Forsker: Historien om de nordiske guder kan læses i stjernerne

Enkelte forskere er så småt begyndt at se historierne om vikingetidens guder i et nyt lys.

For måske skal de ikke bare tolkes som mytiske figurer. Måske skal de forstås helt bogstaveligt, som nogle vi kan se, når vi kigger op på nattehimlen.

Det fortalte Gísli Sigurðsson, der er professor i sagnforskning ved The Árni Magnússon Institute i Island, da der var vikingekonference på Nationalmuseet i København for nylig.

Men før det giver mening, er du nødt til at høre en lille historie.

Historien om Gylfis forhekselse

For cirka 800 år siden blev der skrevet en bog. I dag kalder vi den Snorris Edda, opkaldt efter dens forfatter, den islandske høvding og digter – Snorri Sturluson.

I bogen fortæller han historien om Gylfis forhekselse.

Den handler om den svenske konge Gylfi, der bliver snydt af en gud. Han rejser derfor mod Asgård for at finde ud af, om alle guderne - også kaldet aserne - mon kan finde på at snyde for at få deres vilje.

Men på vejen bliver han, ironisk nok, snydt af en af aserne, og han bliver ledt på afveje.

Han finder aldrig Asgård, men han ender i stedet i et stort palads, hvor tre mystiske personer fortæller ham, hvordan Jorden er opstået, hvem guderne er, hvor de bor, og hvordan Jorden en dag vil gå under ved ragnarok.

I slutningen forsvinder paladset og de tre mystiske skikkelser (kaldet Høj, Ligeså-høj og Den Tredje), og Gylfi står igen på den mørke muld i Sverige.

Væk er synerne af guderne, og tilbage er kun den mørke nattehimmel. Han skynder sig hjem for at fortælle alle, hvad han har set.

En fortælling om astronomi?

På overfladen virker historien som enhver anden religiøs beretning. Der er en skabelseshistorie, guder, og en fortælling om dommedag.

Men ifølge Gísli Sigurðsson er det også en helt bogstavelig beskrivelse af, hvad vi kan se på nattehimlen.

»Vi kender ikke til nogen kultur her på Jorden, der ikke har forsøgt at forstå systemet på himlen,« siger han.

»Vi skal huske på, at de mennesker som har levet på det her tidspunkt, har været ligeså intelligente som os. De har forsøgt at forklare verden med de midler, de har haft til rådighed. Det har i høj grad været at iagttage nattehimlen,« siger han.

Historien er skrevet, længe før Kopernikus opdagede, at Jorden kredsede om Solen. Den er også skrevet på en tid, hvor det skriftlige sprog kun var tilgængeligt for de få, og fortællinger i høj grad blev udbredt mundtligt.

I vikingetiden har der til gengæld ikke været lysforurening, som der er i dag, og hver aften har der optrådt et fantastisk lysshow på himlen.

Derfor mener Gísli Sigurðsson, at historien om Gylfi forsøger at forklare stjernerne og planeternes bevægelser på himlen ved hjælp af historier og billeder, som man kan se, når man kigger op.

»Hvordan skulle man holde den her viden levende fra mund til mund? Jeg foreslår, at den har været nedskrevet på himlen. Himlen er et visuelt redskab, der hjælper hukommelsen. For at huske bedre tilføjer vi fysiske strukturer, som noget vi kan se eller rekonstruere i vores bevidsthed.«

Det er derfor, traditionelle historier indeholder og knyttes til landskaber, familier, stednavne og bygninger, forklarer han.

Forsker: Mælkevejen er verdenstræet Yggdrasil

Et eksempel på en sådan fysisk struktur kunne være verdenstræet Yggdrasil.

I Snorri Sturlusons fortælling er Yggdrasil det største og bedste af alle træer, og dets grene rækker ud over hele verden og himlen. Dets rødder rækker ind i tre forskellige verdener:

• Asgård, hvor guderne lever.
• Jotunheim, hvor jætterne lever, og
• Underverdenen Niflheim, hvor dragen Nidhug ligger og gnaver på rødderne.

Men ifølge Gísli Sigurðsson er verdenstræet Yggdrasil det samme, som det vi kalder Mælkevejen – en teori som første gang blev foreslået af en islandsk læge, Björn Jónsson, i bogen Star Myths of the Vikings i 1994.

»Vi kan være ret sikre på, at Mælkevejen er livstræet Yggdrasil. Teksten fortæller, at Yggdrasil er et stort træ på himlen, hvidt og transparent, som den hinde, der hedder skalhinden, og som ligger på indersiden af æggeskallen. Rundt om træet er der forskellige fænomener, såsom monsteret Nidhug, der gnaver på træets rødder, muligvis hvor stjernetegnet, vi kender som skorpionen i dyrekredsen, møder mælkevejen« siger han.

