To nye stjerner er blevet fundet i vores galakse Mælkevejen - og det er (måske) de fjerneste, der findes fra os i vores galakse.
De to stjerner har fået navnene ULAS J0744+25 og ULAS J0015+01, og de ligger henholdsvis 775.000 og 900.000 lysår fra Jorden.
De to stjerner ligger altså længere fra Jorden end Den Store Magellanske Sky, der er en lille dværggalakse, som kredser omkring Mælkevejen.
Ved sådan en afstand har lyset været undervejs i meget lang tid. Faktisk blev lyset udsendt fra stjernerne på samme tid, hvor de tidlige mennesker begyndte at fremstille ild her på Jorden.
Stjerner er et resultat af sammenstød
Mælkevejen er en spiralgalakse, men omkring spiralen ligger en kugle af spredte stjerner, også kaldet en galakse-halo.
Astronomer mener, at disse stjerner er resultatet af de mange sammenstød mellem mindre galakser, der har skabt Mælkevejen.
Denne halo af stjerner menes at strække sig omkring 500.000 lysår ud fra Mælkevejen, men dens eksakte form kendes ikke.
For at få større kendskab til Mælkevejens halo har forskere ledt efter kolde røde dværgstjerner, der lyser 10.000 gange kraftigere end røde dværgstjerner, hvilket gør dem lettere at observere fra en stor afstand.
I deres jagt fandt de så ULAS J0744+25 og ULAS J0015+01, der kan hjælpe os til at få en større forståelse af Mælkevejens dannelse og udvikling.

































