Stjerner i vores univers dannes af store stjernetåger, der kollapser under deres egen tyngde. I den første periode af unge stjerners levetid, er de voldsomme objekter, der udsender materiale med hastigheder, der kan nå op på én million kilometer i timen.
Hvis stjernen på dette tidspunkt stadigvæk er omgivet af rester fra den gas- og støvsky, de er dannet fra, vil materialet fra stjernen støde sammen med skyen og danne et Herbig-Haro-objekt.
Normalt gløder stjernetåger, fordi ultraviolet lys fra nydannede stjerner ioniserer det gas og støv, der er i tågen, men i et Herbig-Haro-objekt er det materiale - og ikke lys - der støder sammen med tågen, og danner et chok hvilket får materialet til at gløde.
Det var George Herbig og Guillermo Haro, som var de første, der indså at disse objekter adskiller sig fra de andre.
Nyt teleskop gav nye oplysninger
Forskere har undersøgt Herbog-Haro 46/47-objektet med det nye ALMA-teleskop i Chile, der kan opfange lys i millimeter- og submillimeter-bølgelængder, hvilket er lys vi mennesker ikke kan se. Ved at sammenligne disse nye billeder af Herbig-Haro 46/47 med ældre billeder af objektet i synligt lys, fandt de ny information om objektet.
Det materiale, der sendes ud i høje hastigheder, sendes ud i to kraftige jets, og hastigheden af dette materiale er meget højere, end hvad der hidtil var troet.
Samtidig findes der inde i skyen ikke kun en stjerne, der udsender materiale, men hele to stjerner, hvor den nyopdagede stjerne er meget mindre, og derfor også udsender en mindre mængde materiale i lavere hastigheder.
Disse observationer blev gjort, før ALMA blev indviet i foråret 2013, og gjorde ikke brug af alle de 66 antenner, der samlet udgør det færdige teleskop. Derfor bliver det spændende at se, hvor præcise detaljer forskerne kan få ved at bruge ALMA i fremtiden.
































