Jens Morten Hansen (JMH) skrev den 14. januar en kronik (’Steno og moderne videnskabsteori’) der forklarede, hvordan Steno allerede i slutningen af 1600-tallet ’opdagede’ metoder og teorier som lå langt forud for hans tid.
Steno var foregangsmand. Ikke bare for moderne videnskabsteori, som vi kender den fra Karl Popper i begyndelsen af det 20. århundrede, og erkendelsesfilosofi, som den findes udtrykt hos Immanuel Kants ’Kritik af den rene fornuft’ fra 1781.
Steno var også foregangsmand for evolutionslæren, som den blev kendt efter Charles Darwins berømte bog om livets udvikling fra 1859, og sågar Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes!
Unægtelig en flot samling af tænkere, som Stenos egen tænkning er oprindelsen til. Problemet er bare at der ingen sammenhæng er mellem hverken Popper, Kant, Holmes eller Darwin, og Stenos liv og virke i det 17. århundrede.
Historieskrivningen galt i halsen
Tankerne bag JMHs kronik er tidligere trykt i The Revolution in Geology from the Renaissance to the Enlightenment fra 2009 og samme år (med samme artikel) i Bulletin of the Geological Society of Denmark.
Artiklen lægger sig i forlængelse af (som det også nævnes) Troels Kardels glimrende bog om Steno (’Steno: Life, Science, Philosophy’), der trods sine fortræffeligheder også får historieskrivningen galt i halsen i sin sammenlignende konklusion.
Om det er inspirationen fra Kardels konklusioner, som JMH ukritisk udfolder til at inkludere en bredere række af ’moderne’ Stenonianere må stå hen i det uvisse. Men kronikken indeholder en lang række af fejlslutninger, som nødvendigvis må korrigeres for at imødegå en form for historieskrivning som man sjældent oplever i dag.
Anticipatorisk historieskrivning
Den form for anakronisme som JMHs kronik er udtryk for, kan beskrives som anticipatorisk historieskrivning, og har tidligere været et udbredt problem indenfor den tidlige videnskabshistorie.
Den anticipatoriske historie gør sig gældende ved at fremtvinge en bestemt (moderne) teori hos tidligere personer eller teorier, som regel ved anvendelsen af en række spekulative slutninger, der kan korrigere de mangler, der nødvendigvis vil være i en sammenligning på tværs af århundreder.
Resultatet er en anakronisme som er helt unødvendig, idet fortidens aktører sagtens kan bære at blive fremstillet i forhold til deres faktiske historiske signifikans, uden opskrivning til moderne videnskabelige idealer.
Den fundamentale forskel
Der hersker ingen tvivl om, at nogle af de principper, som den moderne geologiske videnskab bygger på, kan genfindes i Stenos ’De Solido’ fra 1669.
På samme vis er der ingen tvivl om, at den kanal fra ørespytkirtlen til munden, som Steno fandt og benævnte ’Ductus Stenonianus’ rent faktisk findes i dag også.
Derimod findes der intet som helst belæg for at de metodiske principper som Steno når frem til, har haft nogen som helst betydning for hverken Popper, Kant, Darwin, Sherlock Holmes eller andre. Og det er her den fundamentale forskel i historieskrivningen ligger begravet.
1600-tallets naturfilosofiske brydningstid
Forestillingen om ’Den videnskabelige Revolution’ ikke længere er så ukompliceret som Herbert Butterfield lod os forstå med sin ’Origins of Modern Science’ (1948). Heri lød det, at:
»Den videnskabelige revolution overskygger alt siden fremkomsten af Kristendommen og reducerer Renæssancen og Reformationen til rang af blotte episoder…«
Alligevel er der ingen tvivl om at 1600-tallet bød på en række brud med eksisterende dogmer og forestillinger indenfor medicin, naturfilosofi og naturhistorie.
Det betød, at der fra en lang række af naturforskere kom nye tanker på banen, der skulle bryde med den traditionelle lære fra især Aristoteles, Galen og Avicenna. Blandt dem var Nicolaus Steno.
Chaos – men i hvad?
Men Steno skilte sig fra begyndelsen ikke synderligt ud fra andre forskere, der ligesom ham også besad en bred grundviden om de fleste emner indenfor studier af naturen. Det vi ved om hans studier i København giver ikke anledning til at anmærke noget særligt i hans tilgang til sine studier.
I JMHs kronik fremgår det, at Stenos titel på sin notesbog fra studietiden kan tolkes som et eksempel på hans holdning til den daværende naturfilosofi.
