I flere årtier har forskere med forundring observeret spækhuggere i den nordvestlige del af Stillehavet genere, forulempe og dræbe marsvin uden at spise dem.
I et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Marine Mammal Science, har en gruppe forskere undersøgt observationer fra de seneste 60 år af spækhuggere og marsvin i karambolage.
Det har de gjort i håb om at komme nærmere et svar på, hvorfor spækhuggerne tilsyneladende slår marsvin ihjel uden øjensynlig grund.
Det skriver University of California i en pressemeddelelse.
I den nordvestlige del af Stillehavet findes den særlige gruppe af spækhuggere kaldet Southern Resident-spækhuggere, som der kun findes omkring 75 tilbage af i verden.
Det er en art, der udelukkende lever af fisk, men som altså stadigvæk har det med at slå marsvin ihjel.
\ Læs også
For at undersøge spækhuggernes besynderlige adfærd analyserede forskerne 78 dokumenterede hændelser med spækhuggere versus marsvin. Det resulterede i tre teorier:
- Det er en social tilbøjelighed - en slags leg mellem spækhuggerne - der styrker gruppens koordination og teamwork. En slags spækhugger-teambuilding.
- Det er en form for jagttræning, der skal styrke deres evner til at fange laks, som er det, de primært lever af.
- Det skyldes, at deres moderinstinkter bliver aktiveret ved en fejl. De opfatter altså marsvinene som syge eller svage unger. Den måde, de sommetider bærer marsvinene rundt på, minder nemlig om, når de bærer på deres egne syge eller døde kalve.
En af forskerne bag studiet er Deborah Giles, der er biolog på University of Washington og ekspert i spækhuggere. Hun mener, at den sidste teori er plausibel, fordi særligt Southern Residence-spækhuggere har problemer med at formere sig.
»Vores forskning viser, at 70 procent af alle Southern Residence spækhuggeres graviditeter ender med aborter eller kalve, der dør med det samme på grund af fejlernæring,« siger Deborah Giles.
Fejlernæringen skyldes, at spækhuggerne lever af kongelaks (Oncorhynchus tshawytscha), som ligesom spækhuggerne også er en truet dyreart.
Forskerne håber, at deres studie kan være med til at sætte fokus på nødvendigheden i at bevare og sikre laksepopulationen i Salishhavet i nærheden af den nordvestlige del af Stillehavet.
jso

































