Andreas Mogensen er ankommet til Den Internationale Rumstation, ISS.
Sammen med sine tre astronautkolleger ombord på Crew 7 Dragon-rumskibet nåede han søndag 27. august frem klokken 15:16 dansk tid efter 29 timer og 49 minutters rumrejse.
Kort efter sammenkoblingen blev fastsikret, blev det meget internationale mandskab budt velkommen til rumstationen.
»Dragon, welcome, velkommen,« lød det i livestreamet, som du kan se eller gense her, inden Andreas Mogensen fik muligheden for at sige sine første ord efter ankomsten:
»Jeg vil gerne takke alle hos SpaceX og alle hos vores respektive partneragenturer for at få os så langt. Dette er første skridt på rejsen. Den rigtige mission begynder nu ombord på Den Internationale Rumstation,« lød det fra den danske astronaut, der fortsatte:
»Vi har en masse spændende arbejde foran os, som vi ser frem til. Tak til alle hos vores agenturer for at forberede os.«
Med ankomsten til rumstationen begynder hans Huginn-mission officielt, hvor han skal gennemføre 30 europæiske og 10 danske videnskabelige forsøg i det vægtløse laboratorium.
Undervejs på sit seks måneder lange ophold skal han være rumstationens kommandør.
Store smil og kærlige hilsner
Efter et par timers trykudligning blev lugen ind til resten af Den Internationale Rumstation åbnet.
Først var det rumkapslens kommandør, Jasmin Moghbeli, der kom svævende igennem den. Derefter var det en storsmilende Andreas Mogensen, der kunne svæve ind og hilse på de andre astronauter.

Kort efter stimlede de alle sammen til en velkomstceremoni, der blev sendt live på NASA TV.
»Vi er utroligt glade og stolte over at være ombord på Den Internationale Rumstation sammen med Ekspedition 69,« indledte Andreas Mogensen, da han greb den svævende mikrofon.
»Personligt ser jeg frem til at fortsætte de seneste mange ESA-astronauters arbejde. Jeg har mange europæiske og danske eksperimenter, og jeg vil takke ESA for at forberede mig og få mig hertil og også alle involverede i Danmark. Det her bliver en fantastisk mission.«
»Jeg elsker jer!«
Han sluttede af med en hilsen til sin kone og tre børn, der dagen før kunne se ham forlade Jorden ved raketopsendelsen i USA.
»Til Cecilie, Emily, Frederik og Jakob: Jeg håber, I ser med. Jeg ved ikke, om I er på vej tilbage til Houston fra Florida, men jeg håber, I nød opsendelsen, og jeg glæder mig så meget til at tale med jer snart og se jer igen. Hej, jeg elsker jer!«
Andreas Mogensen var som den første ikke-amerikaner nogensinde pilot på Dragon-rumkapslen og dermed ansvarlig for at sikre, at autopiloten gennemførte sammenkoblingen til rumstationen, og det lykkedes i første forsøg.
Andreas Mogensen blev opsendt fra Kennedy Space Center 26. august kl. 9:27.






