Men det følger intet sted af titlen ’Chaos’, at det angår Stenos holdning til sin samtids måde at forholde sig til og tænke om naturen på.
Ingen evidens for bestemt holdning
Det kan i lige så høj grad være Stenos holdning til de hundredvis af uddrag og små-notater uden åbenlys systematik eller rækkefølge, som udgør Chaos’ manuskriptet.
Bemærk: Jeg siger ikke, at dette er titlens oprindelse, men blot at denne tolkning ville være mindst lige så gyldig som JMHs fortolkning.
Der findes ingen historisk evidens for at Steno havde en generel holdning til de teorier og metoder som han blev undervist i og læste om, men derimod kender vi til konkrete holdninger som for eksempel hans forbehold overfor Descartes’ forestillinger om hjernens virke.
’Demonstrativt sikkert’
JMH giver Steno æren for, som den første konsekvent at have formuleret det princip at et ’demonstrativt sikkert’ resultat skal bygge på både teoretisk analyse og empiri.
I den indeværende artikel har der ikke været plads til at beskrive, hvad der menes med ’demonstrativt sikkert’, og de foregående artikler af JMH går heller ikke i dybden med begrebet yderligere end en kombination af cartesiansk reduktionisme og naturfilosofisk holisme.
Begrebet stammer fra Stenos forelæsning over hjernens anatomi i Paris i 1665, og bør forstås i den kontekst.
Konkret eller generelt?
Som beskrevet af JMH er hele forelæsningen på den ene side en grundig gennemgang af hjernens opbygning, mens den på den anden side kan læses som en direkte gendrivelse af Descartes’ ’De homine’ som Steno mente var rent tankespind frem for egentligt observerede fænomener.
’Demonstrativt sikkert’ kan derfor også forstås som Stenos modsvar til Descartes’ spekulationer, frem for en egentlig videnskabsteoretisk diskurs.
Det er ikke til at bestemme, om Steno taler om den konkrete situation i undersøgelsen af hjernens anatomi, eller om han udtaler sig om vejen til sikker viden generelt.
Sandhedskriterier i renæssancen
Hvis man dissekerer Stenos begreb om ’demonstrativt sikkert’, så finder man en kombination af noget ’demonstrativt’ (det vil sige observerbart og genafprøveligt), og noget ’sikkert’, hvilket i 1600-tallet betød filosofisk eller analytisk sikkerhed.
Den opdeling har været velkendt siden antikken, og måske særligt betydningsfuld i den udformning der kom til udtryk i Aristoteles’ naturfilosofi, hvor det observerede dannede forudsætningen for meningsfulde sandhedskriterier.
I 1600-tallet begyndte mange naturforskere at genfortolke Aristoteles’ filosofi til fordel for observationerne og eksperimenterne, der nu kunne danne udgangspunkt for gyldige udsagn om naturen og dens funktioner.
Det ser vi blandt andet hos William Harveys teori om blodets kredsløb ’De Moto Cordis’ fra 1628, og hos medlemmerne af det eksperimentelle akademi ’Accademia del Cimento’ i Firenze, hvor Steno en kort periode var medlem.
En spirende geologisk filosofi
Steno bliver utallige steder beskrevet som grundlægger af geologien, på trods af at han nærmest ingen signifikans havde for sin samtid i geologisk henseende. Årsagen til hans manglende betydning skal med stor sandsynlighed ikke findes i JMHs beskrivelse af ham som mystisk og kontroversiel.
Tværtimod peger samtlige beskrivelser vi har af Steno fra datidens korrespondancer mellem naturforskere og fyrster på, at Steno ikke bare var eminent dygtigt til sit arbejde, men også meget vellidt og behagelig at omgås.
Konversionen til katolicismen skabte naturligvis en række begrænsninger for hans virke i Danmark, men det havde ingen betydning for hans omdømme i Firenze.
Heller ikke hos Medici-familien, som selv efter hans død gjorde sig stor umage for at få hans lig fragtet til Firenze og begravet i familiens kirke San Lorenzo.
Konflikt-tesen
JMH beskriver geologien som den mest religionskritiske videnskab af alle. Det vidner om en opfattelse af videnskab og religion man indenfor videnskabshistoriske kredse omtaler som konflik-tesen.
Heri opfatter man religion og videnskab som modsatrettede størrelser, der udelukker hinanden og derfor nødvendigvis må være i konflikt.
Forskningen har imidlertid vist, at i størstedelen af videnskabens historie har studiet af naturen ikke stået i modsætning til religion, men tværtimod været ansporet af og indlejret i religiøse verdensforståelser.
