Plastikflasker, engangsskrabere, hjulkapsler, plastikposer, tandbørster, bildele, emballage og så videre og så videre.
Ti floder er ansvarlige for op imod 90 procent af alt det plastikaffald, som floder sender ud i verdenshavene. Det viser et tysk studie.
Otte af disse floder ligger i Asien, mens to ligger i Afrika.
Samlet set vælter de 10 floder op imod 4 millioner ton plastikaffald (det svarer til vægten af 11 Empire State-bygninger) ud i verdenshavene om året, og det går hårdt ud over fisk, fugle og havpattedyr.
»Det er overraskende, at så meget plastik kommer fra kun 10 floder. Det peger klart på, hvor vi skal sætte ind i kampen mod plastik i havene,« fortæller manden bag det nye studie, Christian Schmidt, der er forsker ved Helmholtz-Zentrum für Umweltforschung, Tyskland, i en mail til Videnskab.dk.
Studiet er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Environmental Science & Technology.
Omkring en halv milliard mennesker bor ved én flod
At netop disse ti floder forurener så meget skyldes, at de er store, ligger i nogle utroligt tætbefolkede dele af verden, og at håndteringen af affald i byerne langs med floderne er meget mangelfuld.
Eksempelvis bor der 500 millioner mennesker langs den værste af de ti floder, Yangtze-floden i Kina, og i flere millionbyer langs med flodens breder har man endnu ikke fået styr på, hvordan man skal håndtere de store mængder plastikaffald, som byerne genererer.
\ Læs mere
Det betyder, at plastikaffaldet ikke bliver samlet op i gaderne, affaldssorteret og genanvendt, men i stedet ryger ud i Yangtze-floden, hvor det fortsætter med strømmen ud i havet.
»80 procent af alt plastik i havene kommer fra land, og her står floder for en meget stor del, selvom det er svært at sige, præcis hvor meget. Andre kilder er stormafløb (afløb, der kan lede store mængder vand væk under oversvømmelser, red.) og vind, men også naturkatastrofer som Fukushima-tsunamien og Hurricane Katrina sender plastikaffald ud i verdenshavene,« forklarer Christian Schmidt.
\ Her kommer plastikaffaldet i verdenshavene fra:
Landjorden:
- Via floder, naturkatastrofer, vind og stormafløb, der fører vand fra byer ud i havet, når det regner meget.
Havet:
- Ulovlig dumping fra skibe
- Gamle fiskenet
Mange ved ikke, hvad de skal gøre med affaldet
Blandt de mennesker, som arbejder med at rense floder for plastik, kommer det ikke som en overraskelse, at kun få floder er årsag til så stor en del af forureningen.
Det kan de se, når de er ude i verden for at gøre noget ved problemet.
Ét problem er selvfølgelig, at folk smider deres plastikaffald i floderne, men et andet er, at mange lande i netop Afrika og Asien ikke ved, hvad de skal gøre med affaldet, når først de har fisket det op.
»Vi ser ofte, at affaldet bliver samlet op og smidt på lossepladser, der ligger tæt på floderne, og så skal der ikke mere end lidt stærk vind eller et stort regnskyl til at få det tilbage i floderne,« fortæller Neha Mehta, der er manager, special projects, i virksomheden Desmi, som arbejder med netop at rense verdens mest forurenede floder.
Det går fremad
Heldigvis har verden fået mere fokus på det her problem, så landene, hvor de her 10 floder ligger, har tager initiativer for at få gjort noget ved det, fortæller Neha Mehta.
Det gør de ved blandt andet at indlede genanvendelsesprogrammer og fjerne plastikken helt fra flodbredderne.
»Desuden er der også ved at komme mere fokus på det i befolkningen, og det er klart, at hvis floderne bliver renset, så er folk mindre tilbøjelige til at smide nyt affald i dem. Hvis der til gengæld ikke bliver gjort noget ved floderne, er folk også ligeglade,« siger Neha Mehta.

Stor usikkerhed i plastikaffaldsundersøgelser
Undersøgelser af floders bidrag til mængden af plastikaffald i verdenshavene er ofte behæftet med store usikkerheder, og det gælder også det nye studie.
Eksempelvis estimerer forskerne i studiet, at de 10 mest forurenende floder sender mellem 0,4 og 4 millioner ton plastikaffald ud i havene, og der er immervæk en stor forskel på, om det er det ene eller det andet tal.
