Økonomisk vækst er uendelig – det er naturens vækst ikke

Ideen om, at noget vokser, som f.eks. 'barnet vokser op', er en nærliggende tanke, men den adskiller sig alligevel lidt fra de to udformninger, som begrebet vækst grundlæggende dækker over: en biologisk og en økonomisk eller samfundsmæssig.

Overgangen fra barn til voksen forstås nemlig ikke kun i forhold til en forøgelse af størrelse, men også til psykologiske og sociale udviklinger
 og forandringer.

Begrebshistorisk er vækst et meget underbelyst område. Ingen af de større begrebshistoriske værker har beskæftiget sig selvstændigt med vækst som fænomen, ide eller tanke.

Begrebet skal som regel findes i sammenhæng med ideer om fremskridt eller udvikling, men sjældent som en selvstændig undersøgelse.

Både 'fremskridt' (især) og 'udvikling' indeholder dog, i hvert fald inden naturforskeren Charles Darwin (1809-1882), en forforståelse om at blive noget bedre end det eksisterende.

Dette er ikke nødvendigvis indeholdt i begrebet om vækst.

LÆS OGSÅ: Er vækst en menneskelig drift?

Tidligere blev vækst skabt af eksterne omstændigheder

Både fremskridt og udvikling kan dog findes i tekster fra antikken og hele vejen 
i den menneskelige tænknings historie.

En helt afgørende forskel på den vækst, der behandles før og efter filosoffen Adam Smiths (1723-1790) værk Nationernes velstand (1776), er vækstens oprindelse.

I de tidlige ideer blev vækst forårsaget af eksterne omstændigheder, f.eks. krige eller befrugtning, mens den i moderne økonomiske ideer bliver skabt internt af det økonomiske system.

En af de første beskrivelser af vækst finder vi hos den athenske statsmand Solon (638-558 f.v.t.), der i et digt præsenterede menneskets liv som hebdomader, som ti perioder af hver syv år, der udgjorde et menneskeliv.

Solon beskrev menneskekroppens og sindets udvikling fra spæd til alderdom i et forsøg på at fremhæve syvdelingens betydning for livet.

Vækst var specifikt orienteret mod menneskelig vækst. Det fokus går igen hos lægen Hippokrates (460-377 f.v.t.), der dog udelukkende forholdt sig til eksterne faktorer, som kan have indflydelse på den menneskelige vækst.

I overensstemmelse med datidens medicinske overbevisning henviste Hippokrates til, at vækst kan påvirkes af vejret, geografisk placering og typen af drikkevand.

LÆS OGSÅ: Er vækst den eneste vej ud af den økonomiske krise?

Vækst blev koblet til krig

Den græske historiker Thukydid (ca. 460-400 f.v.t.) skrev om vækst i sin forklaring
 af årsagerne til Den Peloponnesiske Krig.

Her forklarede han, hvordan Athens militære og politiske styrke voksede i tiden efter Den Trojanske Krig (ca. 1194-1184 f.v.t.), indtil
 de peloponnesiske magthavere ikke længere kunne acceptere det ulige magtforhold.

Vækst var derfor hos Thukydid koblet til en forøgelse af politiske og militære besiddelser, og muligvis økonomiske, men derudover adskilt fra enhver forestilling om en naturlig, kunstig eller universel kraft.

Historien om Den Peloponnesiske Krig rummer dog også en ide om vækst koblet til fremskridt eller udvikling.

Thukydid skrev vedholdende om sin samtids overlegenhed og nedgjorde fortidens barbariske levevis. Dermed lagde han som en af de første historikere et lineært perspektiv på en ellers cyklisk tidsopfattelse.

LÆS OGSÅ: Jagten på velstand: Institutioner, politisk magtdeling og økonomisk vækst

Transformation hang sammen med vækst

Aristoteles (384-322 f.v.t.) forholdt sig anderledes. Store dele af hans forfatterskab drejer sig om naturens afgrænsninger og regler inden for naturens rammer. Hans store biologiske og zoologiske arbejder gav en bevidsthed om naturens forandringer i form af udvikling:

»Vi taler om en tings natur, som den viser sig gennem vækst, hvormed tingens natur opnås.«

Vækst hang for Aristoteles sammen med transformation. En forandring af tingenes form over tid. Vækst er derfor udtryk for naturens mål – fra én form til en anden, som f.eks. en plantes vækst fra frø til blomst eller larvens transformation fra puppe til sommerfugl.

I sin bog om dyrenes tilblivelse, De Generatione Animalium, fra omkring år 350 f.v.t. overførte Aristoteles princippet om naturlige forandringer til ideen om vækst under fosterstadiet. Ved befrugtningen skabes som det første det embryoniske hjerte, der nødvendigvis må indeholde principperne for resten af kroppens vækst.

Hjertet skal kunne 'administrere' sig selv på samme vis, som en mand skal kunne administrere sin husholdning.