Men også de nordiske guder kan overføres til fænomener, som man kan iagttage på himlen, ifølge Gísli Sigurðsson.

»Merkur står for dobbelttydighed og dobbeltkønnethed, og det er også Odins natur. Han skifter ofte form, og vi ved ikke, hvad køn han er. Han overtager således noget af planetens natur.«

At der hersker tvivl om Odins køn, skrev vi blandt andet om på Videnskab.dk i 2010.

Merkur er da også en af de sværeste planeter at se, da den er den mindste og den tætteste på Solen.

Gísli Sigurðsson fortæller også, at Thor svarer til Jupiter, der er den største planet i solsystemet.

Det passer også godt med Snorris fortælling, der beskriver Thor som den stærkeste af guderne, (der rejser østpå for at bekæmpe trolde.)

Han nævner også, at da man i 1200-tallet oversatte astronomiske tekster fra latin til islandsk, brugte man de nordiske guders navne i stedet for de klassiske gudenavne.

»På samme måde som man har gjort med ugedagenes navne, (for eksempel Merkursdag til Onsdag og Jupiterdag til Torsdag, red.)« tilføjer han.

Forståelse af stjernerne var nødvendig for at deltage i stormøder

Ifølge Gísli Sigurðsson tyder det altså på, at vikingerne har brugt historier til at huske på planeter og stjerners bevægelser.

Men hvorfor var det så vigtigt at vide, hvordan stjernerne flyttede sig på himlen?

En af grundene er ifølge Gísli Sigurðsson, at der har været stor prestige i at forstå himmellegemernes bevægelser.

»Det er den allerførste og ældste videnskab, som mennesker har forsket i og samlet data om, og de tolkede og forklarede den med mytologisk terminologi. Det er desuden ikke kun i vores tid, at viden giver magt. Vi ved, at tidsregning er vigtig i alle kulturer – for landbrug, fester og for at gøre det muligt at aftale tidspunkter for møder mellem ledere.«

Nordisk mytologi nedskrevet langt oppe i den kristne middelalder

Den vigtige viden om stjernerne er formentlig også en af grundene til, at Snorris tekster om en ellers gammel religion, stadig blev husket, genfortalt og nedskrevet langt oppe i middelalderen.

Historien om Gylfis forhekselse blev for eksempel nedskrevet i det 13. århundrede – godt og vel 200 år efter kristendommens indtog.

»Den er blevet nedskrevet, fordi det ikke bare er en fortælling om guder. Det er også en håndbog om digterkunst og ’folkelig’ astronomi,« siger Gísli Sigurðsson.

»Kundskaben i Snorris Edda var vigtig for de professionelle poeter. Den slags lingvistiske strukturer og billeddannelser var vigtige at lære, og det er endnu en grund til, at den bliver husket og nedskrevet i middelalderen,« siger han.

Der blev dog advaret i starten af bogen om, at man altså ikke skulle tro på historierne.

Andre forskere: Interessant, men der mangler beviser

Professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Jens Peter Schjødt kender udmærket til Gísli Sigurðssons teori, men overordnet set er han ikke enig.

»Gísli Sigurðsson er absolut en dygtig forsker, men hans læsning af Eddaen er ikke noget, de fleste vil acceptere. Tolkninger vil altid være tolkninger, men jeg synes ikke, at det lyder sandsynligt, at stjernehimlen skulle ligge bag hele mytologien,« siger han.

Alligevel finder han Gísli Sigurðssons synspunkt interessant, og der også dele af hans tolkning, som han er enig i.

»Det er helt klart, at der nævnes stjernebilleder. Der fortælles om Solen og Månen, og broen Bifrost er for eksempel et klart billede på regnbuen. Der, hvor, jeg synes, Gísli Sigurðsson går for langt, er, at han også mener, at steder, hvor himlen slet ikke nævnes, skal tolkes som astronomiske fænomener,« siger Jens Peter Schjødt.

Christian Etheridge, der netop er i gang med at færdiggøre sin ph.d. om videnskab i Skandinaviens middelalder på Syddansk Universitet, bakker ham op.

»At tolke hele Eddaen som værende konstellationer er at gå for langt. Jeg vurderer, at visse dele omkring dannelsen af stjernerne (i Eddaen, red.) har en relevans til stjernerne, men vi kan ikke se på hele Eddaen i det lys,« siger han.

Uenighed om, hvorvidt Yggdrasil svarer til Mælkevejen

Gísli Sigurðsson påstår dog heller ikke, at hele Eddaen kan tolkes astronomisk, men at mange af de elementer, der optræder i historien om Gylfis forhekselse kan. I det mindste der, hvor den henviser direkte til himlen.

Men Jens Peter Schjødt er heller ikke overbevist om, at livstræet Yggdrasil svarer til Mælkevejen.

