Islandsk fortidsfugl kan lære os, hvordan vi skal løse biodiversitetskrisen

3. juni 1844 på den lille klippeø Eldey ud for den islandske sydvestkyst blev den islandske gejrfugls allersidste ynglepar dræbt af tre islandske fiskere.

Fuglene blev kvalt af Jón Brandsson og Sigurður Ísleifsson, og under tumulten kom Ketill Ketilsson, den tredje fisker, til at jokke på det sidste æg med sin støvlehæl.

Fuglearten var dermed definitivt uddød.

Gejrfuglen er det første dokumenterede eksempel på menneskets udryddelse af en dyreart, og dens skæbne kan derfor lære os en masse om, hvordan vi bør forholde os til den menneskeskabte biodiversitetskrise i dag.

Det mener den islandske antropolog og professor ved Islands Universitet, Gísli Pálsson, der har forsket i gejrfuglens uddøen i mere end to år. Næste år udgiver han en bog om fuglen.

»Selvom gejrfuglen er et smalt tilfælde, der kun har udgangspunkt i en art og dens uddøen, har den på flere måder en bred relevans for de kriser, vi står overfor i dag,« fastslår han, da Videnskab.dk møder ham i København.

Dyr er viklet ind i menneskets historie

Gísli Pálsson argumenterer for, at humanioraen, og i hans eget tilfælde antropologien, kan spille en større og vigtigere rolle i vores forståelse af den menneskelige påvirkning af biodiversitetskrisen.

Det står gejrfuglen som et eksempel på.

Gejrfuglens uddøen er nemlig så viklet ind i menneskets historie, at den aldrig ville kunne forstås strengt naturvidenskabeligt.

Begyndelsen på enden for den islandske fugl startede allerede i 1500-tallet - langt før 1844 - da en stor population af den præmature pingvin, der ikke kan flyve, blev opdaget i Newfoundland i Canada og hurtigt blev et populært bytte blandt europæiske kolonister.

»Gejrfuglen havde fået en status, der gjorde, at europæiske sømænd i 15- og 1600-tallet begyndte at jage dem, spise dem og sælge dem i tusindvis. Derfor bliver man nødt til at træde væk fra den smalle islandske kontekst og de sidste to ynglefugle, hvis man vil forstå dens uddøen,« fortæller Gísli Pálsson.

Efter århundreders hæmningsløs jagt på gejrfuglen, gik det så småt op for naturforskere i begyndelsen af 1800-tallet, at den var truet. Men det ledte ikke til en større beskyttelse af den - tværtimod.

I stedet var den i endnu højere kurs, og europæiske museums- og videnskabsfolk intensiverede jagten på fuglen, for at få fingre i et udstoppet eksemplar, inden det var for sent.

De tre islandske fiskere, der endeligt gjorde det af med fuglen, var eksempelvis også betalt af den danske fuglesamler Carl Siemsen.

LÆS OGSÅ: Biodiversitet: En million arter er truede – men vil det skade mennesket?

Kan ikke nøjes med naturvidenskab

Udryddelsen af gejrfuglen er altså spundet ind et netværk af kulturelle begreber som europæisk kolonialisme samt vores historiske forståelse af statussymboler, luksus og jagt og meget andet - det samme gælder for udryddelsestruede dyr i dag.

Når vi skal forstå, hvordan og hvorfor dyrearter uddør i dag, kan vi derfor ikke kun nøjes med at undersøge de biologiske processer, studere de allersidste eksemplarer og organismer i afgrænsede områder eller følge populationerne gennem tal og grafer.

»I dag skratter man meget ofte kun i overfladen og noterer sig statistikkerne for forskellige arter. ‘Her er der tilbagegang, der er der tilbagegang’,« fortæller Gísli Pálsson.

»Men vi må forstå biodiversiteten i andet end tal og grafer. Vi skal bestræbe os på at forstå hele netværket af forbindelser omkring en art. Meget arbejde med udryddelse bliver for fremtiden nødt til i højere grad at ske på tværs af mange discipliner,« fastslår han.

Man kan ikke undersøge biodiversitetskrisen i den antropocæne tidsalder uden at inddrage antropologi og andre menneskevidenskaber. Humaniora skal på banen!