Aristoteles anvendte ordet dioikesis, der betyder administration – særligt af staten. Slægtskabet med oikonomia (husholdning/økonomi) er nærliggende.

LÆS OGSÅ: Bliver vi rige eller fattige af demokrati?

Naturlig vækst skulle være det endelige mål

Den aristoteliske ide om vækst korresponderer på den ene side med de filosofiske præmisser om interne mål i alle naturlige ting.

På den anden side er væksten ikke mulig uden ekstern indgriben gennem befrugtningen, hvorfor det aristoteliske vækstbegreb som så mange andre af hans tanker fremstår unikke i sin samtid.

Den romerske læge Claudius Galen (130-200) mente f.eks., at der var stor forskel på skabelse og vækst:

»Det, som er, vokser, og det, som ikke er, bliver til.«

Aristoteles byggede sine tanker om vækst på det grundlæggende princip, at al naturlig forandring er cyklisk.

Det umuliggør en forestilling om ubegrænset vækst og ligger til dels også til grund for Aristoteles’ afvisning af renteindtægter som legitim indtægtskilde:

Skabelsen af penge ud af penge er ikke naturlig, men kunstig, idet den strider mod udveksling af penge.

Vækst var mulig, men kun som naturlig vækst med et endeligt mål.

LÆS OGSÅ: Iværksætteres kontrolgen spænder ben for vækst

Økonomisk vækst skal forståes i et moralsk eller teologisk perspektiv

Tankerne om vækst i den tidlige moderne periode var overvejende præget af samme cykliske forestilling som hos Aristoteles.

Vækst og forfald indgik i samme lukkede system og inkluderede også uorganiske ting som stenarter og krystaller, hvis 'vækst' blev beskrevet af den danske naturfilosof Nicolaus Steno (eller Niels Stensen, 1638-1686).

Men vækst var ikke en del af de økonomiske ideer, hvor akkumulation blev beskrevet som enten et onde, skabt af Djævelen, eller et gode, som muliggjorde den velhavendes sociale anerkendelse og bidrag til samfundets almene vel gennem donationer og sponsorater.

Denne form for økonomisk vækst, der trods ligheden med Adam Smiths vækstbegreb er helt afskåret fra tanker om intern vækst, skal forstås i et moralsk eller teologisk perspektiv.

Diskussionerne om tilegnelse af rigdom, ågerrenter og grådighed, som de optræder hos teologen Thomas Aquinas (1225-1274) og humanisterne Poggio Bracciolini (1380-1459), Bernardino af Siena (1380-1444) og Leon Battista Alberti (1404-1472), omhandler moralske overvejelser om, og forsvar for, rigdommes anvendelse i samfundet og menneskets påvirkning. Poggio skrev eksempelvis:

»Uden gerrighed ville byernes storslåethed forsvinde, og kultur og dekorationer ville være væk.«

Økonomisk vækst behandles derfor som et moralsk problem.

LÆS OGSÅ: Tysk økonomisk tænkning under eurokrisen

Naturfilosofi blev udsat for revurdering og genfortolkning

Om ideer om vækst, fremskridt, udvikling og forbedring havde indflydelse på fremkomsten af en ide om økonomisk vækst, kan være svært
– hvis ikke umuligt – at svare på.

Det bedste svar er, at mange vigtige tanker dannede grundlaget for en mere systematisk økonomisk tænkning som forudsætningen for et økonomisk vækstbegreb.

I renæssancen og oplysningstiden blev den antikke viden fra moral til naturfilosofi udsat for revurderinger og genfortolkninger og tilføjet ny viden, der modsat den teoretiske var baseret på erfaringer og eksperimenter katalogiseret som naturens fakta.

Temperaturmålinger, jordbundsblandinger, regler for vævningstæthed, rutekort for sejlende, medicinske urter og behandlinger supplerede den eksisterende teoretiske viden med observerede erfaringer i forsøget på at forbedre den.

Med den gradvise accept af håndværksmæssig viden skabte man samtidig fundamentet for, at produktion kunne forbedres og aftvinges et større udbytte.

LÆS OGSÅ: Skal Danmark kopiere den svenske model?

Tid og historie blev forstået som linære processer

En vigtig udvikling var udviklingen af matematikken som det sprog, hvor systematiseret videnskab kunne beskrives og formuleres.

Gennem matematikken kunne det abstrakte formaliseres og det generelle organiseres i genkendelige og reproducerbare formler, diagrammer og tabeller.

Med Smith, og desuden statsmanden Anne-Robert-Jacques Turgot (1727-1781) og lægen François Quesnay (1694-1774), blev vækst redefineret i en økonomisk forståelsesramme. Tid og historie blev forstået som lineære processer, hvori ubegrænset økonomisk vækst var en mulighed.

