Selvom temaet for den workshop, jeg lige nu deltager i, egentlig var, hvordan vi kan bruge svingninger på Solens overflade til at forstå Solens 11 års cyklus bedre, så har det været et andet spørgsmål, der har været mest til diskussion på workshoppen her i Birmingham.
Hvor er alle solpletterne forsvundet hen? Og hvorfor kommer de ikke igen, som de plejer?
Sagen er den, at vi de sidste to-tre år har befundet os i afslutningen af Sol cyklus 23, og ifølge alle modeller skulle cyklus 24 for længst være startet. Det er den bare ikke, og Solens aktivitet er fortsat med at falde, således at den nu er den laveste, vi nogensinde har målt.
Omkring oktober sidste år så vi et par pletter på Solen og mange (inklusiv mig selv) var overbeviste om, at nu var Sol cyklus 24 gået i gang – men vi tog fejl, og siden er Solens aktivitet bare fortsat med at falde.
Nyt minimum?
Selvom der endnu ikke er nogen sol-fysikere, der har postuleret, at vi er på vej ind i et nyt længere (30-50 år) Sol minimum, er det en tanke, de fleste går rundt med.
Sådanne længere Sol minima har vi tidligere oplevet omkring 1670 (Maunder minimumet) og igen omkring 1810 (Dalton minimumet), og hver gang er det faldet sammen med meget lave middeltemperaturer på Jorden.
Dette fik mig til at lave en lille uvidenskabelig analyse af, hvordan man kunne forestille sig, at Jordens middeltemperatur ville udvikle sig, hvis vi virkelig er på vej ind i et nyt længere Sol minimum som det, vi oplevede omkring 1810.
Uvidenskabeligt vil sige, at jeg ikke argumenterer ordentligt for de antagelser, jeg laver. Dette er alene et tankeeksperiment, der skal vise, hvilke problemer miljøorganisationerne kan komme til at stå over for, når de de kommende år skal forsøge at overbevise politikerne om, at vi skal nedbringe den mængde CO2, vi lukker ud i atmosfæren.
Lad os antage at både CO2 og Solen har indflydelse på Jordens middeltemperatur, og at de begge har samme indflydelse (jeg har intet argument for at sige, at det forholder sig sådan – andet end at lige børn leger bedst). Lad os endvidere antage at vores CO2 udslip vil fortsætte med at stige med samme styrke, som det har gjort det de sidste 50 år, men at Solens aktivitet vil gå ind i et nyt minimum som det, vi oplevede omkring 1810.
Tankevækkende pointe
Resultatet af et sådant tankeeksperiment er vist i Fig. 3, hvor Jordens middeltemperatur er fremskrevet til 2100. Selvom denne figur på ingen måde er et produkt af en videnskabelig analyse, viser den alligevel en pointe, som vi, der gerne ser vores CO2 udslip nedbragt, nok gør klogt i at forholde os til.
Hvis antagelserne er rigtige, viser figuren, at temperaturen vil falde kraftigt frem til 2020, hvor vi vil opleve temperaturer lige så lave som dem, vi oplevede i begyndelsen af det 20. århundrede. Derefter vil Solens aktivitet begynde at stige igen samtidig med, at mængden af CO2 i Jordens atmosfære vil være kommet op på et meget højt niveau. Dette vil føre til den kraftigste stigning i Jordens middeltemperatur, vi endnu har oplevet.
Med andre ord vil et nyt længere Sol minimum betyde, at Jordens middeltemperatur ikke vil stige de næste 20-30 år, men derefter vil stigningen tage fat med dobbelt styrke. Dette giver derfor miljøorganisationerne nogle meget dårlige kort på hånden, når de de næste 20-30 år skal overbevise politikerne om, at vi skal nedbringe vores udledning af CO2. De ønskes god vind herfra.
Til sidst vil jeg skynde mig at nævne, at Sol cyklus 24 jo også kunne starte for fulde gardiner i morgen. I det tilfælde vil jeg bede jer glemme alt, hvad jeg har sagt. Så kan sol-fysikerne på den ene side og IPCC klimaeksperter på den anden side lægge sig tilbage i deres skyttegrave og diskutere, om det er Solen eller indholdet af CO2 i Jordens atmosfære, der bestemmer klimaet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
\ solen
Fig. 1
Den røde kurve viser Jordens relative middeltemperatur siden 1850 (http://www.cru.uea.ac.uk/cru/data/temperature//), den gule antallet af pletter på Solen siden 1850 (http://www.ngdc.noaa.gov/stp/SOLAR/ftpsunspotnumber.html (normaliseret til at have samme amplitude som middeltemperaturen) og den relative mængden af CO2 i vores luft (http://cdiac.ornl.gov/trends/co2/) (ligeledes normaliseret). Alle tre kurver er blevet kraftigt udglattet, således at de kun viser langsomme variationer. Udglatningen er foretaget på samme måde på de tre kurver.
Fig. 2
Den røde kurve viser igen Jordens relative middeltemperatur siden 1810, mens den grønne viser den temperatur, man ville få, hvis man antog, at middeltemperaturen alene var bestemt af indholdet af CO2 i luften og antallet af pletter på Solen, og at de hver bar 50% af ansvaret (igen, der er intet argument for denne antagelse).
Fig. 3
Den røde kurve viser igen Jordens relative middeltemperatur siden 1850, mens den grønne viser en fremskrivning af middeltemperaturen under antagelse af, at udledningen af CO2 vil fortsætte med at stige med samme styrke, som den har gjort de sidste 50 år, og vi vil bevæge os ind i et nyt længere Sol minimum som det, vi oplevede omkring 1810 (dette er gjort ved at antage, at antallet af pletter på Solen mellem 2008 og 2100 vi være det samme, som det var mellem 1792 og 1884).
