Øen ligner noget, taget ud af en science fiction film - en skarp, trekantet klippe, der skyder 551 meter næsten lodret op af havet. Men den er god nok. Stedet hedder 'Balls Pyramid', og det har skjult en hemmelighed i årtier.
Fra dette nærmest umulige levested er nogle få individer af verdens største vingeløse insekt, træhummeren (Dryococelus australis), vendt tilbage til livet, efter ingen havde set dem i 80 år, og de for længst var dømt uddøde.
Efter de blev genopdaget i 2002, er insektet blevet hovedfigur i en kæmpe genoplivningsindsats, der har tiltrukket global opmærksom.
Men en orm af tvivl gnavede - kunne man være sikker på, at det var den oprindelige art, der var tale om?
Det er kort sagt, hvad Alexander Mikheyev og kolleger med en artikel i Current Biology nu kan svare ja til efter at have sammenlignet træhummernes DNA med DNA fra museumseksemplarer.
»Vi finder det, som alle håbede på,« siger lektor ved Okinawa Institute of Science and Technology i Japan, Alexander Mikheyev, som har ledet forskningen.
Rotterne åd træhummerne
Historien om træhummerens genopdagelse er i sig selv fantastisk.
Den begynder omkring 20 kilometer nordvest for klippepyramiden på den australske ø Lord Howe. Det er en lille ø, om hvis frodige smukke landskab de første søfarere sagde, at de måtte have fundet paradisets have.
\ Historien kort
- Det største insekt, der er uddødt i nyere tid er træhummeren - også kaldet Lord Howe-vandrepinden - som forsvandt fra den australske ø Lord Howe i 1920.
- For 15 år siden genopdagede forskerne 24 individer, som helt utroligt havde overlevet årtier på et klippeskær. Herefter blev et stort avlsprogram sat i gang.
- Tvivl om, hvorvidt det virkelig var den oprindelige art er nu blevet løst med DNA fra dyrene og museumseksemplarer.
Stadig i dag ligger store dele af øen hen som uberørt natur, men alt er langt fra, som det plejede at være.
Specielt mangler en markant beboer - et insekt, berømt for sin størrelse: Træhummeren.
En 'vandrende pind' på omkring 12 cm - eller snarere en vandrende gren - der var så god til at imitere vækster, at fugle ind i mellem snuppede den og brugte til rede-materiale. De lokale fiskere holdt af dem som madding på deres kroge.
Ulykken ramte helt tilbage i 1918, da forsyningsskibet S.S. Makambo grundstødte ved Lord Howe, og under omlastning slap rotter i land.
Rotterne var formentlig enige i de oprindelige søfareres observation, for øen var ét stort tag-selv-bord af forsvarsløse lækkerier, lige fra reder fyldt med fugleæg til saftige kæmpeinsekter.
To år senere var alle kæmpeinsekterne væk sammen med fem landfuglearter. Efter 1920 har ingen observeret én eneste træhummer, og i 1960'erne blev de erklæret uddøde, og det var enden på den historie.
Rygterne begyndte at svirre
Næsten. For der begyndte at gå rygter. Klatring var blevet populært, og Ball's Pyramid er verdens højeste fritstående klippeskær med næsten lodrette klippesider, som kun er tilgængelige for havfugle og dristige bjergbestigere.
Det var bjergbestigerne, som fortalte om tomme, døde skaller af kæmpeinsekter.
Det satte gang i mange spekulationer. Kunne det være rigtigt? Det virkede ret usandsynligt, ikke mindst, fordi der nærmest ikke voksede noget grønt på klippesiderne, og slet ikke noget, der kunne sammenlignes med de paradisiske skove på Lord Howe.
\ Om øen Lord Howe
En vulkansk ø i Det Tasmanske Hav mellem New Zealand og Australien med 600 km til det nærmeste fastland.
Øen blev dannet for ca. 7 mio. år siden og er i dag eroderet ned til ca. 3 procent af sin oprindelige størrelse. Den vil formentlig være helt væk om 1 mio. år.
Øen var ukendt for polyneserne, og de første mennesker, som satte fod på Lord Howe, var britiske søfarere på vej med fanger for at etablere en straffekoloni i 1788 på øen Norfolk.
13. marts samme år observerede løjtnant Henry Lidgbird Ball klippeskæret, 'Balls Pyramid', som bærer hans navn.
Lord Howe er opkaldt efter den britiske admiral Richard Howe.
Hele verdens population på én busk
For at gøre en lang historie kort fik to australske insektforskere David Priddel og Nicholas Carlile til sidst nok og besluttede sig for at undersøge sagen selv.
På vej mod skæret spottede de enkelte lovende grønne pletter højt oppe.
De klatrede 200 meter op ad klippen uden at finde noget interessant, men så på vej ned passerede de en enkelt lille myrtebusk, og under den fik de øje på nogle sære jordklumper. De kunne godt ligne afføring fra et stort insekt.
Da træhummere skjuler sig om dagen, blev de to forskere enige om at vende tilbage og tage turen op i mørke, og dér på buskens grønne løv så de 24 store, sorte træhummere.
Forskerne tabte næsten kæbe og mund, men den var god nok:
Dér på denne ene lille busk kravlede verdens samlede population af kæmpeinsektet.
Den dag i dag ved ingen, hvordan de vingeløse insekter er ankommet til Balls Pyramide - måske har en fugl eller en fisker taget dem med, og hvordan de har overlevet med så lidt vegetation, er også et mysterium.
