Andreas Mogensen får legendarisk affyringsrampe

Lørdag morgen stiller Andreas Mogensen sig ind i en helt særlig elevator.

Den nederste knap hedder blot EARTH. På den øverste knap står der slet og ret SPACE.

For de fleste ville det nok give et sug i maven at tage rumelevatoren. Ikke blot af den årsag, at den fører op til toppen af den 70 meter høje Falcon 9-raket. Men også fordi det netop var i dette område, at Neil Armstrong gik sine sidste skridt på Jorden, før han satte de første fodspor på Månen.

Affyringsrampe nummer 39A på Kennedy Space Center er det sted, hvorfra næsten alle bemandede Apollo-missioner og både den første og sidste af rumfærgerne blev opsendt.

Og selvom en astronaut som Andreas Mogensen kender alt til fortidens rumhelte, så virker han ikke nervøs for at blive ramt af historiens vingesus på toppen af 39A. For han har allerede været igennem en anden lige så historisk tur til rummet.

»I 2015 var vi jo den 500. opsendelse fra samme startrampe, som Jurij Gagarin blev sendt afsted fra, og nu skal vi så sendes op fra Pad 39A, som er den historiske Apollo Pad også, så det er spændende at opleve begge dele,« siger Andreas Mogensen til Videnskab.dk.

Jordens rotation giver raketten et skub

Kigger han mod øst, kan han se Atlanterhavet ud fra Cape Canaveral i en af USA’s sydligste stater, Florida. Netop den geografiske placering var grunden til, at det amerikanske militær allerede i 1949 begyndte at affyre testmissiler fra området.

Dels havde man brug for skyde ud over et ubeboet område, og affyrer man mod øst, får raketten automatisk et ekstra skub, da Jorden roterer i samme retning. Da Jordens rotationshastighed er størst ved ækvator, giver den sydlige placering bonus.

»Jo tættere du er på ækvator, jo mere hjælp får du naturligt fra Jordens rotation til at komme afsted, og jo mindre brændstof skal du bruge for at sende den samme raket med den samme nyttelast afsted,« forklarer astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra DTU Space.

\ Læs også

Følg Andreas Mogensens opsendelse til ISS lørdag 26. august 8:45 live på Videnskab.dk

Astronaut: »Kennedy Space Center er som Disneyland«

Mod syd ligger Cocoa Beach, hvor en informationstavle på molen fortæller, at der kun boede 49 personer i området i 1940’erne. Da rumkapløbet tog fart i 1960’erne, flyttede unge NASA-ansatte og deres familier til området, der fik tilnavnet Space Coast.

Overnatningsfaciliteter med navne som AstroCraft og Starlite Motel opstod, og selvom storhedstiden falmede med Apollo-programmets afslutning i 1970’erne, hedder en af hovedvejene den dag i dag Astronaut Boulevard, og stranden tiltrækker stadig tusindvis af tilskuere, når der er store raketopsendelser.

»Kennedy Space Center er som Disneyland. Det er det ultimative sted for en astronaut, for det er her, det sker,« siger den italienske astronaut Luca Parmitano og peger på affyringsrampe 39A og en lige så legendarisk, gigantisk hvid bygning, da Videnskab.dk møder ham midt i rumhavnen et par dage før den planlagte opsendelse af Andreas Mogensen.

»Det er historie, nutid og fremtid på ét og samme sted,« pointerer han.

»Et monster!«

Den store hvide bygning gør stort indtryk på astrofysiker Tina Ibsen, der er rejst fra Danmark for at overvære opsendelsen. Det er derinde i den såkaldte Vehicle Assembly Building, at NASA samlede de 111 meter høje Saturn V-raketter, der sendte de første mennesker til Månen i 1969.

»Det er bare et monster!« udbryder Tina Ibsen, der som vært for podcasten Rumsnak blev inviteret indenfor i bygningen, der også bruges til at samle den nye måneraket, SLS, der skal sende folk tilbage på Månen i 2026.

»Når man kører mod Vehicle Assembly Building, så ligner det sådan en stor firkant med et NASA-skilt og et amerikansk flag på, og så tænker man – nåja fint, det er sådan en lagerbygning, som man kender det. Men når man kommer tæt på, så er det der, man siger nej, det er ikke bare en lagerbygning. Det er en lagerbygning oven på en lagerbygning oven på en lagerbygning,« fortæller Tina Ibsen.

Vehicle Assembly Building er 218 meter lang, 158 meter bred og 160 meter høj. (Foto: Jonas Salomonsen)

Tina Ibsen og andre mediefolk fik en rundvisning i Vehicle Assembly Building, som NASA begyndte at bygge for 60 år siden, og som stod klar i 1966. (Foto: Jonas Salomonsen)

1 / 2

En eksponent for, at man kan, hvad man vil

På vejen derhen så hun flere alligatorer, der trods NASA’s indtog stadig hersker i vådområdet, som de har gjort i millioner af år. Og den store kontrast mellem det flade naturlandskab og en af verdens største bygninger målt på volumen er også ikonisk for Michael Linden-Vørnle.

For bygningen minder ham om den store beslutningskraft, der lå bag det amerikanske måneprogram i 60’erne.

»Det mest imponerende var i virkeligheden, at man tog en beslutning. Det var præsident John F. Kennedy, da han var tiltrådt i 1961, der sagde, at nu skal gøre det her. Vi gennemfører en mission til Månen, så vi kan vise resten af verden, at vi teknologisk set har bukserne på og kan alt, hvad der skal til både rent logistisk, infrastrukturmæssigt, teknologisk – you name it,« siger Michael Linden-Vørnle og fortsætter:

»Det er jo et kæmpemæssigt apparat, der bliver sat i bevægelse for at løse den her opgave, og Kennedy Space Center står som eksponenten for, at man kunne det. Det fortæller mig, at vi mennesker jo rent faktisk, hvis vi beslutter os for noget, der er ambitiøst og flytter noget, og hvis vi i øvrigt er villige til at afsætte de nødvendige ressourcer, kan få alting til at lade sig gøre.«

Det er ikke kun den amerikanske drøm, Kennedy Space Center symboliserer. Det kan være alles drøm, mener Michael Linden-Vørnle og peger på danske Andreas Mogensen, der som barn lå og så op på stjernerne, og som nu skal være pilot på Dragon-rumskibet og kommandør på Den Internationale Rumstationen.

»Det er jo altså imponerende apropos det at nå sine mål både at være den første ikke-amerikaner, der får lov til at flyve et amerikansk rumskib og derudover få lov til at være chef for rumstationen.«

Og ifølge Andreas Mogensens chefer er det ikke umuligt, hvis han gør det godt på den kommende mission, at han måske en dag også selv kan få lov til at sætte fodspor på Månen.

\ Læs også

Astronaut: Sådan håndterer jeg risikoen for at dø

Andreas Mogensens raket »skal komme så tæt på en eksplosion som overhovedet muligt«

Månelandingen fylder 50: Her er alt, du skal vide om missioner og konspirationer