Forskere har løftet små klippefragtmenter ved hjælp af en undervandsrobot 2.500 meter under vandet.
Det afslørede hulrum med lunkent vand, hvor skægorme hang fra 'loftet', og havbørsteorme, snegle og larver blev fundet på havbunden.
Det skriver forskerne i et nyt studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.
Studiet peger på, at økosystemerne ved undersøiske hydrotermiske væld (udstrømninger i dybhavet af 20-400 °C varmt, næringsrigt vand) har en større udstrækning, end man kan se ved første øjekast.
Relevant for at forstå unikke og sjældne dyresamfund
»Det er et virkelig flot fund!«
Det skriver Mari Heggernes Eilertsen i en mail. Hun er postdoc og forsker ved Institut for Biovidenskab og Center for Dybhavsforskning ved Universitetet i Bergen og studerer bundfaunaen ved varme væld i havområder.
»De varme kilder er hjem for unikke dyresamfund med en ret begrænset udbredelse. Så det, at vi potentielt kan finde flere individer under overfladen, er meget relevant for at forstå for eksempel populationsstørrelser og produktiviteten i disse økosystemer,« siger forskeren.

De varme hydrotermiske væld i dybhavet er særlige levesteder, der ligger som små ‘øer’ i det undersøiske landskab. De opstår, hvor havbundspladerne mødes, og der er vulkansk aktivitet, så varmen fra Jordens indre strømmer op gennem sprækker i havbunden.
Det varme vand, som er rigt på mineraler og metaller, danner fundamentet for dyresamfund, der bruger kemosyntese - det betyder, at de bruger den kemiske energi i stedet for fotosyntese.
En del af arterne lever udelukkende ved varme væld. De får deres energi fra bakterier, der udfører kemosyntese.
Hvordan spreder larverne sig?
Forskere har undret sig over, hvordan specialiserede skægorme, som kun lever i disse hydrotermiske felter, får deres larver spredt.
Forskerne bag det nye studie spekulerede på, om larverne bliver transporteret af vand, der cirkulerer i havbundsskorpen i disse områder.
De drog derfor til et hydrotermisk undersøisk væld i Stillehavet ud for Mexicos kyst, hvor de sendte undervandsrobotten SuBastian ned for at undersøge hypotesen. De forsøgte så at måle, om der kom larver op fra under havbunden.
De endte med at løfte 6 klippefragmenter på omkring 50 gange 50 centimeter.
Under overfladen fandt de hulrummene, som var omkring 10 centimeter høje. Her var vandtemperaturen cirka 18 grader. Forskerne opdagede forskellige dyr, der lever under det varme kildevælds overflade.
Fandt mange forskellige arter
En særlig skægorm (Oasisia alvinae) sætter sig ofte fast på tappe af størknet lava under stenene. Den største orm var 20 centimeter.
Kæmpe rørorme (Riftia pachyptila), som var op til en halv meter lange) blev også fundet under havbunden.
Forskerne foreslår, at skægorme-larver kan blive trukket med vandet ned mod havbunden. De sætter sig fast på havbunden eller i sprækker, hvor de slår sig ned, eller de kan blive transporteret tilbage til overfladen og sætte sig fast et sted der.
Forskerne fandt også flere arter snegle og havbørsteorme under havbunden samt mindre dyr og mikrober, som endnu ikke er blevet analyseret i detaljer.
Dyrene har enten bevæget sig ind og ud af hulrummene gennem sprækker, eller også er de endt i hulrummet som larver.

Kender ikke udstrækningen endnu
Økosystemet i området er ikke begrænset til det, man ser på overfladen, men inkluderer også liv under havbunden, siger havbiolog Sabine Gollner, der deltog i studiet, til National Geographic.
Hun er forsker ved Royal Netherlands Institute for Sea Research.
Forskerne ved ikke, om der også lever dyr i hulrum under andre hydrotermiske felter på havbunden.
De ved heller ikke, hvor langt nede dyrene kan leve, eller hvor langt de kan findes under havbunden. Det forklarer Sabine Gollner i en artikel hos Natural History Museum i London.
Formentlig bliver det for varmt et par meter under havbunden.

»Interessant teori«
Det er en interessant teori, at larver ved varme væld kan blive transporteret under havbunden og enten kolonisere hulrum eller havbunden, hvorefter de kan komme ud igen,« siger Mari Heggernes Eilertsen.
»Da mange af de dyr, der lever i nærheden af varme væld, er specialiserede og kun kan leve i nærheden af udstrømningen, er larvetransport noget, vi er interesserede i at forske i, for at forstå hvordan larverne spreder sig fra det ene hydrotermiske felt til det andet - eller alternativt holder sig tæt på det felt, de kommer fra, som i eksemplet fra artiklen.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.


































