Kig op i februar: Planeter på række og splinternyt superobservatorium

»The Owls are not what they seem.«

Det er beskeden til Special Agent Dale Cooper i nyligt afdøde David Lynch’s mystiske TV-serie ’Twin Peaks’ fra 1990.

Og det samme kunne være beskeden til februars stjernekiggere, der med undren kan betragte en række nye klare stjerner, der tilsyneladende står på linje på nattehimlen.

Men det er ikke, som det ser ud: Det er ikke stjerner, og de står ikke på linje – ikke helt, i hvert fald.

Der er tale om et fænomen, hvor Solsystemets planeter hver især er et sted i deres evindelige baner omkring Solen, hvor flere af dem – set fra Jorden på vej i sin egen bane – kan ses i nogenlunde samme retning på himlen, og fra en sådan synsvinkel, at de tilsyneladende står på linje.

Planeterne mødes i ekliptika i februar

I science fiction er historier, hvor planeterne ’står på række’, ofte forbundet med verdens undergang eller lignende voldsomme begivenheder.

Måske er det scenarium mest kendt fra filmen Rumrejsen 2001, hvor Månen og planeternes opmarchering på rad og række spiller en væsentlig rolle for livets og menneskets udvikling. Uanset så er det ikke det, der er situationen i februar 2025: Planeterne ser kun ud, som om de står på linje.

Forklaringen er, at Jorden, Månen og de andre planeter bevæger sig i elliptiske baner rundt om Solen i samme plan, svarende til sporene på en gammeldags LP-plade.

Det betyder, at når vi fra Jordens overflade ser planeterne på himlen, så udgør deres baner en såkaldt storcirkel hele himlen rundt: Denne cirkel kaldes ekliptika, og Solen og alle planeterne bevæger sig langs ekliptika.

Solens tilsyneladende bevægelse langs ekliptika tager ét år – for det er jo præcis den tid, det tager Jorden at bevæge sig rundt om Solen.

I løbet af året passerer Solen gennem en række stjernebilleder, såkaldte konstellationer. Disse konstellationer, der altså ligger langs ekliptika, kaldes Dyrekredsen.

Det er også dem, som astrologerne kalder ’soltegn’, når de baseret på tusinder af år gamle principper tegner et horoskop baseret på et menneskes fødselsdato og -tidspunkt.

I parentes bemærket så har stjernerne selvfølgelig flyttet sig i løbet af årtusinderne, blandt andet fordi Jordens akse langsomt flytter sig i forhold til stjernerne, på grund af Jordens såkaldte præcession, der kort fortalt betyder, at retningen af Jordens rotationsakse langsomt ændrer sig i en cyklisk bevægelse.

Solen går således i virkeligheden ind i stjernebilledet Fiskene den 11. marts og ikke i februar, som det traditionelt antages i astrologien: I februar bevæger Solen sig fra Stenbukken gennem Vandmanden.

Hvorom alting er så har planeterne forskellige omløbstider omkring Solen, altså forskellige længder på deres år, og derfor har de ikke altid samme afstand fra hinanden langs ekliptika.

Men undertiden sker det, at nogle planeter er tæt på hinanden – og så kan det se ud, som om de står på linje på himlen. Det er det, vi ser nu.

Desværre bliver det blandt andet på nogle sociale medier og andre steder misfortolket, som at planeterne står ’rigtigt’ på linje, men det gør de altså ikke.

Ikke desto mindre kan vi mod slutningen af februar være heldige at se alle planeterne langs ekliptika på himlen på samme tid – altså alle bortset fra den Jord, som vi selv står på.

Som altid vil det afhænge af vejrforhold, og de fjerneste planeter kræver også et godt teleskop, men med det blotte øje vil man typisk kunne spotte Venus, Mars og Jupiter.

Uranus og Neptun kræver held og godt udstyr. Merkur og Saturn står tættere mod Solen og vil derfor være lidt sværere at se.

Solaktivitet gennem 270 år i februar

Så det hele drejer sig altså om Solen, kan man sige: Vi på Jorden og planeterne kredser om Solen, som i øjeblikket er i en særdeles aktiv fase.

Solen er nær maksimal aktivitet i sin cyklus nummer 25, siden man systematisk begyndte at tælle antallet af solpletter i februar 1755, altså for 270 år siden i denne måned.

Den første cyklus varede 11,3 år og selvom der er variationer mellem længden på de forskellige cykler, som Solen har gennemløbet siden, så kalder man stadig solpletcyklus for ’11-års cyklen’ den dag i dag.

Den foregående cyklus, nummer 24, varede faktisk præcis 11 år. Den nuværende cyklus begyndte i december 2019 og forventes at ligne den foregående meget med et maksimalt antal solpletter på godt 100.

Beregninger siger, at det formelle maksimum vil finde sted til sommer, men hvis man vil se nogle af de mere spektakulære effekter af Solens aktivitet, så er forholdene gode allerede nu.

Nattens himmelkiggere kan da næppe heller undgå at lægge mærke til, at himlen i disse mørke måneder præges af nordlys, Aurora Borealis, som netop skyldes Solens øgede aktivitet.

Den 11-årige solpletcyklus er nemlig kun halvdelen af historien. Solpletterne er magnetiske, og antallet af dem er et udtryk for, at Solens indre magnetfelt er i færd med at reorganisere sig.

Vi ved stadig ikke, hvordan det egentlig fungerer, men hver gang, der er gået 11 år, vender Solens magnetfelt sig, og de magnetiske poler skifter placering.

Det betyder at den egentlige magnetiske cyklus er dobbelt så lang, altså 22 år. Fordi aktivitetscyklen er magnetisk i sin natur, så betyder det også, at der er en lang række magnetiske fænomener, der tager til i styrke i fase med solpletcyklus.

