Et forskerhold har observeret en gammel kending - stjernen HR5171 A. De målte blandt andet stjernens størrelse mere nøjagtigt end nogensinde før og fik sig noget af en overraskelse.
HR 5171 A er en gul hypergigantstjerne, der er 1.300 gange større end Solen. Dette sender stjernen direkte ind på top 10 over de største kendte stjerner, og den er hele 50 procent større end den røde superkæmpestjerne Betelgeuse.
Kan skimtes fra Jorden
Stjernen ligger næsten 12.000 lysår fra Solen, og vi kan sjældent se stjerner i denne afstand med det blotte øje. Dog er HR 5171 A rent faktisk så lysstærk, at et menneske kan skimte den her fra Jorden med det blotte øje.
HR 5171 A er en gigant, men det var meget mere end størrelsen, der imponerede forskerne, da de observerede kæmpestjernen – for den var nemlig ikke alene!
HR 5171 A havde en mindre ledsagerstjerne, der næsten er blevet opslugt af sin nabo. De to stjerner ligner nu en asymmetrisk jordnød, der ligger og kredser om hinanden. Dette kredsløb tager dem 1.300 dage.
Amatører følger stjernen
Den store stjerne har været et yndet observationsmål for amatørastronomer, og derfor var det muligt for forskerne at se stjernens udvikling gennem flere år.
Observationerne viste, at stjernen havde oplevet store ændringer gennem de seneste 60 år. Her har den nemlig smidt store mængder materiale af sig, hvilket har ændret både dens størrelse og lysstyrke radikalt.

































