satellits bane om Jorden.
Satellitten, med det mere korrekte navn Kosmos 2499, blev opsendt sammen med tre andre satellitter 24. maj til en bane 1.500 kilometer over Jorden.
Banen er en polarbane med en hældning på 82 grader i forhold til ækvator.
LÆS OGSÅ: Mystisk russisk satellit vækker bekymring hos amerikanerne
Langt fra rummets hovedveje
Det er en ikke særlig anvendt bane, da den er 500 kilometer højere oppe end banerne for de mange satellitter, som overvåger Jorden, samt Jordens vejr, klima og miljø.
Disse satellitter flyver typisk i såkaldte solsynkrone baner med en hældning på 98 grader mod ækvator.
Satellitter i solsynkrone baner følger Solens gang, således at de flyver over samme sted på Jorden til samme tid hver dag.
Så den første konklusion er, at Kosmos 2499 ikke er i nærheden af en af rummets vigtigste og mest trafikerede hovedveje. Forskellen i højde og banehældning gør det i praksis umuligt for Kosmos 2499 at komme i en meningsfuld nærkontakt med de mange overvågningssatellitter.
Forholdsvis lille satellit
Den næste konklusion er, at Kosmos 2499 ikke er ret stor. Den er opsendt med en Rokot-raket, der kan sende omkring 1.500 kg ind i denne bane.
Kosmos 2499 har også skullet dele plads og vægt med tre militære kommunikationssatellitter af typen Rodnik.
Hver af disse satellitter vejer mindst nogle hundrede kg, så det er begrænset, hvor meget der er til overs til den fjerde satellit.
Konklusion: Kosmos 2499 er en forholdsvis lille satellit, sandsynligvis med en masse på måske et par hundrede kg eller mindre.
Ikke et teknologisk vidunder
Kosmos 2499 har vist sig forbløffende manøvredygtig. Den har ændret bane flere gange og har endda været nede i en elliptisk bane 1.000 – 1.500 kilometer over Jorden. Men det var ikke en solsynkron bane, og den er heller ikke cirkulær.
Meget mere interessant er det, at den samlede hastighedsændring for alle manøvrerne (I fagsproget 'Den totale Delta-V') kun er på omkring 200 meter i sekundet.
Med en almindelig kemisk raketmotor kan det klares med, at omkring 10 procent af satellittens vægt er brændstof.
Kosmos 2499 er efter en lang serie af manøvrer kommet inden for måske få meter af sidste trin af den raket, der opsendte den i maj.
Konklusion: Det er ikke nødvendigt at postulere nye og avancerede raketsystemer på satellitten. Satellitten repræsenterer sandsynligvis ikke et stort, teknologisk gennembrud. Dens manøvredygtighed er ikke over, hvad man kan forvente af rumteknikken i 2014.
Amerikanerne har samme type satellitter
Kosmos 2499 er en satellit af en type, vi har set før og får at se igen mange gange. Det er efter al sandsynlighed en inspektionssatellit, der kan flyve tæt på andre satellitter og undersøge deres instrumenter og på den måde se, hvilke opgaver de skal udføre.
Amerikanerne har allerede mindst to satellitter af denne type til at overvåge den geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator – rummets virkelige hovedvej.
Kina har i juli 2013 opsendt en næsten tilsvarende satellit, og der er sandsynligvis flere opsendelser, vi ikke har hørt så meget om.
Inspektionssatellitter er kommet for at blive, og det er ikke bare en dårlig ting. For jo mere rummagterne ved om hinanden, jo mindre bliver sandsynligheden for at overreagere i en krisesituation.
Tilsvarende var spionsatellitterne under den kolde krig med til at nedsætte sandsynligheden for, at en krig blev udløst ved en fejltagelse.
Risiko for politisk krise er lille
Kosmos 2499 har næppe haft til formål at provokere, netop fordi den er blevet afprøvet i en bane, der ikke er meget anvendt.
Så længe inspektionssatellitter opsendes og kontrolleres af ansvarlige stater, gør de ikke meget fortræd.
Det farlige kan være, hvis de ved en fejl – eller tilsigtet – kommer til at ødeægge en af de satellitter, de kigger nærmere på.
Det kan udløse en egentlig krise, men for tiden må denne risiko anses for at være lille.
På den positive side kan teknikken bag inspektionssatellitter også bruges civilt, nemlig til at opsende 'reparationssatellitter', der med robotarme og lignende udstyr kan reparere store og kostbare satellitter, hvor problemet måske bare er, at nogle få enkeltdele ikke virker.