Det gælder dels solvinden, det vil sige strømmen af elektriske partikler fra Solen, og heliosfæren, der blandt andet beskytter Jorden mod kosmisk stråling fra resten af Mælkevejen. Og dels gælder det antallet af udbrud på Solen, som også varierer med cyklus.

Samlet set betyder det, at vi oplever mere og flottere nordlys på Jorden, jo tættere Solen er på maksimum, da nordlyset kort fortalt skyldes lys udsendt af atomer højt i Jordens atmosfære, der rammes af partikler fra Solen.

Så når der har været et voldsomt udbrud på Solen, så tager det omkring halvanden dag, før partiklerne rammer Jorden.

Og fordi partiklerne er elektriske, så bevæger de sig ned i atmosfæren langs Jordens magnetfelt – hvilket resulterer i lys i et baderingsformet bælte omkring Jordens poler: Nordlys.

Nyt superobservatorium åbner i februar

Efter op mod et kvart århundredes forarbejde håber mange astronomer på, at verden får et nyt superobservatorium her i løbet af februar: Vera Rubin Observatoriet, som det hedder.

Observatoriet forventes at revolutionere vores forståelse af universet og skal efter planen se ’first light’ i løbet af den kommende måned.

Observatoriet, der ligger i 2.682 meters højde i Andesbjergene i Chile, er opkaldt efter den amerikanske astronom, Vera Rubin (1928-2016), der blandt andet er kendt for sit banebrydende arbejde med galaksernes rotation, der gav overbevisende beviser for eksistensen af mørkt stof.

Som en af de få kvindelige astronomer var hun på mange måder også en pioner i sin samtid og modtog på baggrund af sin forskning mange hædersbevisninger, herunder den amerikanske National Medal of Science og Gruber-prisen i Kosmologi.

Vera Rubin Observatoriet kan holde øje med farlige asteroider

Observatoriet, der i tidligere planlægningsfaser gik under betegnelsen LSST (The Large Synoptic Survey Telescope), huser blandt andet et 8,4-meters spejlteleskop og et avanceret 3,2-gigapixel kamera og vil generere 20 terabyte data hver nat, det observerer.

Det betyder at det i løbet af de næste 10 år vil kunne katalogisere næsten 20 milliarder objekter.

Teleskopet er designet på en sådan måde, at det kan tage skarpe billeder over et område, der dækker 3,5 grader af himlen.

Her er det værd at huske på, at både vores egen Måne og Sol fylder cirka 0,5 grader på himlen: Det betyder, at Vera Rubin Observatoriet kan tage ekstremt detaljerede billeder, der fylder omkring syv gange mere end fuldmånen på én gang.

På den måde kan observationerne også bruges til at overvåge store dele af nattehimlen, hvilket gør det muligt at opdage svage objekter og objekter, der flytter sig hen over himlen.

Det betyder, at superobservatoriet gør det muligt systematisk at skanne himlen for eksempelvis supernovaer og gammastråleudbrud. Men det gør det også muligt at overvåge Solsystemet og spore jordnære asteroider og andre mindre objekter, der kan udgøre en potentiel trussel mod Jorden, hvis de krydser vores bane rundt om Solen.

Hvad kan du se på nattehimlen i februar?

Heldigvis behøver du ikke et observatorium for at holde øje med februars nattehimmel og den ovenfornævnte planetparade.

Især kan Venus og Saturn være værd at lede efter, når de står tæt på hinanden på himlen: I øjeblikket kan de ses mod sydvest lige efter solnedgang, hvor de er synlige indtil tidligt på natten, men længere mod syd står Jupiter højt på himlen.

Både Jupiter og Mars, der står længere mod sydøst, kan ses gennem hele natten.

I februar er der ingen markante stjerneskud eller kometer at skue, men blandt planeterne er Venus klarest den 15. februar, eller du kan finde den tæt på Månen den 1. februar.

Samme nat er Saturn også ganske tæt på Månen – hvis du er på udkig efter ringe. Jupiter er kun 5 grader fra Månen den 7. februar, men det bedste tidspunkt at se planeter på er selvfølgelig omkring nymåne (den månefase, hvor Månen ikke kan ses fra Jorden, og hvor lyset derfor ikke generer stjernekiggere) ved udgangen af februar.

Holder du i stedet øje med de klareste af stjernerne, højt på himlen, så vil du opdage, at stjernen Deneb i stjernebilledet Svanen kulminerer ved midnat den 3. februar, og Regulus i Løven den 24. februar.

Månen og Solen

Månen har den farve, måner skal have, som tanten siger i Gustav Wieds komedie ’Skærmydsler’.

Når det er sagt, kan den farve selvfølgelig variere, i takt med at Månen gennemgår sine faser. I februar har vi fuldmåne den 12. februar og nymåne den 28. februar.

Månen er nærmest Jorden ved Kyndelmisse den 2. februar – og halvvejs til fuldmåne.

Her forsøger Månen at formørke de syv søstre i Plejaderne omkring den 6. februar, hvilket den i øvrigt vil gøre mange gange i løbet af 2025. Månen er fjernest fra Jorden den 18. februar.

Også andre måner forsøger sig med formørkelse, blandt andet to af Jupiters måner Ganymedes og Europa, der den 25. februar går sammen om at kaster skygger på planeten, omend disse to såkaldte galilæiske måner (fordi de, samt månerne Ganymedes og Callisto, blev opdaget af astronomen, fysikeren og filosoffen Galileo Galilei i 1610) ikke formår at kaste andet end mørke, runde pletter på den kæmpestore planet.

1. februar står Solen op klokken 08.02 og går ned klokken 16.44

28. februar står Solen på klokken 07.02 og går ned klokken 17.42