Det var en forrygende succes for det amerikanske rumfirma SpaceX, da deres store løfteraket Falcon 9 tirsdag 22. maj for første gang sendte firmaets Dragon-rumkapsel af sted med kurs mod den Internationale Rumstation.
Opsendelsen fandt sted kl. 09:44 dansk tid (03:44 lokal tid) fra SpaceX’ rampe på Cape Canaveral Air Force Station i Florida.
SpaceX’ Dragon-rumkapsel er nu på vej mod den Internationale Rumstation med forsyninger. Efter planen vil Dragon-kapslen ankomme til det kredsende rumlaboratorium fredag 25. maj.
Skal lave 12 forsyningsflyvninger
Det er første gang, et privat firma har sendt et rumfartøj af sted med Rumstationen som destination.
Selvom Dragon-kapslen har forsyninger om bord, er der dog tale om en testflyvning, der skal afprøve konceptet.
Hvis Dragon-kapslen virker efter planen, skal den fremover bruges til at flyve forsyninger til den Internationale Rumstation som del af en kontrakt med NASA.
SpaceX skal ifølge kontrakten gennemføre 12 forsyningsflyvninger.
Opsendelsen forløb perfekt
I første omgang kan både SpaceX og NASA dog glæde sig over, at dagens opsendelse forløb helt perfekt, og at Dragon-kapslen nu er på vej til Rumstationen.
SpaceX har skrevet rumfartshistorie ved at tage et meget stort og afgørende skridt i retning mod realiseringen af præsident Obamas vision om at lade private rumfirmaer overtage arbejdet med at levere forsyninger og sidenhen nye besætningsmedlemmer til Rumstationen.