Men hvordan? Det kan Gísli Pálssons arbejde med gejrfuglen gøre os klogere på.

LÆS OGSÅ: Store huller i data om trusler mod biodiversitet

Akavet Islands-tur

Gísli Pálssons granskning af gejrfuglens historie begyndte på et bibliotek ved Cambridge University i England for cirka tre år siden.

Her havde Gísli Pálsson næsen begravet i et lille højhus af støvede dokumenter, der tilsammen udgør ‘Gare-Fowl Book’-manuskriptet - ‘Gare-Fowl’ var datidens britiske navn for gejrfuglen, i dag siger man ‘great auk’.

»Manuskripterne har faktisk været kendt i lang tid og er ofte blevet citeret af fugleforskere og andre til ret smalle formål. Det slog mig, at ingen er rigtig dykket ned i dem,« husker Gísli Pálsson.

Manuskriptet, der består af over 900 sider fordelt i 5 bind - alt sammen håndskrevet - beskriver de to britiske videnskabsmænd John Wolley og Alfred Newtons mere end to måneder lange rejse til Island for at finde gejrfuglen.

Gejrfuglen er ofte blevet beskrevet som klodset og akavet i sin gang, og akavet er også ordet, der bedst beskriver følelsen, de to videnskabsmænd må have haft, da de ved ekspeditionens begyndelse i 1858 fandt ud af, at gejrfuglen havde været uddød siden 1844.

Med denne opdagelse blev deres ekspedition en fortælling om noget helt andet.

LÆS OGSÅ: Biologer frygter ukritisk forskning i biodiversitet

Gejrfuglen satte udryddelse på agendaen

I stedet for at lede efter en fugl, der ikke længere fandtes, gav de sig nemlig til at undersøge, hvordan den var blevet udryddet. De interviewede hundredvis af lokale og rejste rundt for at besøge fuglens sidste ynglesteder.

Efter to måneders rejse på Island havde de helt utilsigtet skabt den første detaljerede rapport omkring udryddelsen af en dyreart.

»Siden da, og selv i dag, har der ikke været udarbejdet nået så detaljeret som den,« fortæller Gísli Pálsson.

»Der er hundredvis af sider baseret på interviews med islandske fiskere, der deltog i de sidste ekspeditioner og jagter, der var med til at udrydde gejrfuglen. Der er detaljerede beskrivelser af de allersidste drab på fuglen,« tilføjer han.

LÆS OGSÅ: Mennesket har aldrig levet i pagt med naturen

Fortællingen om gejrfuglen er på den måde en historisk milepæl, fordi den markerer et tidspunkt, hvor uddøen af arter for første gang blev et tema, man begynder at interessere sig for.

Gejrfuglen satte således udryddelsen af arter på agendaen.

»Man kan tale om udryddelse af dyr, eller interessen for den i videnskaben fødes i slutningen af 1800-tallet. Det var knap nok et tema før. Ordet (extinction, red.) stammer fra 14- eller 1500-tallet, men det var ikke noget, der vakte nogen særlig interesse,« forklarer Gísli Pálsson.

John Wolley, der var den drivende kraft bag manuskriptet, døde i 1859 et år efter udgivelsen og nåede aldrig at høste frugterne af arbejdet.

Alfred Newton blev til gengæld den første professor i zoologi ved Cambridge University, en aktiv forsker i arters udryddelse og engageret miljøforkæmper.

LÆS OGSÅ: Geoengineering kan smadre klodens biodiversitet

Antropologisk metode gav ny forståelse

‘Gare-Fowl-Books’-manuskripterne er et mønstereksempel på, hvordan en antropologisk tilgang til en dyrearts uddøen kan give nye og brugbare indsigter, fortæller Gísli Pálsson.

Charles Darwins ‘Arternes oprindelse’ udkom i 1858 - samme år som ‘Gare-Fowl-Book’ - og det dominerede forestillingen om, hvorfor arter uddør.

»Darwin sagde, at uddøen er én lang og naturlig begivenhed, hvor arter erstatter hinanden som i et artstræ. Det handler bare om evolution, naturen går sine egne vegne. Den arv lider vi stadig under i dag,« forklarer Gísli Pálsson.

