Hvorfor kigger høns ikke ned, når de skraber i jorden?

Du har sikkert set høns skrabe i jorden efter korn, orme eller insekter.

De holder som regel hovedet højt, mens de i små ryk bevæger fødderne for så lynhurtigt at samle små, lækre godbidder op fra jorden.

Det ser ud, som om de vender blikket fra at kigge op til at kigge med.

Men hønsenes øjne er meget mere komplicerede, end man umiddelbart ville tro; de kan nemlig se op og se ned på samme tid.

Kan lede efter føde og scanne horisonten

Høns kan simultant fokusere på noget, der er 20 centimeter væk, og på noget som er meget længere væk (eksempelvis en rovfugl).

Det ser ikke ud, som om de kigger ned, når de skraber i jorden, fordi de holder hovedet oppe, så de samtidigt kan scanne horisonten for rovdyr, mens de fokuserer på at lede efter føde i jorden.

Det kan de gøre, fordi deres binokulære synsans er meget udstrakt.

Men det er ikke det eneste bemærkelsesværdige ved hønsenes øjne; de kan nemlig også – i modsætning til mennesker – bevæge dem uafhængigt af hinanden.

Sådan fungerer den binokulære synssans

De fleste fugle (med undtagelse af ugler og enkelte rovfugle som eksempelvis falkefugle) har øjne, der sidder på hver sin side af hovedet, hvilket betyder, at de har et meget bredere synsfelt end menneskets.

Men det betyder også, at deres binokulære syn – det område, hvor begge øjne ser det samme billede, som skaber dybdesyn, så man kan kan afstandsbedømme – er meget mindre end vores.

Fuglenes binokulære synsfelt befinder sig lige foran næbbet, og de blinde punkter bag hovedet og over næbbet.

Det binokulære synsfelts bredde varierer afhængigt af, hvor tæt øjnene sidder på hinanden.

Med undtagelse af ugler er det svært for de fleste fugle at se noget, der befinder sig lige foran deres hoved.

\ Læs mere

Utroligt kloge krager bruger redskaber til at skaffe føde

Fugle, som lukker øjnene, mens de febrilsk prikker løs i jorden efter føde, har store blinde pletter, men husker hvor de skal prikke og hakke med næbbet. Andre fugle har en lille blind plet, ligesom heste, der er blinde lige foran mulen.

Nogle fugle har mindre blinde pletter over deres næb, hvilket giver dem større visuel kontrol over næbbet.

Ny Caledonisk krage (Corvus moneduloides), der bruger redskaber til at skaffe føde, bevæger faktisk sine øjne fremad, så det binokulære synsfelt omfatter spidsen af næbbet og redskabet.

Fugleøjets anatomi

Næsten alle fugle (de farveblinde kiwier (Apterygidae) er en bemærkelsesværdig undtagelse) er visuelle væsner.

Fuglenes øjne er enormt store i forhold til kropsvægten. Et menneskes øjne udgør under 1 til 2 procent af kropsvægten. Hos fugle er den tilsvarende procent 10 til 15.

Ligesom os har fugle et øvre og nedre øjenlåg, der kan lukke for øjet. Når fuglene skal blinke, anvender de en såkaldt blinkhinde. Det er en slags elastisk membran, der ligger under de rigtige øjenlåg, og som bliver trukket hen over øjet fra siden.

Fuglenes øjne har ikke den samme form som vores. De er ikke runde, men nærmest lettere fladklemte ovaler, der stikker en smule ud, og som er hjem for hornhinden og linsen.

En ring af brusk og knoglestrukturer adskiller den mindre forreste del fra den større bagerste del.

Fokuserer hurtigere og bedre end pattedyr

Denne ring er formet af 10 til 18 små knoglestrukturer (Ossiculum) og de fastgjorte muskler øger fuglenes evne til at fokusere hurtigere og fokusere bedre, end pattedyr er i stand til.

I modsætning til pattedyrenes øjne ændrer både hornhinden og linsen form samt hjælper med fokusering. Lyset passerer gennem pupillen og rammer nethinden på bagsiden. Nethinden er helt anderledes end vores.

\ Læs mere

Forskere får aha-oplevelse: Derfor kaster fugleunger sig ud fra tårnhøje klipper

Menneskeøjnet har fotoreceptorer – synsceller – på øjets nethinde kaldet stave og tappe, der gør os i stand til at se i farver (tappe) og til at se i mørke og om natten (stave).

Der findes forskellige typer af tapceller. Hos mennesket er der tre typer, som hver især opfatter farverne rød, blå og grøn. Alle andre farver opstår som en kombination af signaler fra de tre taptyper.

Mennesker har cirka seks millioner tapceller i en lille fordybning midt i øjets gule plet, der kaldes fovea, som frembringer vores skarpeste syn, og derfor ser vi også noget tydeligere, når vi ser direkte på det, end hvis vi kigger på det ud af øjenkrogen.

Fugle kan se ultraviolet lys

Fuglenes øjne har også stave og tappe samt forskellige typer tapceller, som indeholder oliedråber med forskellig lysbrydningsevne.

Ud over at se 'menneskefarver' er de derfor også i stand til at se UV-lys.

Fugle har med andre ord et farvesyn, der er langt mere nuanceret end vores, og mange af dem har en tre-dimentionel billedopfattelse, som vi aldrig rigtig vil kunne forstå.

De fleste fugle (med undtagelse af nataktive fugle som ugler) har flere fovea, som er et bånd eller en stribe af koncentrede receptorer (Area Centralis eller visuel linje) eller begge dele.

Eksempelvis har duer to fovea – én til at se langt væk med, og én der bruges til at se tæt på.

Det er også derfor, duerne bevæger hovedet i rykvise stød; de skifter på denne måde mellem de to foveas fokuspunkter.

Mennesker og fugle ser forskellie ting

Fugle kan se UV-lys, og det betyder, at de ikke ser det samme som os, når vi ser en fugl.

Et studie af 312 fuglearter i 142 familier viste, at alle fuglearter har ultraviolette fjer. Undersøgelser med spektrometer har afsløret, at fuglenes fjerdragt reflekterer solens UV-stråling i specifikke mønstre, ikke blot fra art til art, men tillige kønnene imellem, så fuglene kan skelne kønnene imellem, når vi ikke kan.

Vi forsøger som regel at finde ud af, hvilken art fuglene tilhører eller forstå deres adfærd ved at iagttage dem.

Men i virkeligheden ser mennesker og fugle to vidt forskellige verdener.

Måske forkludrer det vores observationer om alt, lige fra hvilken retning høns kigger i til helt nye fuglearter, som ikke er til at skelne fra hinanden.

Maggie J. Watson hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.