Ikke i modstrid med andre teorier
Det gælder i særdeleshed i 1600-tallets Europa, hvor naturfilosofi og naturteologi hang uløseligt sammen.
Måske ser man sig inden for de moderne geologiske videnskaber som i en konflikt med religionen, men i 1600-tallets Firenze var alle former for naturforståelse indbefattet i en religiøs verdensopfattelse.
På samme vis var Stenos ’De Solido’ dybt indlejret i en religiøs overbevisning, samtidig med at den stillede sig meget defensivt i forhold til at udtale sig endeligt om årsager til naturens tilstande.
Tværtimod brugte Steno mange sider på at beskrive, hvordan intet af det han beskrev i ’De Solido’ var i modstrid med andre teorier, og derfor dårligt kunne stille hverken ham eller Medici-familien i et dårligt lys.
’Publish or perish’
Det kan være uhyre vanskeligt at give et endeligt svar på, hvorfor Stenos naturfilosofiske idéer forsvandt fra litteraturen i flere århundreder. Vi ved at han var højt respekteret blandt de øvrige naturforskere i den sidste halvdel af det 17. århundrede.
Sandsynligvis blev han offer for et af de kriterier, som stadig gælder indenfor den moderne videnskab, populært betegnet ’publish or perish’ (løst oversat ’publicér eller forgå’, red.).
Med Stenos karriereskift til den katolske kirke forsvandt også opmærksomheden fra naturforskerne, med undtagelse af hans nærmeste venner. Det var derfor andre senere forskere, som for eksempel Charles Lyell, der gjorde opmærksom på Stenos tidligere arbejder.
Sammenhænge i historien
Den form for historie som JMHs kronik er udtryk for, forsøger at fremstille en forestilling om historiske aktørers betydning for senere teorier og tænkere, der er baseret på ren spekulation.
Som for eksempel sammenhængen med Darwins principper om arternes oprindelse. Det svarer til, at vi skal gøre Aristoteles og Galileo til direkte ophavsmænd af Newtons fysik eller Demokrit ansvarlig for Bohrs atomteori.
Der er intet i alt hvad vi ved om Darwin, der indikerer, at han læste Steno. Han læste Lyell (og mange andre), og blev inspireret af, hvad han læste i ’Principles of Geology’ til at udvikle sin egen teori om livets udvikling.
Steno havde ingen forestillinger om arternes udvikling, andet end den bibelske skabelsesberetning, som han fandt i overensstemmelse med sine naturfilosofiske observationer.
Signifikansen i samtiden
Der er derfor ingen grund til at konstruere historiske sammenhænge uden evidens, i et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring en i forvejen anerkendt dansk naturforsker.
Historien kan og skal beskrives uden at konstruere en spekulativ forbindelsesrække mellem teorier på tværs af århundreder og forståelsesmæssige paradigmer. Vi behøver ikke pege på lighedstegn mellem tidligere og moderne tænkere for at fremhæve kvaliteterne og forsynet hos de førstnævnte.
En god parameter til at se på kvaliteten af tidligere tiders tænkning, er ved at se på signifikansen i dens samtid. Hvordan blev den brugt og af hvor mange? Hvem henviste til en given aktørs tænkning og i hvilke toner blev den omtalt?
Hvis en bestemt tænkningsform næsten udelukkende er interessant i et tilbageskuende perspektiv, er det med stor sandsynlighed sikkert, at den form for historie man er i gang med at bedrive, må beskrives som anakronistisk og forældet i historiografisk forstand.
Steno som naturfilosof
Men hvordan skal vi så forstå Steno? Det skal vi gøre ved at være tro mod den historiske tid han befandt sig i, og de konkrete situationer, hvori hans tanker om naturen kommer til udtryk.
Frem for at fremhæve Steno som en unik ener, er det langt mere givtigt at se på de påvirkninger som Steno har været udsat for, og som var med til at skabe grundlaget for de teorier han formulerede.
De påvirkninger er både naturfilosofiske, religiøse og kulturelle, og er med til at udgøre den samlede tænkning, som Steno gennem sine publikationer og korrespondancer gav udtryk for.
Hvis ikke vi gør os umage med at fortælle historien i en version, der er så tro mod sin oprindelse som praktisk muligt, er der ingen grund til at beskæftige sig med vores historie overhovedet.
JMH bør genoverveje, hvordan han bedst muligt tjener Stenos eftermæle i sin behandling af de historiske kilder.
Brug artiklen i undervisningen. Denne artikel er udvalgt til undervisning.videnskab.dk. Se anbefalinger til brug af artiklen i undervisningen.