For Smith var vækst en elementær følgevirkning af de mest basale økonomiske principper:

Opsparing er normalt, og de, der opsparer, investerer. Med investering opstår derfor akkumulation af kapital.

Krisetider kan medføre at efterspørgslen forsvinder

Befolkningstilvæksten styres af samfundets tilstand, og derfor fører akkumulation til større befolkningstilvækst, flere arbejdspladser og større udbytte.

Arbejdsdelingen havde en vigtig rolle for udbyttes størrelse, men væksten var først og fremmest styret af opsparingen.

I det store hele stod denne ide uimodsagt, indtil økonomen John Maynard Keynes (1883-1946) viste, at opsparing ikke nødvendigvis altid fører til øget vækst.

Krisetider og forbrugsmæssigt mådehold kan medføre, at efterspørgslen forsvinder, så indtægterne falder til et niveau, hvor opsparingen faktisk mindskes på trods af øgede opsparingsrater.

LÆS OGSÅ: Professor: Danske virksomheder er slet ikke innovative nok

Vækst har en grænse - men hvor går den?

To ting er slående ved det økonomiske vækstbegreb:

1. For det første er der tale om et begreb, der er styret af økonomiens interne mekanismer frem for påvirkninger udefra.
   
2. For det andet er der tale om et uorganisk begreb, der udelukkende forholder sig til samfundet eller økonomien selv, i det omfang de er adskilt fra naturen.

Smith mente, at væksten var begrænset af stigende befolkningstilvækst, faldende lønninger og knaphed på ressourcer.

I sidste ende ville det medføre, at arbejdsdelingen ville miste sin effekt og samfundet indfinde sig på et stationært økonomisk stadium.

Det var dog vanskeligt for Smith og andre økonomiske tænkere at svare på, hvornår grænsen ville indfinde sig.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi stadig økonomisk krise?

Oppositionen mod vækst begyndte i 1970'erne

I samfundsmæssige diskussioner og debatter er vækst i dag lig med en forståelse af vækst som bruttonationalproduktet (BNP) som en indikation af ikke bare økonomiens aktivitetsniveau, men samfundets fremskridt og velstand i det hele taget.

Negativ vækst eller nulvækst forstås udelukkende som dårligt for samfundet. Derfor bliver diskussionen om det stationære stadium udskudt i det uendelige, fordi ideen om vækst er blevet en uomgængelig del af den måde, vi definerer og organiserer vores hverdag og samfund.

Den tanke kan vi spore tilbage til Adam Smith og den politiske økonomis fødsel.

Siden 1970’erne er der dog opstået en større og større opposition mod det økonomiske vækstbegreb. En af stemmerne i debatten var tænketanken Romklubben, der bestod af en af række af verdens førende virksomhedsledere, videnskabsfolk, økonomer og politikere.

Romklubbens udgivelse af The Limits to Growth (1972) 
og det efterfølgende voksende fokus på globale klimaforandringer
og ressourceproblemer førte til en række økologisk funderede ideer om vækst.

LÆS OGSÅ: Begrebet 'krise' er konstrueret

'Grøn vækst' er vundet frem

»Vækst i en voksen organisme er ofte en cancer,« skrev den amerikanske forfatter Jonathan Franzen (f. 1959) i sin bog Freedom om problemerne med overbefolkning og presset på naturens ressourcer.

Derfor er nye begreber som 'grøn vækst' og 'bæredygtig vækst' også blevet almindelige termer i den offentlige debat.

De økologiske vækstbegreber er cykliske i deres grundform, idet den økonomiske vækst er indlejret i et system, der tager højde for og skaber en modvægt til det overforbrug af ressourcer, det rene økonomiske vækstbegreb afstedkommer.

LÆS OGSÅ: Skal vi være bekymrede for økonomien efter Brexit?

Et ekstremt eksempel er Cradle to Cradle (C2C)-konceptet, som er udviklet med henblik på at omlægge al produktion i en uendelig cyklus uden affaldsprodukter.

Alle bestanddele skal kunne indgå i en biologisk eller en teknisk livscyklus, hvor de enkelte komponenter aldrig vil blive nedbrudt til affald, men blot indgå i en anden produktion i det uendelige.

Konceptet har modtaget kritik for at være utopisk, men det peger på en tilbagevenden til en aristotelisk forståelse af vækst som værende cyklisk.

Vækst er meget komplekst

Vækst er i det 21. århundrede både noget meget konkret, som vi kan måle og regne os frem til gennem økonomien og matematikken, og noget meget komplekst, vi ikke er færdige med at forholde os til.

Derfor bliver den eksponentielle vækst stadig udfordret af vækstideer, der sætter spørgsmålstegn ved, om de parametre, vi har for menneskelig succes, er holdbare – for ikke at sige bæredygtige – i al fremtid.

I sidste ende kan det vise sig, at gamle Aristoteles havde ret.