Op gennem historien har cirka 90 store dyrearter, eller megafauna-arter, levet på kontinentet Sahul, som bestod af Australien, New Guinea og Tasmanien.
Nu er der kun nogle få tilbage, som rød kænguru, emu og den store ferskvandskrokodille.
Forskerne har længe troet, at den australske urbefolkning, som slog sig ned for cirka 50.000 år siden, var skyld i, at næsten alle de store dyrearter uddøde.
Særligt fordi den australske urbefolkning formede landskabet ved at brænde store områder af, blandt andet for at lægge forholdene til rette for planteædere.
Men et nyt studie slår nu fast, at der ikke findes noget bevis for, at urbefolkningen jagtede, dræbte, spiste eller ødelagde de store dyrs leveområder.
Få dyr tilbage, da menneskene kom
Det nye studie viser blandt andet, at der kun fandtes mellem 8 og 14 megafauna-arter, da urbefolkningen ankom til kontinentet. For cirka 50 arter er alle fundne fossiler også ældre end 130.000 år.
»De fortolkninger, som siger, at det var menneskene, som var skyld i, at dyrene uddøde, bygger på antagelser, som viser sig at være forkerte.«
»Menneskene kan have skyld i, at nogle få arter, som fortsat levede der for 45.000-50.000 år siden uddøde, men dette skal også bevises,« siger forsker Stephen Wroe, som ledede studiet ved University of New South Wales i Australien.
Fra iskerner til ørken
Forskerne lægger også vægt på, at regionen har gennemgået store og dramatiske klimaændringer de seneste 450.000 år.
Dette ses blandt andet tydeligt i prøver af iskerner fra Antarktis. Store dele af Australien er i dag dækket af ørken.
»Det begynder at blive tydeligt, at megafaunaen forsvandt over et tidsrum på mange, mange tusinde år, måske hundredetusinde af år, på grund af ubønhørlige og uregelmæssige klimaændringer,« siger Stephen Wroe.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
