Målet for en ekspedition fra GeoCenter Møns Klint var at finde en plateosaur, der er en af de første dinosaurer i verden, da turen gik til Grønland tidligere på måneden - og det lykkedes, skriver dr.dk
Ekspeditionsleder, lektor Lars B. Clemmensen, Københavns Universitet, og palæontolog Octávio Mateu, Museum of Lourinha i Portugal, fandt straks efter helikopterlandingen ved MacKnight Bjerg 30-40 lovende knogler på bjergsiden.
Resten af ekspeditionsholdet begyndte at grave, og det viste sig snart, at der virkelig lå en plateosaur inde i bjerget. Dyret har været 5-6 meter langt, og der er blandt andet fundet lange benknogler og nakke- og ryghvirvler med ribben.
Udgravningen er i fuld gang, og der løftes op til 200 kg tunge sten op for at få knoglerne ud så hele som muligt, så de kan transporteres sikkert hjem til GeoCenter Møns Klint. Her bliver de udstillet fra juni næste år.
Efter en dags udgravning dukkede knoglerne fra endnu en plateosaur op. Den anden plateosaur er mindre, kun omkring 3-4 meter lang.
Derudover lå der endnu et dyr. Man kan endnu ikke sige hvilket, men ekspeditionens palæontologer arbejder lige nu med at blotlægge mere sandstensklippe for at finde flere knogler og afdække mysteriet.
Helt gemt under vandet
Lidt længere sydpå ved Carlsberg Fjord har forskerne overraskende fundet en phytosaur, som aldrig tidligere er set i Grønland. Den var et op til 5 m langt krokodillelignende dyr, som havde næseborene siddende oven på snuden, så den kunne være helt gemt under vandet når den lå på lur.
På et fjeldtop nær lejren blev der desuden fundet fodspor fra dinosaurer, og nogle af sporene er helt op til 43 cm lange.
Ifølge fodsporsekspert Jesper Milán, phd og museumsinspektør på GeoMuseum Faxe, kan der være tale om spor fra sauropoder, altså de enorme dinosaurtyer, vi kender fra Juratiden men som der allerede fandtes nogle af i Triastiden. Nu skal sporene måles og fotograferes, og der skal laves afstøbninger, som kan tages med til Møn.
Fund vender tilbage til Grønland
Ekspeditionen er et samarbejde mellem GeoCenter Møns Klint, Harvard Universitet, Københavns Universitet, GeoMuseum Faxe, Statens Naturhistoriske Museum, Grønlands Nationalmuseum og Grønlands Selvstyre.
Efter udstillingen på Møn leveres fundene tilbage til Grønland.
Læs også: Et nyt ’missing link’
































