NASA har for første gang i historien fået et glimt af en galakses fødsel. Lyset fra den nyfødte galakse, som NASA observerede gennem deres teleskoper Hubble og Spitzer, blev sendt ud for 11 milliarder år siden, hvilket er omkring 3 milliarder år efter Big Bang.
Galaksen er en boblende heksekedel
Billederne af galaksen giver derfor et unikt indblik i, hvordan en galakse tager sig ud i et meget tidligt stadie. Og det er bestemt ikke kedeligt.
»Det er et meget ekstremt miljø. Det er ligesom en middelalderlig heksekedel, der smeder stjerner. Der er en masse turbulens, og det er boblende. Hvis du befandt dig derinde, ville nattehimlen være oplyst af unge stjerner, og der ville være en masse støv, gas og rester fra eksploderende stjerner. Det er fascinerende at se på,« siger studiets leder, Erica Nelson fra Yale University i en pressemeddelelse fra NASA.
Galaksen er blevet døbt 'Sparky' - energisk - fordi den producerer stjerner i et forbløffende tempo. Selvom Sparky kun fylder en lille brøkdel af Mælkevejen - vores egen galakse - indeholder den dobbelt så mange stjerner.
Vi har aldrig set noget lignende
Forskerne bag opdagelsen har regnet sig frem til at Sparky producerer omkring 300 stjerner årligt, hvilket får Mælkevejens stjerneproduktion til at blegne – der bliver kun produceret 10 stjerner om året i galaksen, der blandt andet huser vores lille solsystem. Sparkys intense stjerneproduktion og kompakte stjerneindhold forbløffer Erica Nelson.
»Vi har virkelig ikke set en formations-proces, der kan skabe ting, der er så tætte før. Vi formoder, at denne dannelsesproces er et fænomen, der kun fandt sted i det tidlige univers, fordi det tidlige univers var meget mere kompakt som helhed. I dag er universet så diffust, at det ikke kan skabe sådanne genstande længere,« siger Erica Nelson i en pressemeddelelse fra NASA.
Forskerne tror, at Sparky fortsatte sin eksplosive stjerneproduktion i omkring en milliard år for derefter at blive en større, elliptisk galakse ved at optage andre små galakser.
Her kan du se en video, der viser, hvordan Sparky bliver fundet i mylderet af fjerne galakser gennem Hubble-teleskobet
Zoom into a distant galaxy core in the Hubble GOODS North field from HubbleESA on Vimeo.
































