Er det altid en fordel at tage den nyeste teknik i brug?
For de fleste er svaret et klart ja, men der er nogle faldgruber vi skal passe på.
Vi har flere gange set de problemer, som kan opstå ved at indføre ny teknik.
Et aktuelt eksempel er Skats forsøg på at inddrive gæld ved hjælp af EFI systemet. Da det viste sig ikke at kunne bruges, var der allerede skåret i antallet af sagsbehandlere. DSB's køb af IC4-tog er et andet og desværre alt for velkendt eksempel.
Nu står Danmark over for at købe nye jagerfly. F-35 er baseret på den nyeste teknik, men flyet er endnu ikke færdigudviklet. Skal man satse på at være helt med i front, eller i stedet købe et mere gennemprøvet fly?
Apollo-teknikkens efterfølger var et flop
Tilbage i 1972 satsede amerikanerne på et teknologisk kæmpespring inden for rumfarten.
Den gamle Apollo-teknik fra månerejserne skulle ud og erstattes af en helt ny rumfærge. Men efter 30 år og to store ulykker måtte man erkende, at rumfærgen aldrig kom til at leve op til forventningerne. Den var for dyr, for farlig at flyve med, og desuden var det et kæmpearbejde at gøre en rumfærge klar til en ny flyvning.
Rumfærgen måtte opgives med det resultat, at USA siden 2011 ikke selv har kunnet opsende astronauter.
Hvad, man burde have gjort, var kun at gøre rumfærgen til et eksperimentelt program, indtil man var sikker på, at de tekniske problemer kunne løses. Man kunne sagtens have anvendt Apollo meget længere tid, end man gjorde.
Ny teknik tager altid længere tid at indføre end forudset
Problemet med at indføre ny teknik er, at den normalt er så dyr, at man ofte er nødt til at opgive den gamle og velfungerende teknik, før man ved, om den nye teknik overhovedet virker.
Der er tre spørgsmål, man altid bliver nødt til at stille før et køb til milliarder. Kan vi regne med, at den nye teknik:
• Kan leveres til tiden
• Kan overholde budgettet
• Kan levere, hvad der erlovet i salgsmaterialet
Al erfaring viser, at det altid koster mere og tager længere tid at indføre ny teknik end forudset.
Nogle gange gør det ikke så meget, men når vi taler om budgetter på mange milliarder, så opstår der meget let det problem, at man tvinges til at udfase det gamle, før det nye er leveret.
SKAT har jo måttet genansætte sagsbehandlere, og DSB taler om, at når de igen skal købe tog, så bliver det nogle, som man på forhånd ved virker.
Kunne Danmark komme i en situation med mangel på F-16 jagere, mens man venter på den første levering af de nye F-35?
Er ny teknik altid den bedste udvej?
Amerikanerne venter jo også på nye rumskibe, men når de fra 2018 igen opsender astronauter, bliver det med rumskibe, der ligner den gamle Apollo-kapsel meget mere, end de ligner en rumfærge. Her har man altså i hvert fald delvist søgt tilbage til en mere velgennemprøvet teknik.
Til gengæld har russerne tjent rigtig mange penge på at sende amerikanske astronauter op til rumstationen ISS siden 2011 – også selv om Soyuz rumskibet måske ikke er baseret på den mest moderne teknik.
Den største udfordring er nok at overveje, om ny teknik altid er den bedste udvej.
Tilbage til fremtiden
Helt tilbage i 1951, altså før rumalderen, skrev den senere så berømte science fiction forfatter, Arthur C. Clarke (1917-2008), en lille novelle, som på en forbløffende klarsynet måde beskriver hele denne problemstilling. Novellen hedder Superiority og kan læses her.
Novellen er i dag meget berømt. Den har været en del af ingeniøruddannelsen på den berømte læreanstalt M.I.T. i USA, og for nylig har det store tidsskrift Aviation Week and Space Technology brugt novellen til en kommentar om nogle store, militære indkøb.
Kort fortalt handler Superiority om en krig mellem to imperier i Mælkevejen i en fjern fremtid. De er næsten lige stærke, både hvad angår militærstyrker og teknik. De kæmper, men så bliver den ene part utålmodig. Den beder sin forskningsafdeling om at komme frem med noget ny teknik, der hurtigt kan afgøre krigen.
