Nye forskningsresultater fra Københavns Universitet dokumenterer for første gang, at permafrost under optøning kan give anledning til overraskende hurtig frigivelse af kuldioxid til atmosfæren, og at det fremtidige vandindhold i jorden er afgørende for at forudsige effekten af en permafrostoptøning.
De nye resultater kan give mere præcise klimamodeller, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Permafrost forekommer i områder, hvor gennemsnitstemperaturen er under frysepunktet året rundt. Når permafrosten tør, giver det en frigivelse af kuldioxid og andre drivhusgasser til atmosfæren. Hastigheden, hvormed kuldioxid frigives fra permafrost, er dårligt dokumenteret og en af de vigtigste usikkerheder ved de nuværende klimamodeller.
Hidtil har viden primært været baseret på målinger af frigivelse af kuldioxid i korte forsøg på op til 3-4 måneder, men de nye resultater er baseret på målinger over 12 år. Der er samtidigt gennemført forsøg med forskelligt vandindhold.
»Set fra et klimaforandrings-perspektiv betyder det meget, om det tager 10 eller 100 år at frigive f.eks. halvdelen af permafrostens kulstofpulje. Vi har vist, at tilgangen af ilt i forbindelse med dræning eller udtørring er helt afgørende for en hurtig frigivelse af kuldioxid til atmosfæren,« siger professor Bo Elberling fra Center for Permafrost på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
De nye resultater viser også, at det fremtidige vandindhold i jorden er altafgørende for at forudsige effekten af en permafrostoptøning korrekt.
Hvis permafrosten forbliver vandmættet efter optøning, så sker nedbrydningen af kulstof meget langsomt og frigivelsen af kuldioxid sker over flere 100 år. De nye resultater kan direkte bruges til at forbedre de nuværende klimamodeller.
Resultaterne er netop publiceret i tidsskriftet Nature Climate Change.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Forskere: Så hurtigt smelter verdens ismasser
