Hvad kan videnskaben bruge solformørkelser til?

Sol- og måneformørkelser har gennem historien været omgærdet af mystik, og tidligere så man det som noget nærmest overnaturligt.

Der er blandt andet et eksempel på, at en solformørkelse har været med til at ende en krig tilbage i 585 f.v.t., hvor soldaterne blev så påvirkede af, at Solen pludselig 'forsvandt' midt på dagen, at de bekrigende parters børn blev gift, og krigen tog sin ende.

Det fortæller Frank Close, professor emeritus i astrofysik ved Oxford Universitet, i videoen herunder.

Det er dog ikke kun i historiebøgerne, at man kan læse om, hvordan formørkelserne har overrasket mennesket gennem tiden.

I videnskabens verden har formørkelser også spillet en rolle, og flere videnskabsmænd er blevet inspireret, eller ligefrem hjulpet, af de flotte himmelfænomener.

Se mere i videoen, som er lavet af videnskabsorganisationen The Royal Institution of Great Britain.

Månens (foranderlige) bane

I videoen fortæller Frank Close videre, at en engelsk astronom og geofysiker ved navn Edmond Halley i starten af 1700-tallet satte sig for at regne ud, hvornår alle tidligere formørkelser havde fundet sted.

Gennem tiden har historikere været gode til at notere, når der har været formørkelser, men Edmond Halleys beregninger placerede formørkelserne på de forkerte datoer i forhold til historiebøgerne.

Jo længere tid, siden formørkelsen havde fundet sted, jo større mismatch var der med den dato, hvor historiebøgerne havde noteret dem.

Edmond Halley havde lavet sine beregninger ud fra, at Månens bane aldrig ændrer sig, men nu kunne han konkludere, at Månens bane bevæger sig en lille smule væk fra Jorden hvert år.

Den opdagelse betyder også, at vi på et tidspunkt ikke længere vil kunne se totale solformørkelser fra Jorden, fordi Månen en dag vil være for langt fra Jorden (og dermed for tæt på Solen) til at kunne dække den helt, set fra vores planet.

Regnede bredden på Atlanterhavet ud vha. måneformørkelse

Tilbage i 1500-tallet var britiske kolonister sejlet mod USA og havde ramt Virginia. Men man havde behov for at finde ud af, hvor de var henne.

Ved hjælp af Solens højde på himlen midt på dagen kunne man godt regne kolonisternes breddegrad ud, fordi breddegraden fortæller, hvor langt nord for Ækvator man befinder sig. Men længdegraden var straks sværere.

Derfor fandt man på at holde øje med en total måneformørkelse i henholdsvis Virginia i USA og London i Storbritannien og notere, hvornår den startede og sluttede lokal tid.

På den måde kunne man se, at der var fem timers tidsforskel på måneformørkelsen og dermed bruge viden om, hvordan tid og længdegrader hænger sammen til at beregne, hvor kolonisterne befandt sig, fortæller Frank Close i videoen.

En relativt god dag for Einstein

I 1919 hjalp en solformørkelse med at bevise fysiker Albert Einsteins almene relativitetsteori, fortæller Frank Close videre.

Teorien sagde, at tyngdekraften er en konsekvens af, at rummet krummer sig omkring en klode. Og fordi lys altid tager den korteste vej, som normalt er en ret linje, ville den i det krumme rum skulle lave en krum linje.

Det vil sige, at en lysstråle fra en fjern stjerne, placeret bag Solen, ville kunne krumme sig rundt om Solen og skinne med dobbelt kraft.

Problemet var bare, at det ikke var til at se stjernens lys, der skulle være lige op ad Solens for, ja, bare sollys.

Men solformørkelsen i 1919 gav lige præcis 7 minutter til at undersøge, om teorien holdt vand.

Mere skulle den britiske astronom Arthur Eddington dog ikke bruge, for han sejlede til Vestafrika, hvor udsigten til formørkelsen var bedst, fotograferede formørkelsen og stjernerne omkring den – og bekræftede Einsteins teori.

Hvad kan vi bruge formørkelser til i dag?

I dag bruger forskere især totale solformørkelser til at studere Solens korona – det yderste lag af Solens atmosfære.

Den er nemlig usynlig på en normal dag, men når der opstår total solformørkelse, kan man pludselig se Solens korona og dermed studere den.

Under den totale solformørkelse 21. august 2017 jagtede NASA derfor den totale solformørkelse tværs over USA i to jetfly.

Ved at flyve efter den kunne rumagenturet nemlig fange syv minutters optagelser af Solens korona frem for omkring to minutter, hvis de stod stille på ét sted.

Samtidig kunne NASA benytte muligheden for at kreere det første termiske (temperatur)kort over Merkur, der nogensinde er lavet, ved at placere to teleskoper på de to jetfly.

Man ved nemlig ikke, hvad Merkurs inderste atmosfære indeholder, og planeten er svær at studere, fordi den er så tæt på Solen og derfor normalt er svær at se for lyset.

Teleskoperne skulle desuden lede efter asteroider fra Solsystemets opståen mellem Merkur og Solen. Asteroider, som, forskerne har hypoteser om, findes.

Derudover sendte 54 hold af studerende fra 31 af USA's stater balloner med kameraer op til Jordens ydre atmosfære langs solformørkelsen for at fange sjældne billeder af formørkelsen fra kanten af rummet.

Alle aktiviteterne viser, at der stadig i dag sidder en hel del forskere klar til at lære nye ting om vores solsystem, når den totale solformørkelse indtræffer.