Hvem lagde denne lort for 250 millioner år siden?

Geologistuderende Vanja Simonsen trækker en skuffe ud ved Naturhistorisk Museum i Oslo.

Her ligger den ene æske efter den anden med små stenfund. Ved første øjekast ligner det grus og småsten.

Men i virkeligheden er stenene en slags bifangst, som er indsamlet i forbindelse med udgravningerne ved Marmierfjellet på Svalbard i 2015 og 2016.

Dengang koncentrerede forskerne sig primært om skeletter fra havdyr som fiskeøgler, fisk, hajer og archosaurer, men nogle af de sten, der dukkede op i de samme lag som knogleresterne, så lidt for interessante ud til bare at lade dem ligge.

Det ligner afføring - og det ER det

Stenene er små og mørke med glatte, nærmest polerede overflader. Nogle er fragmenter såsom buede flager eller runde skiver, men andre er hele, aflange 'pølser', der spidser til i enderne.

Enhver kan se, at de ligner lort. Men hvad er de egentlig?

»Vi var lidt usikre i starten på, om det kunne være fosfor-klumper (et grundstof, der ofte forekommer i jordskorpen, red.),« siger Vanja Simonsen, der i sommer blev kandidat indenfor sedimentologi, palæontologi og stratigrafi. Det betyder med andre ord, at hun har studeret ældgamle jordlag og bjergarter.

»Men så puttede vi et par stykker af dem i en CT-skanner (et avanceret røntgenapparat, red.) - og så vi, at det definitivt er 'koprolitter' - som er det videnskabelige navn for fossil afføring.«

Stenene, som var fulde af knoglestykker, viste sig at kunne afsløre helt nye detaljer om det forhistoriske liv på Svalbard.

Lorten er en tidskapsel - afslører ny viden om Svalbards dyreliv

Vanja Simonsen har skrevet sit kandidatspeciale om netop disse koprolitter.

Hun sendte 26 udvalgte koprolitter gennem CT-skanneren ved Naturhistorisk Museum, og på billederne var det muligt at genkende nogle af knoglefragmenterne i den forstenede afføring.

»Jeg fandt knoglerester fra fiskeøgler og fisk. Der dukkede også hele fiskeskæl og en hajtand op,« fortæller hun.

Men det var måske endnu mere spændende at opdage skaller og hornkroge fra blæksprutter eller kisel- eller kalknåle fra havsvampe, for der findes nemlig ikke andre fund af disse bløddyr i dette lag på Svalbard.

»De er kun bevaret i koprolitterne,« forklarer Simonsen.

De små forstenede klumper er ganske enkelt små tidskapsler med hidtil ukendt information.

Afføringen har indkapslet og beskyttet indholdet

De bløddyr, der levede for 250 millioner år siden, var små og gik let i opløsning, fortæller Vanja Simonsen.

De små, hårde dele af dyrene, som blækspruttens hornkroge og svampenes kisel- eller kalknåle, blev formodentlig hurtigt spredt og ødelagt.

Men indeni afføringen lå de mere beskyttede. En del af afføringen sank hurtigt og blev begravet i aflejringer af ler på bunden af havet, og det skabte som udgangspunkt rigtig gode bevaringsforhold.

»Der foregår desuden også kemiske processer i afføring, som gør, at den lettere bliver forstenet og konserveret,« forklarer Vanja Simonsen.

Hvem lagde lorten?

Materialet fra skuffen ved Naturhistorisk museum i Oslo viser, at et eller andet dyr spiste både fisk, hajer, fiskeøgler og blæksprutter dengang for 250 millioner år siden.

Spørgsmålet er hvem?

»Det har været en af mine opgaver - at forsøge at finde ud af, hvem der har skidt,« siger Vanja Simonsen.

»Det har været et stort puslespil.«

Hun fortæller, at hele projektet startede med en gennemgang af store mængder koprolitter, som blev sorteret efter facon. Det kan nemlig give et indtryk af, hvem der engang lavede lorten.

»Der er visse træk, man kan kigge efter,« forklarer hun.

For eksempel har tidligere forskning konkluderet, at koprolitter fra hajer er spiralformede i den ene ende. Det er også kendt, at nulevende krokodiller kan have dybe fordybninger og riller i deres afføring.

Disse eksterne træk kan kombineres med indholdet vist på CT-billeder. For eksempel giver det mening, at fiskeøgler spiste blæksprutter.

Afslører de forhistoriske dyrs spisevaner

Billederne fra CT-skanneren og fra tynde skiver af koprolitter viste, at afføringen var mindst lige så forskellige på indersiden som på ydersiden.

Nogle af dem var fulde af store knoglestykker, mens andre næsten ikke indeholdt knogler. Det siger noget om det dyr, der producerede afføringen - ikke kun, hvad det spiste, men hvordan.

»Koprolitterne, som, vi mener, stammer fra fiskeøgler, har ret store og komplette knoglefragmenter,« siger Vanja Simonsen.

Det kan tyde på, at fiskeøglerne har slugt store stykker af deres bytte.

Lortene afslører viden om dyrenes fordøjelse

Mange og kantede knoglestykker vidner om et fordøjelsessystem, som maden passerer hurtigt igennem.

»Koprolitter fra fisk er for eksempel pakket fulde af knoglerester,« siger Vanja Simonsen.

Når afføringen har færre og mere afrundede stykker, er fordøjelsessystemet formentlig bedre i stand til at nedbryde og udnytte indholdet føden. I visse tilfælde er der næsten ingen knogler tilbage. Det vidner muligvis om et dyr med en meget effektiv fordøjelse.

»Som vi for eksempel ser hos nulevende krokodiller,« oplyser Vanja Simonsen.

»De fordøjer knogler og alt andet, så man finder næsten ingenting i det, der kommer ud.«

Begejstret vejleder: En studerende har fundet en hel verden i lorte!

Vanja Simonsen arbejder nu på en videnskabelig artikel om fundene i koprolitterne fra Svalbard sammen med vejlederne Aubrey Roberts og Jørn Hurum ved Naturhistorisk Museum.

Jørn Hurum, som ledede ekspeditionerne på Svalbard, tog initiativ til, at de afføringslignende sten blev undersøgt nærmere. Men alligevel er han overrasket over, hvor meget Vanja Simonsen har opdaget.

»Hvis man skal finde noget, skal der først og fremmest være noget at finde, og for det andet skal man have god røntgenkontrast mellem knogleresterne og resten af afføringen,« siger Jørn Hurum.

Her viste det sig, at der var begge dele.

»Vi havde ikke lavet noget systematisk på koprolitter før. Og så overgiver vi opgaven til en studerende, der formår at finde en hel verden derinde!«

»Skidegodt« - bogstaveligt talt

Jørn Hurum mener, at de kun lige har skimtet ind i en hidtil uudforsket guldmine af information om fortiden.

»Der er meget få i verden, der er i gang med noget lignende, men jeg tror, det her felt kan blive kæmpestort. Og det er jo skidegodt,« siger professoren.

»Bogstaveligt talt, haha!«

Han er langt fra den eneste i projektet, der ikke kan lade være med at spøge lidt. Vanja Simonsen indrømmer, at toilethumoren har taget over.

»Vi arbejder på at fordøje materialet,« siger hun og slutter:

»Det ender nok med at blive en skidegod artikel.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.