Når Morten Meldal vågner om morgenen, tænker han på sin forskning.
Han tænker også på, hvad han vil sige til sine studerende på Kemisk Institut, så de får det bedste ud af dagen i undervisningslokalet sammen med ham.
Undervisningsdage er der mange af, og den 4. oktober 2022 er ingen undtagelse. Det er en ganske almindelig tirsdag. Den følgende dag bliver det annonceret, hvem der modtager årets Nobelpris i kemi, så om aftenen afholder instituttet den årligt tilbagevendende begivenhed ‘Nobel Crystal Ball’.
En festlig aften, hvor de studerende og deres undervisere ‘kigger i krystalkuglen’ og i fællesskab beslutter, hvem der fortjener at modtage årets nobelpris.
Det foregår sådan, at fem professorer fremlægger en kandidat hver. Tre professorer er udpeget til at kritisere de fem for deres valg, og på den baggrund skal de studerende stemme om, hvem, de tror, får Nobelprisen.
I år var det den amerikanske kemiprofessor Carolyn Bertozzi, der blev de studerendes valg, og de ramte plet, for dagen efter blev hun ringet op af den svenske nobelkomite.
En banebrydende opdagelse
»Det var slet ikke faldet mig ind, at det skulle være mig,« siger kemiprofessoren, der har opnået den højeste anerkendelse, en forsker kan få - at modtage en nobelpris for sit arbejde.
Da Videnskab.dk besøger Morten Meldal er det blevet torsdag, dagen derpå. Inden vi kan sætte os ved bordet på hans kontor, må han først flytte blomsterbuketter, gaver og lykønskningskort.
Skråt over for kontoret ligger »det bedste laboratorium på Københavns Universitet.« Det er, står det lysende klart i løbet af besøget, det sted han allerhelst vil opholde sig.
»Jeg havde regnet med, at - nå ja - det der klik-kemi er nok blevet for mainstream, og det er jo længe siden, jeg fandt reaktionen,« siger han om den banebrydende opdagelse, der er grunden til den store hæder.
Du kan læse mere om, hvordan klik-kemi fungerer i artiklen 'Hvad er klik-kemi?'.
Reaktionen, som altså bærer navnet klik-kemi, opdagede Morten Meldal for omkring 20 år siden, og han har brugt den dagligt lige siden. I lighed med kemikere verden over.
\ Banebrydende forskning
Klik-kemi fungerer som en handy 'lim' til at sætte molekylder sammen. Morten Meldal og Christian W. Tornøe, der i sin tid havde reaktionen som sit ph.d.-projekt, publicerede sammen detaljerede beskrivelser af den kemiske reaktion:
Meldal og Tornøes første artikel om klik-kemi udkom i 2001. Anden artikel udkom året efter.
Sharpless og kolleger publicerede i 2002 deres artikel om klik-kemi. De fandt reaktionen samtidig, men uafhængigt af hinanden.
Med klik-kemi kunne man pludselig noget, man aldrig havde kunnet før: Man kunne samle molekyler med forskellige egenskaber med et klik, og ved samlingen fik klikket ikke nogen øvrig indflydelse på molekylerne.
Til det bruger man en såkaldt katalysator. Katalysatoren er det element, der får noget til at reagere i kemi. I klik-kemi bruger man kobber som katalysator.
Kobberet fungerer som en samlestation, forklarer Morten Meldal og tegner eksemplet i luften foran sig. Hans hænder griber fat i forestillede molekyler og viser, hvordan de trækkes sammen på midten.
Klik.
Tilfældet, han greb
Egentlig forsøgte Morten Meldal at lave en helt anden kobling, dengang for 20 år siden, da klik-kemien åbenbarede sig.
Han havde arbejdet med en meget reaktiv kemisk gruppe. Det vil, med Morten Meldals ord, sige, at den »dansede rundt og var meget spændt på at komme af med sin energi« ved at reagere med de andre komponenter.
»Men der skete nul i den kobling. I stedet blev der dannet et helt nyt produkt, og vi havde stadig energien til rådighed til at lave en reaktion efterfølgende. Det var en stor opdagelse,« siger han.
Amerikanske Barry Sharpless, den ene forsker, han deler Nobelprisen med, opdagede reaktionen samtidig, og Carolyn Bertozzi, der udgør sidste del af trekløveret, har taget klik-kemien skridtet videre ved at føre reaktionen ind i levende organismer.
Hendes bidrag kaldes bioorthogonal kemi. Det går, kort fortalt, ud på at finde et alternativ til kobber i reaktionen. Levende organismer har nemlig ikke godt af kobber i store mængder.
Hendes teknik er, med kemisk syntese, at gøre et lige klik-molekyle til en ottekant. Ottekanten er mere reaktiv, og det får molekylerne til at klikke uden kobber.
Kemikerens næste mål
Selvom en nobelpris sætter en fed streg under, hvor stor en opdagelse, Morten Meldal og hans forskerkolleger har gjort, er hans helt store håb, at klik-kemien kan blive ved med at åbne døre.
Verden er i krise, og der er ingen tvivl om, hvilke udfordringer, Morten Meldal mener, kemien skal løse nu.
»Sammen med biologi vil kemi være det, der skal til for at løse alle de problemer, vi har i klimakrisen. Vi skal have nye planter, der kan gro i tørre områder, vi skal have ting, som kan vende tørke til regn, vi skal have nye vindmøllevinger, som ikke er umulige at komme af med igen, når de går i stykker, vi skal have nye overflader, som gør, at vores beton kan holde til, at der kommer stormflod, uden at den bliver saltet og går i stykker,« siger han og fortsætter:
»Der er rigtig mange problemer, der skal løses ude i den store verden, og det er kemikere, der har det rigtige perspektiv på alle de løsninger, fordi kemi er vores virkelighed. Vi er selv kemi.«
Et ganske almindeligt menneske
Ambitionerne er store, men Morten Meldal er også »sådan et ganske almindeligt menneske«, der godt kan godt lide havearbejde, elsker sin familie og tit kommer for sent ud af døren.
Og så spiller han musik. På væggen på hans kontor hænger to guitarer, han selv har lavet ud af egetræ.
»Da jeg var ung hjalp jeg en skovrider med at lægge hele hans skov ind i et program, så han fik en elektronisk oversigt over sin skov, og så fik jeg som gave for det arbejde et egetræ, der var skåret ud i seks centimeter tykke skiver,« fortæller han og peger i retning af instrumenterne.
»Hele molevitten er lavet ud af ét stykke træ.«
Siden onsdag har han været et ganske almindeligt menneske med en nobelpris. Københavns Universitet fik travlt med at holde pressemøde, champagnepropperne sprang, og torsdag sidder der stadig et par flag fast i loftslamperne.
Morten Meldal er vendt tilbage til undervisningslokalerne for »undervisningen bliver ikke aflyst, bare fordi man får en nobelpris,« og torsdag er hans lange dag med lektioner til ud på eftermiddagen.
Det er undervisningen og forskningen, der er hans passion. Tilfredsstillelsen ved at være noget for andre.
Vi slutter af med en rundvisning i laboratoriet. Morten Meldal ifører sig kittel og smelter ind i sit rette element.
»Der er ikke noget større end Nobelprisen, og du spurgte tidligere, hvordan jeg vil holde den kørende nu?«
»Som du kan høre, er det, der interesserer mig allermest, at være herinde i laboratoriet, så det er slet ikke noget problem,« siger han.
\ Læs mere
\ Læs mere
