I mindst 300 år har en gigantisk storm raset på Jupiter. Stormen viser sig som en rød plet på planeten, og nye billeder fra rumteleskopet Hubble viser, at pletten bliver mindre for hvert år.
På den længste led er pletten nu 240 km kortere, end den var i 2014, fremgår det af en pressemeddelelse på Hubble-teleskopets website. Den måler dog stadig over 16.000 kilometer, hvilket er en del mere end Jordens diameter.
I slutningen af 1800-tallet var den røde plet mindst dobbelt så stor, men den er krympet igennem de seneste mange år. Nu lader det dog til, at den krymper knap så hurtigt som før, og for tiden er den faktisk mere orange end rød.
Årlige portrætter af gaskæmperne
Ud fra de mange fotos kan astronomerne også se, at vindhastigheden kommer op 150 meter i sekundet i stormen.
Billederne blev taget igennem 10 timer i løbet af den 19. januar 2015. Astronomerne brugte kameraet Wide Field Camera 3, der blev installeret i Hubble-teleskopet i 2009.
Astronomerne benytter Hubble-teleskopet til hvert år at tage billeder af Solsystemets ydre planeter, og Jupiter var altså første stop i denne omgang. Senere kommer turen til Saturn, Uranus og Neptun. Ved at sammenligne billeder år for år kan astronomerne få en idé om, hvad der foregår i gaskæmpernes yderste lag.