KORT NYT FRA UDLANDET
Hvis du er mand og lider af ekstrem hårtab, så er der måske håb forude. Forskere fra University of Southern California har i et studie på mus vist at ved aggressivt at plukke de resterende hår i små områder, kan man gro nye hårsække. Det skriver Asianscientist.com.
Forskerne vidste, at skade på hårsække kan påvirke hårsække i den umiddelbare nærhed af de beskadigede hårsække. Dermed konkluderede forskerne, at man kunne bruge området omkring beskadigede hårsække til at aktivere flere hårsække til at gro.
Helt konkret udførte forskerne studiet ved at plukke 200 hårsække på ryggen af mus.
- Først plukkede de dem én efter én i et område på over seks millimeter i diameter med lav densitet, hvilket ikke aktiverede nogle hårsække.
- Derefter plukkede forskerne de 200 hårsække i en område på tre til fem millimeter i diameter med høj densitet. De 200 plukkede hårsække resulterede i 450-1300 nye aktiverede hårsække på musene.
I molekylære analyser viste forskerne, at når hårsækkene blev plukket, signalerede de hjælp ved at frigive proteiner, der sender immunceller til stedet, hvor skaden sker.
»Det er et godt eksempel på, hvordan forskning kan føre til et arbejde med umiddelbar brugbarhed. Arbejdet, vi har udført, kan lede til potentielt nye områder for at behandle ekstrem hårtab blandt mænd,« siger lederen af studiet, professor Chuong Chen-Ming, fra University of Southern California til Asianscientist.com.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell.
Læs også:
Forskere gror menneskehår med stamceller
Ny nanoteknologi bekæmper tømmermænd - og hårtab
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs































