Den globale opvarmning får havisen til at skrumpe, og afsmeltningen spiller en langt større rolle for fastlandets og havets evne til at optage og frigive drivhusgasser end hidtil antaget.
Det konkluderer en nordisk forskergruppe efter at have gennemgået hele den videnskabelige litteratur på området. Resultaterne er netop publiceret i en overbliksartikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change.
»Videnskabens centrale budskab er, at det kommer til at betyde rigtig meget for udvekslingen af drivhusgasser i Arktis, at havisen nu forsvinder. Afsmeltningen påvirker ikke kun havets evne til at optage og frigive drivhusgasser – det spiller også en overraskende stor rolle for landjordens udveksling,« siger seniorforsker Lise Lotte Sørensen fra Aarhus Universitets arktiske forskningscenter i Roskilde.
Hav og land er ikke adskilt
Lise Lotte Sørensen og hendes kolleger har i mange år koncentreret sig om at udforske udvekslingen af drivhusgasser mellem atmosfære, havisen og det underliggende hav. De seneste år er de også begyndt at interessere sig for, hvad forskergrupper, der har fokus på landområderne, har fundet ud af. Den nysgerrighed motiverede dem til at gå litteraturen igennem for at se, i hvor høj grad områderne spillede sammen.
»Det er først nu, at vi har tilstrækkelig viden til, at vi kan begynde at integrere vores forskning. For verden er jo ikke opdelt, men hænger sammen. Det er jo ikke sådan, at luften over hav stopper som en mur, når man når ind til land,« siger hun og ler.
Videnskaben vidner om, at afsmeltningen af havisen accelerer, når først processen er kommet godt i gang. Efterhånden som isen forsvinder, bliver det underliggende mørke hav blotlagt. Havet suger langt mere af solens energi til sig og bliver derfor hurtigere varmet op, hvilket igen smitter af på havisen.
Sammenspillet endnu uklart
Så længe man har havis, virker det kølende på omgivelserne, ligesom hvis man kaster en isterning ned i et glas vand. Men i det øjeblik denne is er smeltet væk, vil vandet hurtigt blive varmt og opvarme den overliggende atmosfære.
Når den varme luft trækker ind over landområderne, vil det ændre på samspillet mellem atmosfærens og landjordens indbyrdes udveksling af drivhusgasser.
Hvordan dette samspil helt præcist fungerer og ændrer sig, ved man stadig meget lidt om – for det er overraskende dårligt beskrevet i litteraturen, påpeger Lise Lotte Sørensen. Men der er ingen tvivl om, at det spiller en stor rolle for det arktiske klima.
Iskanaler forbinder atmosfære og hav
Samspillet mellem havet og landjorden ligger altså stadig hen i det dunkle. Til gengæld har man efterhånden fået godt styr på, hvad det er for mekanismer, der styrer processerne til havs.
Ved studier af havis i naturen og i en istank på det canadiske University of Manitoba har Lise Lotte Sørensen og hendes kolleger f.eks. fundet ud af, at der udveksles drivhusgasser imellem atmosfæren og havet, selvom der er hav-is. Der opstår kanaler i isen, når dens overfladetemperatur når op over omkring minus fem grader celcius. Kanalerne skaber kontakt mellem havet og atmosfæren.
Den opvarmede is er ikke så passiv, som man hidtil har troet, men er hjemsted for en masse kemi, der får isen til at udskille sit eget indhold af drivhusgasser, og som en gigantisk sky lader det regne ned i det underliggende hav. Potentielt set kan denne transport af drivhusgasser have stor betydning for klimaet.
»Der skal fokus på, at havisen har en større betydning, og der skal laves flere studier over havis. At havisen har så stor en betydning for klimaet og udvekslingen af drivhusgaser i hele Arktis er der ikke nogen, der har været klar over,« siger Lise Lotte Sørensen.
Både størrelsen og retningen af disse ændrede optag er meget dårligt beskrevet. Først når man har mere styr på processerne og kan beskrive dem i modeller, er det muligt at lave en bedre forudsigelse af, hvilke effekter en øget opvarmning i Arktis har på kuldioxid og metan.
»Der mangler modelberegninger på, hvad det kommer til at betyde, så det, håber vi på, bliver muligt at lave på sigt,« siger hun.
Overblikket udstikker fremtidig forskning
Overbliksartiklen kommer ikke med banebrydende nye resultater, men gør det for første gang klart, hvad man allerede ved. Og det er meget værd, for det peger på, hvor forskerne kan gøre en forskel fremover.
De kommende år vil Lise Lotte Sørensen og hendes kolleger fortsætte med at studere de processer, der har indflydelse på udvekslingen af kuldioxid og metan samt opvarmningen af Arktis. Det gør de bl.a. som en del af det Arktiske Center ved Aarhus Universitet og ved at arbejde tæt sammen med University of Manitoba og Grønlands Naturinstitut igennem det nye Arctic Science Partnership.
Planen er, at forskergruppen de kommende tre år laver feltstudier i Godthåbsfjorden i den sydvestlige del af Grønland, ved Young Sund og Zackenberg i den Nordøstlige del af Grønland og på Nordpolen og ved Station Nord, hvor Aarhus Universitet skal til at bygge en ny stor forskningsstation.
