NASA var under Månekapløbet indbegrebet af, hvordan mange amerikanere gerne ville se deres land og sig selv, nemlig som nogen, der kunne tage en stor teknisk udfordring op og så løse den, uden det involverede generende emner som race og ikke mindst sorte kvinders rettigheder.
Men de sorte kvinder var faktisk en del af rumkapløbet, og omsider bliver deres historie fortalt. Først i bogen ’Hidden Figures’ af Margot Lee Shetterly og nu i filmen af samme navn, instrueret af Theodore Melfi. Det er ikke en dokumentarfilm, men den er i meget høj grad inspireret af virkelige begivenheder.
En hær af beregnere erstattede computere
Ved rumalderens begyndelse i 1957 var der kun meget få computere i brug. De var store, fyldte flere skabe og krævede masser af plads samt mange dygtige teknikere til vedligeholdelse. Nedbrud var hyppige, og transistoren var kun lige taget i brug.
Men NASA stod midt i et rumkapløb og kunne ikke bare vente, til der blev bygget nogle bedre computere.
Der var masser af beregningsopgaver, som bare skulle udføres her og nu, og det betød, at NASA var nødt til at lade en hær af beregnere udføre arbejdet.
Brug for talknusere, der ikke stillede spørgsmål
Der var en skarp skelnen mellem ingeniørerne, som med brug af tavler, papir og blyant udviklede de matematiske formler, som skulle styre rumskibene, og så beregnerne, der bare skulle udføre talknusningen.
Meget arbejde blev udført med papir og blyant, men der var selvfølgelig også hjælp fra datidens små bordregnemaskiner, som kunne de fire regningsarter og ikke så meget andet. De var langsomme og larmende og meget langt fra senere tiders lommeregnere.
Desuden har der været anvendt trigonometriske tabeller med sinus og cosinus, logaritmetabeller og sikkert også andre tabeller.
\ Læs mere
Men det har ikke været med 4 cifre – de har nok været med 8 cifre for at have den nødvendige nøjagtighed.
Rumfartens formler er ofte komplicerede, og med den måde at regne på har det været nødvendigt at hyre nogle, som både kunne læse en formel og forstå arbejdet – men som også var klar over, at man dengang ikke diskuterede med de ingeniører, der tilrettelagde arbejdet.
Rumkapløbet gav sorte kvinder nye muligheder
De kvinder, i dette tilfælde sorte kvinder, som bogen og filmen skildrer, var nogle af disse beregnere.
For nogle af dem blev NASA og rumkapløbet deres mulighed for at bryde et socialt mønster, hvor sorte kvinder ellers ikke fik en lang uddannelse med mulighed for at gøre karriere på lige fod med hvide mænd.
\ Læs mere
NASA havde dengang ikke nogle store planer om en social revolution, men fulgte blot den samme praksis, som nogle astronomer havde fulgt mere end 50 år tidligere: Man hyrede nogle kvinder, som bare skulle sidde og regne og bestemt ikke tænke selv. Den slags havde man jo mændene til.
En enkelt astronom gik skridtet videre og brugte straffefanger – men så vidt gik NASA nu ikke.
To beregnere leverede banebrydende arbejde
Et af de mest berømte eksempler på kvindelige beregnere var en del af ’Pickerings Harem’ på Harvard observatoriet omkring år 1900. Pickering var dengang en kendt astronom, men i dag er han næsten glemt.
Glemslen gælder også for de fleste beregnere, men to af dem på Pickerings hold udførte et så banebrydende arbejde, at de stadig huskes og nu nævnes i de fleste astronomibøger. Det er Annie Cannon og Henrietta Leavitt, men de oplevede begge, at andre tog æren for deres arbejde.
Således udviklede Miss Cannon det system til at klassificere stjerner, som stadig anvendes, mens Henrietta Leavitt med sit studie af de variable Cepheide stjerner tog et helt afgørende skridt mod at bestemme store afstande i universet, hvilket stadig er et grundlag for kosmologien.
De fik i øvrigt mellem 25 og 50 cent i timen eller halvdelen af, hvad en mand ville få for det samme arbejde.
Både for ’Pickerings Harem’ og for NASAs beregnere gælder det, at de egentlig ikke har været skjulte, men mere oversete.
Et portræt af NASAs første kvinder
Både bogen og filmen ’Hidden Figures’ koncentrerer sig om nogle få af NASA’s oversete beregnere.
Og den absolutte hovedperson er her Katherine Johnson, som er født i 1918, men stadig lever. Hun spilles i filmen af Taraji P.Henson, og man har med visse filmiske friheder gjort meget for at fortælle den sande historie om denne kvinde, der har oplevet hele rumfartens udvikling, og som i 2015 fik ’The Presidential Medal of Freedom’ af præsident Obama.
Katharine Johnson er født i West Virginia og viste tidligt store, matematiske evner. Men hun var sort, og kunne derfor ikke komme på et af de store, hvide universiteter.
Heldigvis var der et college for sorte, og her klarede hun sig så godt, at en af hendes professorer bogstavelig talt opfandt nye kurser for at give hende udfordringer.
I 1937 fik hun sin eksamen med udmærkelse, men brugte de næste 10 år som almindelig skolelærer. Hun fik tilbudt et job ved West Virginia University, men måtte opgive det, da hun fik børn.
