Resultaterne strider tilsyneladende mod sund fornuft.
Når solen lyser svagere, bliver det varmere på Jorden! Modsætningen kan forklares med, hvilken type solstråler, der er tale om.
Det viser sig, at selv om strålingen totalt set aftager lidt, bliver der lidt flere af de stråler, vi kan se, nemlig det synlige lys. Og det er overraskende.
Det lys opvarmer de nederste luftlag og gør altså Jorden lidt varmere. Men der er også en anden og vigtigere mekanisme inde i billedet.
Mindre UV giver mere ozon
Når solen lyser svagere, aftager den ultraviolette stråling meget mere end hidtil antaget.
Mindre UV-stråling fører til, at der dannes mere ozon i de højere lag af atmosfæren og mindre i de lavere lag.
Dette kan ændre på, hvor energien fra UV-strålingen ender som varme i atmosfæren.
Den pulserende sol
At solen ikke lyser lige stærkt hele tiden, har man vidst længe. Den pulserer svagt i en cyklus på 11 år.
Hvert 11. år er der det maksimale antal solpletter. På de tidspunkter lyser solen også lidt kraftigere. Det kaldes solmaksimum og sker altså hvert 11. år.
Mellem hvert solmaksimum ligger et solminimum, som nu altså kan vise sig at give andre effekter på klimaet end tidligere antaget.
Kemisk indvirkning på atmosfæren
De nye resultater kommer fra data, som satellitten Solar Radiation and Climate Experiment (SORCE) har indhentet i perioden 2004 til 2007.
I denne periode var solen på vej fra sidste solmaksimum i 2002 til næste solminimum.
Reduktionen i solens UV-stråling var fire til seks gange større end tidligere antaget. Denne reduktion blev delvist modvirket af, at mængden af synligt lys blev øget. Denne forøgelse hen imod et solminimum var overraskende.
\ Fakta
Joanna Haigh fra Imperial College i London og hendes kolleger har beregnet, hvordan de nye værdier for strålingen virker på atmosfæren.
Blandt andet har de fundet ud af, at de overraskende høje UV-værdier omkring solmaksimum giver mere af nogle kemisk meget aktive stoffer, som nedbryder ozon i de øvre lag af atmosfæren.
Derfor bliver der mindre af klimagassen ozon under solmaksimum og mere under solminimum.
Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Nature.
Speciel periode
»Den seneste solperiode har været speciel. Det sidste solminimum i 2009 varede længere og var dybere end normalt. Derfor er det muligt, at disse resultater ikke er typiske for tidligere solperioder,« siger solfysikeren Pål Brekke ved Norsk Romcenter.
Han understreger også, at dataindsamlingen kun dækker over en kort periode, og at man er nødt til t undersøge lange tidsperioder.
»Disse resultater tvinger os til at erkende, at vi endnu ikke forstår alle de mulige mekanismer i solens indvirkning på klimaet,« siger Pål Brekke.
Mangler teorier
»Solstrålingen varierer totalt set alt for lidt mellem solmaksimum og solminimum til at klimaet burde blive særlig påvirket,« siger Bjørn Samset, der er fysiker og klimaforsker.
»Alligevel har vi en del analyser, som tyder på, at disse variationer kan have betydning for klimaet. Hvordan det i så fald foregår, ved vi ikke,« fortæller han.
Årsagen ligger formentlig i netop sådan nogle variationer mellem forskellige typer stråling, som forskerne har påvist.
»Vi har brug for endnu bedre teorier for, hvordan solen påvirker klimaet på Jorden,« siger Bjørn Samset.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
