KORT NYT FRA UDLANDET:
Normalt får skudofre ikke selv lov til at vælge, hvilken type kugle de bliver skudt med.
Men ny forskning viser, at når et skudoffer skal have en såkaldt MR-skanning, kan det have stor betydning, hvilken kugle der er gået ind i kroppen på ham eller hende, skriver Medpage Today.
MR-skanning (magnetisk resonans skanning) er en teknik, hvor radiobølger og magnetisme kan anvendes til at danne billeder af kroppens indre.
Forskere fra det amerikanske University of California har undersøgt, hvordan fem forskellige typer af kugler bliver påvirket under MR-skanning.
Ifølge Medpage Today fandt forskerne ud af, at kugler »lavet af bly med kobber- eller alu-jakker synes at være sikre med hensyn til MR-relaterede bevægelser« ved bestemte magnetfelter.
Derimod fandt forskerne ifølge Medpage Today, at kugler, som indeholder stål, »kan udgøre en fare, hvis de er nær kritiske kropsstrukturer på grund af stærke interaktioner mellem magnetfelter.«
Med andre ord bør man altså undgå MR-skanning, hvis man har mistanke om, at en kugle indeholdende stål var involveret i en tidligere skade, skriver Medpage Today.
Undersøgelsen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Spine Journal.
Læs også:
Er det ufarligt at affyre våben op i luften?
Skudsikker hud kan afværge et projektil
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb