I 2017 gjorde Amelia Penny, en kandidatstuderende ved Edinburghs Universitet, sit livs fund, da hun ledte efter dinosaurknogle langs kysten på Skotlands Isle of Skye:
Fossilet af den største pterosaur, også kaldet flyveøgle, der nogensinde er fundet fra juraperioden (201,3 til 145 millioner år siden).
Efter en begivenhedsrig udgravning, hvor fossilet næsten blev skyllet væk af tidevandet, har forskere studeret dets anatomi og er kommet frem til, at der er tale om en hidtil ukendt art.
Der er tale om et monster af en pterosaur (der i øvrigt ikke er en dinosaur, men tilhører en helt anden biologisk orden), med et vingefang på 2,5 meter, hvilket var en enorm størrelse i juratiden.

»[Fossilet] fortæller os, at pterosaurer blev større meget tidligere, end vi troede. Længe før kridtperioden, hvor de konkurrerede med fugle - og det er enormt vigtigt,« fortæller seniorforsker Steve Brusatte, professor og formand for palæontologi og evolution ved Edinburghs Universitet, i en pressemeddelelse.
»Dearc Sgiathanach (som den nyfundne art er navngivet, red.) er et fantastisk eksempel på, hvorfor palæontologi aldrig vil holde op med at være forbløffende,« siger Natalia Jagielska, ph.d.-studerende på Edinburghs Universitet School of GeoSciences, i pressemeddelelsen.

»For at kunne flyve havde pterosaurer hule knogler med tynde knoglevægge, hvilket gjorde deres levninger utroligt skrøbelige og uegnede til at blive bevaret i millioner af år,« fortæller Natalia Jagielska videre i pressemeddelelsen.
»Alligevel forbliver vores skelet, cirka 160 millioner år efter dets død, i næsten uberørt tilstand og næsten komplet. Dens skarpe fiskesnapper-tænder bærer stadig et skinnende emaljebetræk, som om han var i live for få uger siden,« uddyber hun.

Eksemplaret vil blive føjet til Scotlands National Museums samlinger til yderligere undersøgelse.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Current Biology.
