Professor Nordens våben virker bedre i laboratoriet end i praksis
Professor Norden fra forskningsafdelingen leverer så det ene nye våben efter det andet.
Han starter med en ny torpedo, der kan udslette alt stof i en radius på 100 meter og derfor er langt bedre end den gamle model. Militæret køber ideen, men den nye torpedo kan ikke affyres gennem de gamle rør. Så skal hele flåden bygges om, og mens det sker, mangler man de gamle og måske ikke så effektive torpedoer. Det koster nogle nederlag – men forude venter jo den store sejr.
Så viser det sig, at den nye torpedo kan eksplodere inde i rørene og dermed ødelægge egne rumskibe. Nye og kostbare ombygninger følger. Men næppe er de færdige, før Norden nu har en endnu bedre torpedo, der kan ødelægge alt stof inden for en afstand på én kilometer. Nye ombygninger, nye nederlag. Men da torpeden så kommer i brug, lever den op til forventningerne.
Nu har de dog tabt så mange slag, at ny teknik ikke bare er en luksus, men en nødvendighed. Norden kommer med en supercomputer med en million radiorør (Ja, det var dengang i 1951). Med den kan et stort kommandoskib med mange hundrede teknikere lede et slag på en meget effektiv måde.
Også det virker, indtil fjenden opdager, hvad der vil ske, hvis de får ram på det store kommandoskib: Totalt kaos, fordi hele slagplanen er styret af en computer, og kaptajnerne på de enkelte rumskibe derfor ikke selv kan overskue situationen.
Og sådan bliver det ved. Stadig nye og bedre våben, som virker i laboratoriet, men ikke så godt i den virkelige verden.
Til sidst vinder den gamle og primitive teknik over alle professor Nordens fantastiske våben. Men da er det for sent at drømme om at sejre.
Professor Norden bygger på tyske Wernher von Braun
Superiority beskriver utroligt klart de problemer, vi står over for i dag, og som kun vil blive større i fremtiden.
Det er en novelle, som burde læses af alle de politikere, som nu skal træffe afgørelser om at investere milliarder i ny teknik.
Det er ganske interessant, at Clarke selv skriver, at han blev inspireret til novellen af V-2 raketten, som tyskerne udviklede under anden verdenskrig. I dag kan vi sige, at V-2 minder om en af professor Nordens opfindelser, altså bedre i teorien end i praksis.
Datidens professor Norden var såmænd Wernher von Braun, der sammen med sin chef, Walter Dornberger, direkte gik til Hitler i juli 1943 med filmoptagelser af de første prøveaffyringer for at få Hitler til at anvende den nye teknik.
V-2 raketten bragte jo ikke tyskerne den hurtige sejr, men beslaglagde i stedet en enorm industrikapacitet.
Således gik 2,5 procent af den samlede tyske produktion af Aluminium til bygning af V-2 raketter. Der blev affyret 1340 V-2 raketter mod England, hvor kun de 1.115 nåede frem. 2.714 englændere blev dræbt af raketten, men militært fik V-2 ikke den store betydning.
Det er endda muligt, at V-2 svækkede det tyske militær, fordi resurserne blev anvendt forkert.
Behold den gamle teknik, til man ved, om den nye virker
Det er i hvert fald interessant, at USA valgte ikke at udvikle raketter, selv om de havde den store raketekspert, Robert Goddard.
De holdt sig til at investere i udviklingen af fly, hvilket militært var en langt bedre ide med datidens teknik.
Selvfølgelig skal vi både udvikle og investere i ny teknik, men beslutningerne om, hvordan, hvor meget og hvor hurtigt, bliver stadig mere komplicerede.
Det helt afgørende er at være så forsigtig, at man beholder den gamle teknik, indtil man ved om den nye virker.
Det er netop, hvad firmaet SpaceX gør, når de gennemfører de meget vigtige forsøg med at genbruge første trin af deres Falcon raket.
I enhver udviklingsfase vil der dog altid være forsinkelser, så vi skal passe på, at vi ikke har solgt alle vore gamle tog eller fly, før vi har de nye.
Som man siger:
»If it works, don’t fix it«.
