Narhvalen (Monodon monoceros) er kendt for sin lange spiralformede stødtand, der kan blive op til tre meter lang, og som sender tankerne hen på den mytiske enhjørning.
Man mener, at den lange stødtand spiller en rolle, når hvalerne konkurrerer om parringspartnere, men tandens anvendelse og funktion bliver stadig diskuteret, fordi få mennesker har observeret, hvordan hvalen bruger stødtanden.
Nu har forskere præsenteret det første bevis på, at narhvaler også bruger deres lange stødtænder til at lege og påvirke adfærden hos deres bytte.
Det skriver Florida Atlantic University i en pressemeddelelse.
Med droneoptagelser har de fanget 17 forskellige adfærdsmønstre hos hvalerne, der blandt andet viser, hvordan narhvalen bruger sine stødtænder til at lamme og muligvis dræbe sit bytte, arktisk ørred (Salvelinus alpinus).
»Vores observationer giver klart bevis på, at narhvaler jager fisk og bruger deres stødtænder til at interagere direkte med fisken og påvirke dens adfærd,« siger Greg O’Corry-Crowe, ph.d. og hovedforfatter i pressemeddelelsen.
»Denne unikke undersøgelse, hvor vi satte en feltlejr op og brugte tid på at filme narhvaler med droner, giver mange interessante indsigter og giver et fugleperspektiv på deres adfærd, som vi aldrig har set før,« siger Cortney Watt, ph.d og medforfatter i pressemeddelelsen.

