Denne lille tegnefilm illustrerer historien om den vandrende pind rigtig fint. (Video: Sticky from jilli rose on Vimeo)
Fra 'Adam og Eva' til flere tusinde individer
Det vigtige er imidlertid, at de var der, og dét blev starten på et omfattende avlsprogram i både Australien, Europa og USA, hvor det fra blot et par - 'Adam' og 'Eva' - i dag er lykkedes at frembringe flere tusinde individer.
Målet er at genetablere kæmpeinsekterne på paradisøen Lord Howe.
\ Læs mere
»Det er meget positivt, at en art som Lord Howe-’vandrepinden’ kan få status som flagskibs-art og bruges til at promovere bevarelsen af et unikt naturområde,« siger insektspecialist Lars Vilhelmsen ved Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.
»Som insektspecialist generer det mig selvfølgelig, at insekter bliver anset som mindre værdifulde end andre dyr. Men her er 'pinden' et flagskib, selvom den ikke har pels eller ligner os særlig meget og repræsenterer en dyregruppe, som mange mennesker finder irriterende eller ligefrem afskyelige.«
Er det den originale træhummer?
Men så var det lige, at nogen spurgte, om man egentlig var sikker på, at det nu også var den samme art træhummer som den oprindelige, for faktisk beskrev allerede Carlile og Priddel nogle synlige forskelle sammenlignet med museumseksemplarerne.
Blandt andet var bagbenspiggene, som hannerne bruger til at holde fast i hunnerne, kraftigere på museumseksemplarerne.
»Om det er den samme art eller ej rejser en række spørgsmål i forhold til genetableringen - f.eks. hvis det ikke er, bør man så egentlig prøve at introducere den (på Lord Howe, red.)? Eller skulle man hellere bruge kræfterne på at bevare den på Balls Pyramid?« siger Alexander Mikheyev.
For at opklare spørgsmålet har han og kollegerne nu kortlagt træhummernes genom.
Ja, det er samme art
Resultatet viser, at insekterne har et imponerende stort antal DNA-baser - ca. 4 milliarder, hvor menneskets til sammenligning blot har 3 milliarder. Men insekterne har også 'snydt', for de har 6 kopier af hvert kromosom, hvor vi kun har 2.
De mange kopier gør det faktisk vanskeligt at afgøre, om to eksemplarer er forskellige arter, så i stedet har forskerne kuseret på den lille del af arvematerialet kaldet mitokondrie-DNA (mtDNA), som er placeret udenfor cellekernen.
Det er også den letteste del at kortlægge, og når de sammenligner mtDNA fra de nulevende insekter med mtDNA fra museumseksemplarer, finder de så lidt variation (under 1 procent), at de mener trygt at kunne sige, at der er tale om samme art.
Variation opstår over tid for to grupper, der lever isoleret, men variationen er så lille, at den ifølge forskerne er opstået efter artens oprindelse.
Rotterne skal væk
På øen Lord Howe skal rotterne væk, før træhummeren kan vende hjem.
Det lyder umiddelbart som en vanskelig opgave, men Lord Howe er ikke en ret stor ø - blot ca. 10 km lang - og ifølge Mikheyev er der mere end 700 fortilfælde af øer, hvor det er lykkedes at udrydde rotter.
»Der er en god chance for, at det vil virke, og at ’vandrepindene’ kan genvinde deres oprindelige habitat‚« siger Alexander Mikheyev.
Men hvorfor gør forskerne så stort et nummer ud af træhummeren? I sidste ende er det jo 'bare' et insekt - og endda et stort et, som mange nok hellere ville være foruden?
»Jeg synes, at vi har en moralsk forpligtelse - det jo er på grund af menneskets introduktion af rotter til dens hjemsted, at den er ved at uddø,« siger professor i økologi og VILLUM Investigator Jens-Christian Svenning fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.
»Men, derudover så er arten jo også en del af vores fælles naturmæssige arv, og verden bliver simpelthen et fattigere sted uden den, til ulempe for alle,« siger han og tilføjer:
»Fra et økologisk perspektiv ved vi faktisk ikke, om arten har haft en væsentlig rolle i økosystemet på Lord Howe Island - det kunne den som planteæder sagtens have haft, så det er også en grund til sørge for at bevare arten.«
Ved at redde træhummeren, kan man redde andre arter
Kæmpeinsektet er ikke alene om at være blevet udryddet, og forsvinder rotterne, vil det måske kunne bringe flere andre arter tilbage til øen.
Lord Howe-øens natur er helt enestående, hvor to tredjedele skovene er stort set uberørte, og mange af øens oprindelige dyr og planter findes ingen andre steder i verden. Derfor har øen været UNESCO verdensarv siden 1980'erne.
»Ved at redde én art kan man redde mange, da det er nødvendigt at bevare det unikke naturområde,« siger Lars Vilhelmsen.
»Det lykkedes at redde den oprindelige fugleart Lord Howe wood hen - en vandrikse - på målstregen ved hjælp af et yngleprogram, men hvis faunaen skal langtidssikres, må rotterne væk.«
Alexander Mikheyev fortæller, at myndighederne netop har godkendt et nyt rotte-udryddelsesprogram til næste år.
»Nu, hvor vi ved, at det er den oprindelige art, håber jeg, den her historie fortsætter, og måske kan turister gå på natteture om et årti og få et glimt af insektet. Og om 20 år kan de være blevet et normalt syn igen,« siger han.
