Kig op i april: To meteorsværme får stjerneskud til at regne ned over os

I løbet af april mærker vi for alvor foråret. Solen er længere på himlen og dagene er nu længere end nætterne.

Ved aprils begyndelse er dagens længde lidt over 13 timer, og i løbet af april bliver dagens længde gradvist lidt over 2 timer længere. Vi er derfor henvist til timerne omkring midnat for at have udsigt til en tilstrækkelig mørk nattehimmel.

Og det er der god brug for. For efter et par måneder uden stjerneskudssværme kan vi i april se frem til to mindre sværme, nemlig Lyriderne og Eta Aquariderne.

Derudover bliver det med en god portion dygtighed og held muligt at se en sjælden og flot komet, der kun besøger os hvert 71. år. Det er beskrevet i artiklen ‘Djævlekomet’ med to haler er på vej over himlen, så her fokuserer vi på de øvrige højdepunkter på himlen.

Den Internationale Rumstation (ISS) viser sig ikke meget på himlen i april. Kun i en kort periode omkring 24.-30. april, og her er passagerne på lidt ubekvemme tidspunkter på den meget tidlige morgenhimmel.

Og da passagetiderne vanen tro hyppigt ændres, når ISS justerer sin bane, er det nødvenligt selv at følge de aktuelle tidspunkter på hjemmesiden Heavens Above eller hos NASA.

Nu har vi jo heller ikke længere Andreas at vinke til ude i rummet. Han er nu i god behold tilbage på Jorden, og vi kan sikkert vente mange spændende beretninger fra ham i den kommende tid.

Månen og planeterne

Det er nymåne 8. april og fuldmåne 24. april.

Planeterne er ikke særligt gavmilde her i april. Merkur, Venus og Mars holder sig på himlen tæt ved Solen, så dem må vi undvære lidt endnu. Også Saturn gemmer sig. Den står op ved solopgang og går ned i løbet af eftermiddagen.

Men Jupiter er stadig - sammen med Uranus - på aftenhimlen i hele måneden, indtil de går ned i begyndelsen af april lidt efter kl. 23 og sidst i april lidt efter kl. 22. På en klar aften er det også værd at få øje på et par af Jupiters måner gennem en god amatørkikkert. Uranus kan under gode vejrforhold også spottes med en god amatørkikkert - ikke langt fra Jupiter.

10. april møder Månen Jupiter på den tidlige aftenhimmel i vest omkring kl. 21. Dagen efter 11. april har Månen flyttet sig lidt højere op på himlen i nærheden af Plejaderne.

18.-19. april i den tidlige morgenstund omkring kl. 3 er Månen tæt på den klare stjerne Regulus i Løven på himlen i vest. Regulus ligger tæt ved Ekliptika, hvor Solen i årets løb bevæger sig gennem dyrekredsens stjernebilleder.

Stjernehimlen i nord

Nu hvor dagene bliver længere, er det som nævnt en god ide at være lidt sent ude - gerne efter kl. 22 - for at få glæde af stjernehimlen.

På himlen i nord finder vi Store Bjørn med Karlsvognen højt på himlen nær Zenith. Karlsvognen synes nu næsten at stå på hovedet. Og hvis man forlænger buen i vognstangen, ender man nær den klare røde kæmpestjerne Arcturus i stjernebilledet Bootes.

Lidt under Store Bjørn finder vi Lille Bjørn, der ligner en lille udgave af Karlsvognen. Polarstjernen er den klareste stjerne i Lille Bjørn. Og i nattens løb ser vi stjernehimlen dreje sig rundt om Polarstjernen.

Længere nede på himlen i nord finder vi stjernebillederne Cassiopeia, hvor de klareste stjerner danner et W, og Cepheus. Lidt øst for Cepheus er det let at få øje på den klare stjerne Vega i Lyren, der ses lavt på himlen i nordøst.

Med en afstand på bare 25 lysår er Vega en af vores forholdsvis nære naboer. Den er i forhold til Solen en ung stjerne med en alder kun en tiendedel af vores egen sol, der er 5 milliarder år gammel.

Til gengæld er Vega lidt over dobbelt så stor en stjerne som Solen, og det betyder, at den udvikler sig hurtigere end Solen. Så de to stjerner er begge omtrent midtvejs i deres liv. Vega er uudgangspunkt for denne måneds stjerneskud Lyriderne.

Stjernehimlen i syd

Midt på nattehimlen i syd finder vi stjernebilledet Løven med den klare stjerne Regulus. Lidt over Løven i retning vest står stjerneparret Castor og Pollux i Tvillingerne nu næsten lodret over hinanden.

På den anden side af Løven i retning mod øst ligger stjernebilledet Coma Berenices også kaldet Berenikes lokker. Der er mange stjerner i Coma Berenices, de er blot ikke særligt klare og derfor ikke så lette at se uden at tage en kikkert til hjælp.

Alligevel er stjernebilledet med i det gamle græske stjernekatalog over 88 stjernebilleder. Her skal vi huske, at stjernehimlen har været betydelige klarere med god udsigt også til svagere stjerner i oldtidens Grækenland, i modsætning til vore dages mere beskedne udsyn til stjernehimlen, som desværre er svækket af forurening og diverse lyskilder næsten overalt.

Stjernebilledet har sit navn efter den egyptiske dronning Berenice II, der levede omkring 250 år før vor tidsregning. Hun ofrede sine smukke lokker til guderne i håb om en god lykke og gunst. Lokkerne endte i stjernebilledet som en masse stjerner på himlen.

Lyriderne giver lange stjerneskud

Stjerneskudssværmen Lyriderne har sit udspring, også kaldet radianten, tæt ved Vega, der som nævnt er den klareste stjerne i Lyren.

Lyriderne kan opleves i perioden 14.-30. april med et maksimum 22.-23. april. Man kan jo være heldig, men skal dog ikke vente sig den helt store oplevelse, for der regnes kun med ganske få stjerneskud selv omkring maksimum.

Selv om de måske ikke har det helt store ry, skal man dog heller ikke helt opgive Lyriderne. Når de endelig viser sig, er de nemlig kendt for at trække lange lysende spor af meteorstøv efter sig, som kan følges på himlen i flere sekunder.

Man kan følge udspringet (radianten) gennem natten. Omkring kl. 23 står Vega og Lyren et stykke oppe på himlen i nordøst og rykker sig i nattens løb mod øst og højere på himlen.

Lyriderne er historisk set en af de ældste kendte meteorsværme, idet den har været observeret de seneste godt 2.700 år. Den første beretning fra år 687 stammer ikke overraskende fra kinesiske astronomer.

Endnu flere stjerneskud fra Eta-Aquariderne

Fra omkring 19. april og et stykke ind i maj kan der også være nogle få stjerneskud at hente fra den lille sværm Eta-Aquariderne, hvis radiant ligger i stjernebilledet Aquarius eller Vandmanden.

På vores breddegrader står Vandmanden dog enten ret lavt på himlen eller helt under horisonten.

Eta-Aquariderne har deres oprindelse i den berømte Halleys komet, der ved hver passage forbi os spreder både støv og ispartikler langs sin bane. Disse partikler har så mulighed for at trænge ind i Jordens atmosfære og ende som stjerneskud.