Det er kendetegnende for legetøj og –produkter til børn at de som hovedregel bevæger sig på et væld af platforme og materialiteter og/eller indskrives i et intertekstuelt kredsløb, hvor de indbyrdes henviser til hinanden.
Som et eksempel på det første ses eksempelvis et univers som Star Wars. 'At lege Star Wars' kan foregå både fysisk og virtuelt og ved hjælp af film, udklædningstøj, figurer, lyssværd, bøger mm.
'At spille fodbold' er på samme måde en aktivitet – en æstetisk og kulturel udtryksform – der ikke blot handler om at sparke til en bold, men i høj grad også om at samle på fodboldkort, se fodbold i tv og live og spille FIFA på computer eller Wii.
Børn og unge indtager ikke-fysiske legearenaer
De medialiserede legeredskaber er således blandt andet kendetegnede ved at legens regler er indbygget i deres struktur, hvorved nutidens børn er mindre afhængige af overlevering af legekultur og –kompetencer fra ældre børn.
Samtidig indtager børn og unge ikke-fysiske, medierede legearenaer, især på nettet. I denne optik kan de online fællesskaber, som børn og unge i høj grad benytter sig af, ses som en pendant til gaden eller gården i gamle dage, idet de også fungerer som fora, hvor børn i forskellige aldersgrupper kan møde hinanden.
Det er derfor rimeligt at antage, at den overlevering af legekultur, der tidligere i højere grad antog konkret, fysisk form, nu også finder sted i og med virtuelle fællesskaber.
Der findes et væld af 'fodboldmedier'
Fænomenet fodbold er i den forbindelse interessant at se nærmere på, fordi det udfolder sig over så mange, forskelligartede platforme. At lære at spille fodbold finder således både sted fysisk og igennem medier af forskellig art.
Legen finder således sted som æstetiske, legekulturelle udtryk i processer af fortolkende reproduktion, hvor børnene trækker på både medierede og kropslige erfaringer. Dels er der selve det at spille fodbold. Det kan foregå helt uformelt, i skolegården eller baghaven, men også organiseret i idrætsklubber – en tredjedel af danske børn spiller ifølge kulturvaneundersøgelsen fra 2004 fodbold.
I en fodboldklub er man deltager i en lang række officielle og uofficielle strukturer, der i større eller mindre grad relaterer sig til medier. De officielle finder man for eksempel på de lokale klubber eller DBUs hjemmesider.
De uofficielle kommer til udtryk som børns imitationer af fodboldkommentatorer eller berømte spillere – kendt fra medierne – eller som forældrenes Facebooksider, hvor billeder og anekdoter fra podernes seneste bedrifter kan deles.
Dels findes der et væld af 'fodboldmedier', der rækker langt ud over transmissioner af fodboldkampe i tv: Fodboldkort, fodboldtøj, merchandise, magasiner, plakater, computerspil til diverse konsoller, dvd’er med kampe og meget, meget mere.
Medialisering kommer til udtryk i medierne eller når man leger Messi
Alt dette, både det at spille – eventuelt gå til – fodbold og alle 'fodboldmedierne' sættes således i spil i hverdagslivets legekulturelle praktikker.
Medialiseringen kommer til udtryk, når praktikkerne inspireres og påvirkes af medierne, direkte såvel som indirekte. Direkte, når medierne tydeligvis er tilstedeværende: når man ser fodbold i tv, når man spiller fodbold på computeren eller når man læser om sine fodboldidoler i Goal-magasinet.
Indirekte, når man 'laver Laudrup-finten', råber 'Hutlihut' eller leger at man er Lionel Messi i den nyeste spilledragt.
De direkte og de indirekte medialiseringsprocesser påvirker hinanden gensidigt på adskillige måder og disse påvirkninger bevæger sig fra det helt lokale niveau (skolegården, fx) til det globale, hvor fodbold er en verdensomspændende underholdnings- og milliardindustri.
