De mystiske, hurtige radioglimt, som på engelsk hedder fast radio burns (FRB), er blevet undersøgt nærmere i et nyt studie. Her har forskere fra University of Toronto, Canada, fundet 25 nye kilder, som udsender gentagne radioglimt, hvilket bringer det samlede kendte antal kilder op på 50.
Det skriver Dunlap Institute for Astronomy and Astrophysicsi en pressemeddelelse.
Radioglimtene er et stort mysterie i astronomien. Det, man ved, er, at de kommer langt fra vores galakse, Mælkevejen, og nok er produceret af afdøde stjerner. Det er et underbeskrevet fænomen, som Videnskab.dk tidligere har forsøgt at indkredse.
Langt de fleste af de tusinder af radioglimt, der er observeret, har kun glimtet en enkelt gang, men i det nye studie har forskerne altså kigget nærmere på radioglimt, som glimter gentagne gange.
Det nye studie får dem til at konkludere, at der findes to forskellige slags radioglimt:
- dem, der glimter en enkelt gang
- dem, der glimter flere gange
Samtidig vurderer forskerne også, at de to slags højst sandsynligt ikke stammer fra samme kilde.
De radioglimt, der gentager sig, er enormt værdifulde for astronomer og deres fremtidige undersøgelser af fænomenet. Det giver dem nemlig mulighed for at undersøge dem flere gange med forskellige metoder og teleskoper.
Det er da også planen, at radioglimtene skal undersøges nærmere og afmystificeres yderligere de kommende år.
Studiet er bragt i det videnskabelige tidsskrift The Astrophysical Journal.
ldl