Skarp opdeling mellem hvide og sorte
Men i 1952 kom hun til Langley forskningscentret, Virginia, som senere blev overtaget af NASA.
Hun udførte beregningsopgaver, der var tilrettelagt af de hvide ingeniører. I det hele taget var arbejdsgangen for hvide og sorte skarpt opdelt.
Katharine Johnson og de andre sorte kvinder blev eksempelvis kaldt ’West Computerne’, fordi de var henvist til at arbejde i Langley Centrets vestfløj, der var reserveret til sorte.
Det havde den betydelige ulempe, at man skulle gå en ganske lang vej for at finde et toilet, som var tilladt for de sorte at bruge.
Hun og de andre sorte måtte heller ikke bære smykker, bortset fra perler, eller drikke kaffe fra den samme kande som den, der blev brugt af hvide – så man spiste adskilt.
Sputnik blev et gennembrud
Rumalderen har haft mange konsekvenser, men en af dem var som nævnt at give sorte kvinder i de amerikanske sydstater nye muligheder.
NASA havde simpelthen brug for nogle, som kunne matematik, og selv om det tog nogle år, var det verdens første satellit, den russiske Sputnik 1, der gjorde det muligt for Katherine Johnson og andre at bryde ud af den plads, de havde i samfundet.
Men det var en kamp, der krævede kvinder af en ganske særlig støbning.
Det tjener til NASAs ære, at man hurtigt opdagede Katherine Johnson betydelige evner. Hun kunne ganske vist ikke blive ingeniør, men hun kunne da være med til at skrive de første noter om rumflyvningens fysik, ’Notes on Space Technology’, allerede i 1958.
Hun var dog henvist til blot at være medforfatter i de rapporter, hun selv skrev – de kvindelige astronomer fra Pickerings hold Cannon og Leavitt ville have genkendt situationen.
Klarede kompliceret udregning med lille regnemaskine
Der er en episode, både i film og bog, der bygger på en virkelig hændelse: Kort før sin flyvning bad astronauten John Glenn Katherine om at kontrollere computerberegningerne af hans bane, da der vist havde været nogle problemer med computeren.
Hun skulle beregne værdierne for 11 forskellige parametre med 8 betydende cifre. Den opgave klarede hun på halvanden dag, kun med hjælp af en lille bordregnemaskine.
Hun gik siden ind i computeralderen og lærte sig selv programmeringssproget FORTRAN fra en biblioteksbog. Det betød, at hun var kvalificeret til at arbejde med i Apollo, hvor hun hjalp med beregningerne både for Apollo 11 og 13.
Kvinderne stod bag uundværligt arbejde
Sammenlagt kan man sige, at disse kvinder måske ikke skabte, hvad man kan kalde videnskabelige gennembrud, men de gjorde noget, der var mindst lige så vigtigt: De sørgede for, at det enorme beregningsarbejde, som al rumfart kræver, kunne gennemføres.
\ Læs mere
De var der før computerne, og mange af dem lærte også at bruge store computere.
Men først og fremmest leverede de den dedikerede og omhyggelige indsats, som var forudsætningen for, at NASA overhovedet kunne sende raketter op og styre dem derhen, hvor de skulle.
To andre kvinder fortjener at blive nævnt
Katherine Johnson er nok en hovedperson, men to andre bør også nævnes, fordi de optræder i filmen:
Mary Jackson (1921-2005), som blev den første sorte, kvindelige ingeniør i Langley. Det var bestemt ikke nemt, for hun arbejdede med vindtunneler, og hendes uddannelse krævede en særlig tilladelse, fordi de nødvendige kurser var forbeholdt hvide.
Hun var afgjort dygtig, men hendes mulighed for at avancere var begrænset af hendes farve. Men i 1979 lykkedes det hende at bryde igennem det, som under den nylige valgkamp er blevet kendt som ’Glasloftet’. Hun fik en lederstilling, som hun så brugte til at hjælpe den næste generation af kvinder i gang med en karriere i NASA.
Dorothy Vaughan (1910-2008) var afdelingsleder i Langleys West Computing Office, hvor også Katharine Johnson arbejdede. Også hun stødte mod ’glasloftet’, da hun søgte en højere stilling, så hun forlod NASA i 1971.
Stadig mål for sorte kvinder i rumfarten
I dag er mange af disse problemer overvundet – NASA har endda med Charles Bolden en sort leder og også en kvindelig vicedirektør. Men der er stadig nogle mål for sorte kvinder i rumfarten.
Vi har haft sorte astronauter – også kvindelige – men endnu har rumstationen ISS været en smule raceadskilt, selv om det nok ikke er tilsigtet.
NASA har sorte astronauter, men den første sorte astronaut var cubaneren, Arnaldo Mendez, der blev opsendt af Sovjetunionen i 1980.
Den første sorte astronaut, der fløj i rummet for NASA, var Guion Bluford, der fløj 4 gange på rumfærge-missioner, første gang i 1983 med Challenger.
Første sorte kvindelige astronaut på ISS i 2018
Endnu har ingen sorte kvindelige astronauter besøgt ISS. Men denne sidste barriere vil falde om kort tid med opsendelsen af Jeanette Epps, der skal besøge ISS i 2018. Hun bliver dermed den 13. kvinde, som besøger ISS.
Til sammenligning skal nævnes, at mere end 200 astronauter har besøgt ISS, så der er nok et lille stykke vej til ligestilling i rummet.
