»Jeg ved, at det har været neglebidende, men vi er på overfladen og transmitterer. Og vi byder velkommen til Månen.«
Sådan lød det fra Steve Altemus, administrerende direktør i Intuitive Machines, under en direkte NASA-udsendelse i nat. Klokken 00.23 dansk tid lykkedes det nemlig et amerikansk rumfartøj at lande på Månen for første gang i 52 år.
Det skriver mediet ScienceNews.
Den amerikanske ubemandede månelander Odysseus blev for en uge siden sendt af sted mod Månen via en Falcon 9-raket fra NASA’s Kennedy Space Center i Florida.
Nu er den landet på sine seks ben nær Månens sydpol tæt på krateret Malapert.
Månelanderen Odysseus er bygget og ejet af den private amerikanske virksomhed Intuitive Machines, som også overvåger den historiske mission. Den skal blandt andet hjælpe i NASAs måneprogram Artemis, hvor man har ambitioner om at etablere en bemandet base på Månen i slutningen af 2020’erne.
Derfor er rumfartøjet lastet med flere vigtige instrumenter fra NASA, som blandt andet skal bruges til at undersøge miljøet nær Månens sydpol og teste udstyr til fremtidige månelandinger.

Nasa er dog ikke de eneste, som har instrumenter med ombord på Odysseus. Ifølge ScienceNews var der også et kamera med, der er designet af studerende i samarbejde med Embry-Riddle Aeronautical University i Florida. Det skulle kastes ud af rumfartøjet 30 meter over Månens overflade for at fange billeder af månelandingen udefra.
En anden særlig last er et teleskop med navnet ILO-X fra den private virksomhed International Lunar Observatory i Hawaii, der fra Månens overflade skal tage videnskabelige billeder af Mælkevejen.
smb
