Et andet studie fra 2017 viste, at 67 procent af flodernes bidrag til plastikaffald i verdenshavene kommer fra 20 floder, og at de 20 floder sender mellem 1,15 og 2,41 millioner ton plastikaffald ud i verdenshavene.
Og hvor stor en del af mængden af den årlige udledning af plastikaffald til havene svarer det så til?
Ja, det kan man faktisk heller ikke svare præcist på, fordi det er der også stor usikkerhed omkring.
Eksempelvis estimerede et helt tredje studie i 2015, at det kan dreje sig om alt mellem 4,8 og 12,7 millioner ton.
4 millioner ton kan altså betyde næsten det hele, mens 0,4 millioner ton kan betyde en brøkdel.
De store usikkerheder gør dog ifølge Christian Schmidt ikke den store forskel.
»Uanset om vi taler om 0, 4 millioner ton eller 4 millioner ton, er det stadig alt for meget. Det er dog sikkert, at størstedelen kommer fra de her 10 floder,« siger han.
\ Verdens ti mest forurenende floder, når det gælder plastikaffald, er:
Asien:
- Yangtze
- Den Gule Flod
- Hai He
- Perlefloden
- Amur
- Mekong
- Indus
- Ganges
Afrika:
- Niger
- Nilen
Affaldshåndtering er vejen frem
Det nye studie peger på, hvor vigtig affaldshåndtering i byer langs med floder er i forhold til at begrænse mængden af plastikaffald i verdenshavene.
Når så stor en del af plastikaffaldet øjensynligt kommer fra kun 10 floder, er det også klart, hvor det vil være et godt sted at sætte yderligere ind.
Det drejer sig dog ikke kun om at sætte store net ud, som kan samle affaldet op ved flodmundingerne.
I stedet skal der fokus på affaldshåndteringen i de byer, som ligger ud til floderne, så man kan tage fat om selve roden af problemet.
»Vi skal have et velfungerende affaldshåndteringssystem på plads over det hele. Affaldet skal væk fra gaderne, og så skal det sorteres og ideelt set genanvendes. Selv forbrænding kan dog forhindre plastikaffaldet i at nå havene,« forklarer Christian Schmidt.
Vil give mindre plastik i havet
Christian Schmidt estimerer, at hvis man får reduceret mængden af plastikaffald i de 10 omtalte floder (du kan finde dem i listen her i artiklen) med 50 procent, vil man kunne reducere mængden af plastikaffald i havet, som kommer fra floder, med 45 procent.
»Det, som vi har fundet, er, at der er en klar sammenhæng mellem mængden af affald i floder og fejlhåndtering af affald i de byer, som ligger ud til floderne. Derfor skal der gøre noget ved det,« siger Christian Schmidt.
\ Læs mere
\ Kilder
- Christian Schmidts profil (Helmholtz-Zentrum für Umweltforschung)
- Neha Mehtas profil (Desmi)
- Export of Plastic Debris by Rivers into the Sea, ‘Environmentalt Science and Technology (2017), doi: 10.1021/acs.est.7b02368
- River plastic emissions to the world’s oceans, ‘Nature Communications’ (2017), doi: 10.1038/ncomms15611
- Plastic waste inputs from land into the ocean, ‘Science’ (2015), doi: 10.1126/science.1260352
\ Sådan gjorde forskerne:
I det tyske studie har forskerne undersøgt sammenhænge mellem affaldssortering i de områder, som ligger opstrøms i forhold til 57 af Jordens største floder.
Dataen om affaldshåndtering har de sammenholdt med målinger af mængden af affald i floderne og fundet en sammenhæng:
Jo dårligere affaldshåndtering, des mere plastikaffald i floderne.
Sammenhængen mellem affaldshåndtering og plastikforurening har de brugt til at udregne, hvor meget plastik 1.500 floder rundt om i verden sender ud i havene.
Sådan her: Hvor mange mennesker bor der ved en given flod? Hvor meget plastik forbruger de? Hvor gode er de til at affaldshåndtere plastikken? Hvor meget plastik ryger der så ud i floden?
Da de kiggede på alle tallene, så de, at de 10 mest forurenende floder står for omkring 90 procent af alt det plastikaffald, som bliver sendt via floder ud i havene.
Læs også: Spiselig plastik og vand lavet af luft: Geniale opfindelser ved dansk designpris
Læs også: TED Talk: Kan en rokke-støvsuger rense havene for plast?