Nicolas fra Aarhus har en grønkindet amazonpapegøje, der hedder ’Pip-hans’. Den skal man ikke stikke fingrene ind til - medmindre man da vil miste evnen til at pille næse.
Men på trods af Pip-hans kraftige bid har papegøjen ingen tænder. Det er der ingen fugle, der har.
Dét faktum har fået Nicolas til computertasterne:
»Hvis fugle stammer fra dinosaurerne, må de have haft tænder en gang. Hvornår mistede dem?« skriver han i en mail til ’Spørg Videnskaben’.
Fugle havde tænder for 65 millioner år siden
Det kuriøse i evolutionen kan vi naturligvis ikke lade ligge her på redaktionen. Vi har derfor sendt Nicolas´ spørgsmål videre til professor i biodiversitet ved Statens Naturhistoriske Museum Jon Fjeldså, der er ekspert i fuglenes udviklingshistorie. Han har om nogen styr på, hvornår fugle stoppede med ’at vise tænder’.
»Det gjorde de, da meteoren ramte Yucatan-halvøen for 65 millioner år siden,« svarer Jon Fjeldså.
Men så let slipper den kære professor nu ikke, så vi vrider ham for et mere fyldigt svar.
Fugle med tænder uddøde

Indtil for 65 millioner år siden havde de fleste fugle tænder.
Fugle var opdelt i tre parallelle grupper - Palaeognathae, Ornithurae og Enantiornithes.
Heraf var det kun medlemmer af Palaegnathae (de strudslignende fugle), der ikke havde tænder. Dem havde de mistet omtrent 35 millioner år forinden – altså for omkring 100 millioner år siden i den tidlige kridttid.
Alle arter inden for de to andre grupper havde tænder. Herunder blandt andet Hesperornis fra enanthiornithes-gruppen (se illustration til højre), som palæontologer gennem tiden har fundet mange velbevarede fossiler af.
»Men de uddøde alle sammen, da meteoren ramte Jorden for 65 millioner år siden. Der har formentlig kun været ganske få udviklingslinjer tilbage af Palaegnathaernes slægtninge, som således blev stamfædre til alle de moderne fuglegrupper (Neognthae). Derfor har ingen fugle haft tænder siden for 65 millioner år siden,« forklarer Jon Fjeldså.
Vegetarfugle smed tænderne
Kigger man på de strudselignende fugle, havde de allerede under kridttiden (se boksen under artiklen) mistet deres tænder.
Så ret beset har moderne fugle vel mistet deres tænder for 100 millioner år siden.

Det skete da de strudselignende fugle blev vegetarer.
Forinden var fuglene kødædere og havde spidse kegleformede tænder, som man kender dem fra dinosaurerne.
»Da fuglene gik over til at spise græs og blade, mistede til de gengæld behovet for at have tænder. Se eksempelvis på en struds – den trækker en top græs løs og smider den ned i svælget med et kast med hovedet. Det samme gjorde fortidens strudselignende fugle, der er stamfædre til alle moderne fugle. Da al forarbejdning af føden foregik i maven (kråsen) og ikke i munden, var der ikke længere behov for tænder, som dermed forsvandt,« siger Jon Fjeldså.
Høns kan stadig få tænder
Selvom fuglene altså trak den sidste rokketand ud for omkring 100 millioner år siden, er generne for tænder dog ikke forsvundet fra mange fugles DNA.
Høns og ænder er næstefter strudsefuglene de mest primitive nulevende fugle. De har stadig anlæg for tænder, der dog aldrig udvikles, da dannelsen af skindet på næbet holder tændernes udvikling tilbage.
Nysgerrige forskere har dog fra tid til anden pillet lidt ved hønsenes DNA og fremprovokeret dannelsen af tænder. Derved har de skabt kyllinger, der har udviklet en perlerække af hvide bisser (se billedet til højre).
Vi håber, at Nicolas er tilfreds med svaret og kan kigge på Pip-hans med nye øjne. Vi takker for det gode spørgsmål og kvittere med en ikonisk ’Spørg Videnskaben’-T-shirt.
Vi takker også Jon Fjeldså for det gode svar og minder om, at du selv kan stille spørgsmål ved at skrive til redaktion@videnskab.dk
\ Kilder
\ Hvad er Kridttiden?
Kridttiden er en geologisk periode, der varede fra for 145 millioner år siden til for 65 millioner år siden.
Klimaet i kridttiden var varmt, hvilket gav højere vandstand i verdenshavene og dermed også store indlandshave rundt om på Jorden. Mange af disse have var beboet af store marine reptiler, som nu er uddøde, men som palæontologer kan finde fossilerne efter i den gamle havbund.
Kridttiden gav også ophav til fugle og pattedyr, der arvede Jorden efter dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden ved det meteornedslag på Yucatan-halvøen, der markerede enden på kridttiden.

