Der er ofte en fascination af de sidste dyr, der er tilbage, fortæller han. Som for eksempel når forskere fulgte det sidste eksemplar af en sjælden snegl på Hawaii, der blev erklæret uddød i januar i år.

LÆS OGSÅ: Store opdagelser: Darwin og evolutionslæren

Men Alfred Newton, der var venner med Darwin og tilhænger af hans evolutionsteori, gik i rette med den forståelse af uddøen.

»Newton krediteres i dag for at præsentere et andet syn på udryddelsen, der er radikalt anderledes fra Darwins. Det var et moderne perspektiv, der anerkendte, at der både er kulturelle kræfter og naturlige kræfter i spil,« uddyber Gísli Pálsson.

»Newton sagde, at uddøen er en længerevarende proces. Det handler ikke kun om evolution og de sidste to gejrfugle, der dør i 1844, eller om de sidste organismer, der forsvinder,« pointerer han.

LÆS OGSÅ: Rapport hævder, at koalaen er 'funktionelt uddød' - hvad betyder det?

På skuldrene af Newton

Gísli Pálsson undersøgelse af gejrfuglens står på skuldrene af Wolley og Newtons arbejde.

Han har taget udgangspunkt i ‘Gare-Fowl-Books’-manuskripterne, og de spiller en central rolle i hans forskning. Men manuskriptet beskriver kun Newton og Wolleys to måneder lange ekspedition til Island.

At koloniale sømænd fra Europa drev rovdrift på gejrfuglen, og at den måske allerede var udryddelsestruet i 1500-tallet, har Gísli Pálsson selv gravet frem gennem bunker af historiske kilder og interviews som et led af sin forskning.

Én central kilde har eksempelvis været den danske naturforsker og zoolog Japetus Steenstrup 'Bidrag til Gejrfuglens Naturhistorie', der blev udgivet ét år efter 'Gare-Fowl Books' i 1857.

LÆS OGSÅ: Humanioras fremtid er tværdisciplinær

Tilgang kan bruges på truede dyr i dag

Ifølge Gísli Pálsson selv, står hans arbejde som et eksempel på, hvad han - og mange andre - kan bidrage med som humanist med interesse for biodiversitetskrisen i dag.

For tænk sig blot, hvad vi kunne have stoppet, hvis vi havde været bevidst om, at fuglen var truet på eksistensen, da de europæiske sømænd begyndte at jage den vildt flere århundreder før, de sidste to døde.

Og tænk sig blot, hvordan den tilgang kan give indsigter i dyrearter, der er udryddelsestruet i dag.

Men hvordan ville du konkret gå til værks med en anden art i dag?

»Jeg kunne forestille mig, at hvis jeg gik ud i felten, og jeg hørte om en fugl, der var truet, så ville jeg opsøge den, dér hvor den findes og undersøge, hvordan mennesker på en eller anden måde er involveret i det her. Som antropolog er man interesseret i folks narrativer. Så jeg ville tale med folk, og så ville jeg se, om jeg kunne skabe et system eller mening ud af, hvordan de forstår og behandler fuglen,« forklarer Gísli Pálsson og tilføjer:

»Jeg ville samtidig dokumentere, hvordan andre netværk og relationer til andre dyr spiller ind, og så ville jeg forsøge at kortlægge, hvor truslerne for arten findes. Jeg ville spørge mig selv, hvorfor vender de ikke tilbage til deres ynglesteder, hvad sker der med æggene og på den måde forstå fuglenes vaner. Men ofte med antropologi kan man ikke rigtig forudse, hvor man ender henne.«

Hvordan løser det biodiversitetskrisen i dag, at forskere er mere opmærksomme på at arbejde holistisk og interdisciplinært på den måde?

»Det er det vanskelige spørgsmål. Jeg har ikke et stort og endeligt svar på, hvordan biodiversitetskrisen kan løses. Men jeg tror på, at antropologer og mange andre forskere kan hjælpe med at tracke alle de her netværk af fugler, dyr og planter, der står til at forsvinde, og det er en begyndelse, når vi skal lede efter løsninger.«

LÆS OGSÅ: Sådan redder vi dyrelivet: Inddrag en tredjedel af landjorden

»Flere arbejder på tværs af discipliner«

Henrik Balslev, der er professor i biologi ved Aarhus Universitet, var på plads i Den Sorte Diamant.