»Livstræet Yggdrasil er en skandinavisk udgave af et fænomen, vi kender fra hele det cirkumpolare område (landene omkring nordpolen, red.) og fra mange andre kulturer, nemlig verdenssøjlen, der udgør et forbindelsesled mellem underverden, jord og himmel,« siger han.

Jens Peter Schjødt forklarer videre, at Yggdrasil i nordisk religion og mytologi er et slags ’måltræ’, der både måler tiden og rummet, og det er hele tiden udsat for angreb, ovenfra af en ørn og fra neden af slangen Nidhug.

»Det er meget vanskeligt at se, hvad det skulle have at gøre med astronomiske forhold,« mener han.

Han underkender dog ikke, at vikingerne har haft viden om stjernerne og deres bevægelser.

»Man har ikke kunnet sejle til Island, og mange andre steder, uden at man på en eller anden måde har kunnet styre efter stjernerne,« siger han.

Vikingerne var meget interesserede i stjernerne

Christian Etheridge fortæller, at det er et forholdsvist nyt område at se på kulturelle aspekter indenfor astronomien

»For at være helt ærlig, så er der ikke mange forskere, der beskæftiger sig med dette emne. De fleste, der arbejder med nordisk mytologi, arbejder ikke med astronomi. Det kulturelle aspekt af astronomien er et ret nyt felt,« siger han.

Han fortæller også, at selvom de fleste forskere er afvisende overfor Gísli Sigurðssons idéer, så er der alligevel god grund til at kigge nærmere på vikingernes forståelse af stjernerne.

»Vi er ikke så opmærksomme på stjernerne i dag, og vi ved nemlig, at stjernerne var vigtige i vikingetiden, hvor der ikke var lysforurening,« siger han.

Blandt andet fortæller de historiske kilder, at vikingerne både brugte stjernene i forbindelse med religion og tidsregning.

»I år 965 bliver Ibrahim-Ibn-Yakub, en jødisk udsending, sendt på mission for kaliffen af Cordoba, Al-Hakam II, hvor han ender i Hedeby, og her beskriver han, at beboerne tilbeder stjernen Sirius,« siger han og fortsætter:

»Og i 955-960 er der en mand ved navn Þorsteinn Black, som ændrer kalenderen i Island, da den ikke er helt korrekt.«

Biskopper og Knud den Store var også optagede af astronomi

Christian Etheridge fortæller også, at skandinaviske biskopper i det 10. århundrede bragte biskopperne Oda og Oswald den berømte Abbo fra Fleury (I Frankrig) til Danelagen (det østlige område af Storbritannien, som tilhørte den danske konge efter år 878) for at undervise i astronomi.

»Desuden havde Knud den Store (995-1035 e.Kr.) flere astronomiske manuskripter af høj kvalitet, som han fik lavet i England under hans regeringstid. De var ikke lavet direkte af ham, men af det intellektuelle miljø omkring ham.«

Thor og Odin skaber stjerner i mytologien

I selve Eddaen er der da også flere eksempler på steder, hvor stjerner har en direkte relation til guderne, fortæller Christian Etheridge.

»I Skaldskaparmal (afsnittet om 'skjaldekunsten' i Snorris Edda) bliver jætten Tjasse dræbt af guderne, da han drager ind i Asgård. Da hans datter Skade kommer frem, kræver hun kompensation af guderne for mordet på hendes far. Guderne giver hende ret, og Odin kaster Tjasses øjne op på himlen, hvor de bliver til to stjerner.«

Men det er ikke bare Odin, der skaber stjerner. Det gør Thor også.

»Da Thor bar helten Aurvandil i en kurv, mens han krydsede floden Elivagar, stak en af Aurvandils tæer ud af kurven, og den fik derfor forfrysninger. Thor knækkede tåen af og kastede den op på himlen, hvor den blev til stjernen ved navn Aurvandilstá (Aurvandils tå).«

(Du kan se et bud på, hvilken stjerne det er, i galleriet øverst i artiklen.)

Gísli Sigurðssons teorier er »et spændende indspark«

I gamle kilder er der også flere stjernetegn, og måske mere folkeligt kendte stjerner, som har andre navne i den nordiske astronomi fortæller Christian Etheridge.

»De tre stjerner, vi kender som Orions bælte, blev kaldt 'Fiskikarlar' eller 'De tre fiskere' i nordisk og islandsk tradition.«

Så selvom hverken han eller Jens Peter Schjødt er enige i, at hele Snorris Edda skal tolkes som en astronomisk drejebog, så er der alligevel visse passager, som måske gemmer på information om vikingernes astronomiske viden, ifølge Christian Etheridge.

Derfor ser han også Gísli Sigurðssons arbejde som et spændende indspark, der måske kan give anledning til ny forståelse.

»Det er begyndelsen på en god ting, at genopfriske debatten.«