Døren lukker tungt bag os. Kælderen under den gamle Landbohøjskolen på Frederiksberg er dunkel med lofter i en mørk kongeblå farve. 

Der lugter indelukket og let af cigaretter, selvom vores rundviser forsikrer os om, at der ikke bliver røget hernede.

Langs den ene væg svæver cirka 1.000 dyr i en gullig væske i glas på rækker af hvide hylder.

Misfostre på glas.

Professor Henrik Elvang Jensen fra Københavns Universitet guider os igennem siamesiske kattetvillinger, svulstbesatte mus, enøjede heste og mange andre gruopvækkende skabninger, som er blevet konserveret for videnskabens skyld.

Han standser ved et glas med et afhugget kalvehoved i.

»Ja her kan du se, at den har et kyklopøje. Det er to øjne, der er fusioneret til ét stort,« siger Henrik Elvang Jensen, der er ansvarlig for udstillingen kaldet den patologisk-anatomiske samling.

Det tvetungede kalvehoved

Kalvens ansigt er foldet sammen som en klump modellervoks med en dyb fuge i midten. Dens tunge klæber opad mod to næsebor, som aldrig nåede at blive udviklet.

På dens hvidlige og halvt opløste hud sidder rester af brun pels, og enkelte sorte hår stritter hjælpeløst ud i luften.

»Jeg aner ikke, hvorfor den ser sådan ud. Det er sandsynligvis en helt tilfældig mutation,« fortæller Henrik Elvang Jensen og peger derefter på et andet kalvehoved.

»Den der har to tunger,« siger han uden at fortrække en mine.

Dyrlæger har sandsynligvis fundet den dødfødte kalv i 1800-tallet og har indsendt hovedet til Landbohøjskolen, hvor veteninærstuderende kunne få gavn af det. (Foto: Kristian Højgaard Nielsen).

Med tiden er mange af glassene med de gruopvækkende kreaturer dog blevet smidt ud til fordel for mere plads til veterinærstuderende og deres undervisere.

»I dag har dyrene mistet deres videnskabelige værdi, fordi de nærmest er uigenkendelige af tidens tand, og fordi den konserverende væske ikke har bevaret deres originale farver. Det gør det umuligt at se læsioner og infektioner i dem,« konstaterer Henrik Elvang Jensen.

Alligevel regner han med, at samlingen får lov at leve i sin nuværende form mange år endnu.

Selvom dyrene er bevaret i konserverende væske bestående af formalin, kaliumnitrat og kaliumacetat, er flere af dem næsten ukendelige på grund af tidens tand. På dette foto ses til venstre en kalv og til højre en hestemule. (Foto: Kristian Højgaard Nielsen).

Her er det gået fuldstændig galt

For selvom samlingen har mistet sin videnskabelige værdi, er der noget bjergtagende ved dyrene i kælderen, mener Henrik Elvang Jensen.

»Ja det er egentlig underligt, at de er så fascinerende, men det er de bare. Det er sygdomme, misdannelser og deformiteter, men dragende er de,« siger han og vender sig mod sit personlige favorit-dyr i samlingen.

En ælling, med hovedet let på skrå, stirrer på os med et undrende blik bag glasset. Dunene på dens krop virker levende og bløde, som om de netop er blevet blæst igennem af en lun brise.

»Den her er meget populær. Det er en ælling med fire ben, hvilken er en meget sjælden tilstand. Det er fuldstændig vildt med de ben. Det er det dyr, som gør sig bedst, og viser mest tydeligt, at her er det gået fuldstændig galt,« siger han.

Den ligner måske ved første øjekast en helt almindelig ælling, men faktisk er den et af de mest spetakulære dyr i samlingen, mener Henrik Elvang Jensen. For når du kigger nærmere, titter to ekstra bagben frem under ællingens dun. (Foto: Kristian Højgaard Nielsen). 

To grise, én krop

Vi går videre ad hvide fliser, forbi en montre med forskellige organer, der er inficeret med sygdomme som tuberkulose og kvægpest, og standser ved et deformt og seksbenet dyr.

To adskilte underkroppe med hver sine bagben og let snoede haler smelter sammen ved brystkassen, hvor fælles forben dingler slapt langs siderne.

Dyret har hverken øjne, næse eller mund, men i stedet fylder to udfoldede ører hele ansigtet.

»Vi ser sådan en gris en gang om året, men den bliver typisk smidt ud og ikke føjet til samlingen. I bund og grund er jeg lidt indifferent over for det,« kommenterer Henrik Elvang Jensen.

Det er igen en tilfældig genmutation, der har ført til, at to enæggede grise-tvillinger er vokset sammen til én i soens mave.

Ifølge Henrik Elvang Jensen bliver den slags mutationer dog først rigtig interessante, hvis man begynder at se mange af de samme misdannelser over en periode.

»For så tyder det på, at det enten er en arvelig tilstand eller giftstoffer og virus i vores miljø, der giver de her defekter, og dét er interessant,« siger han.

Her ses to enæggede tvillinge-grise, der er vokset sammen til én siamesisk tvilling i soens mave. (Foto: Kristian Højgaard Nielsen).

Skabningerne er vigtige kulturhistoriske levn

Selvom de misdannede skabninger har mistet deres videnskabelige værdi, mener Henrik Elvang Jensen stadig, at samlingen har en naturlig berettigelse.

»Værdien af samlingen kan opsummeres med ordet ’kulturhistorie’, idet den vidner om en tid, hvor forskningen ikke havde adgang til moderne teknologi og måtte nøjes med, hvad der kunne ses med det blotte øje,« siger han.

Han møder opbakning hos en kulturhistoriker fra Københavns Universitet.

»Selv om de her præparater ikke længere har værdi for naturvidenskabelig forskning, er de stadig et vigtigt kulturhistorisk levn, der siger noget om, hvordan vi engang forsøgte at forstå naturen og mennesket i den,« siger Sniff Andersen Nexø, der er lektor på Saxo-instituttets afdeling for Arkæologi, Etnologi, Historie, Græsk og Latin. 

Hvis du vil se samlingen, kan du tage en tur i kælderen på Københavns Universitet, der er åben for besøgene ved forskellige kulturarrangementer.