Han forsker selv i etnobotanik, som er en tværdisciplinær forståelse af, hvordan menneskers anvendelse af planter, påvirker planternes udbredelse og liv, og han mener Gísli Pálssons budskab er vigtigt, selvom han ikke vil kalde det for en ‘nyhed’.

»Skelnen mellem humaniora og naturvidenskab giver ikke mening i vores tilgang til biodiversitet,« fortæller Henrik Balslev.

»Flere og flere arbejder på tværs af discipliner. Og flere biologer samarbejder med antropologer, men det halter bagefter i forhold til den hastighed, som biodiversiteten bliver brudt ned med,« påpeger han.

LÆS OGSÅ: Professor: Politikerne værdsætter ikke vores biodiversitet

Én pointe ligger i, som Gísli Pálsson påpeger, at vi gennem et øget fokus på, hvordan mennesker påvirker naturen, kan finde løsninger på biodiversitetskrisen, som man ikke tidligere ville kunne have set.

En anden pointe ligger i det oplysende arbejde, som en bredere fremgangsmåde ifølge Henrik Balslev bidrager til.

»Biodiversiteten trues i høj grad, fordi folk er uvidende,« siger Henrik Balslev, der selv forsker i lande som Thailand, Colombia og Ecuador, hvor biodiversitet ikke har særlig høj prioritet.

»Biodiversiteten trues simpelthen, fordi man i rigtig mange lande ikke kender til naturens værdi. Mange planter og dyr uddør uden et specifikt mål. Ingen gør det specifikt for at udrydde arterne, men det sker bare. Det var også det, der skete med gejrfuglen,« fortæller Henrik Balslev.

LÆS OGSÅ: Menneskers indblanding skaber falsk biodiversitet

»Vi kommer til at tænke med gejrfuglen«

Også Andreas Roepstorff, der er uddannet biolog og professor ved Aarhus Universitets interdisciplinære og biosociale ‘Interacting Minds Centre’, var til stede under Gísli Pálssons forelæsning.

Han var meget begejstret for islændingens arbejde med gejrfuglen, som han tror kommer til at sætte sine spor i fremtiden.

»Når den her bog udkommer, så kommer vi til at tænke med gejrfuglen. Kompleksiteten i den historie, ville man kunne genkende hos andre arter, og det bliver en vaccine mod simple løsninger,« forklarer han.

Det imponerende i Gísli Pálssons arbejde findes i hans måde at overskue og udrulle en konkret fortælling om gejrfuglen til noget, der i sidste ende bliver et meget stærkt argument for, hvordan vi skal forholde os til masseuddøen i dag.

»Hvordan begynder man at forstå, at noget uddør. Det var noget, man har kæmpet meget med at forstå i biologien. Hvordan kan vi tænke det som noget, der ikke foregår automatisk, men noget vi kan med- og modvirke til,« fortæller Andreas Roepstorff.

Andreas Roepstorff tilføjer samtidig, at man ikke kan overføre Gísli Pálssons måde at kortlægge gejrfuglens uddøen på én til én til andre arter, men at man for fremtiden kan lade sig inspirere af hans fremgangsmåder, men pointerer han:

»Fortællingen om gejrfuglen gør, at man får noget at tænke med.«

Gísli Pálsson udgiver en bog om gejrfuglen i 2020 - i første omgang på islandsk.

Han har tidligere skrevet bogen 'Hans Jonathan - Manden som stjal sig selv' om den frigjorte slave Hans Jonathan, der udkom på dansk i 2017. Du kan læse en omtale af bogen på Forskerzonen.

Du kan se hele Gísli Pálssons foredrag fra Den Sorte Diamant her.

LÆS OGSÅ: Professor: Naturvidenskabelige uddannelser bør undervise i humaniora

LÆS OGSÅ: Da temperaturen faldt, fik livet fart på

LÆS OGSÅ: Professor: Drop kampen for de grønne enge – den kan koste biodiversitet